»Min mor satte en annonce i avisen og fandt en familie til mig«

I sidste uge tog jeg ud til min mor, kyssede hende på kinden og sagde farvel. Nu har jeg ikke længere hende, hun har ikke længere mig. Det er slut. Inge er død, efter længere tids sygdom, som man siger.

Jeg har altid kaldt hende mor, men faktisk hed hun Inge, og hun fik mig gennem en annonce i avisen. Min egen mor var stewardesse, barselsorloven var kort i 70erne, og det var svært at få det hele til at gå op. Tidens ligestilling rakte ikke til, at min lægefar gik hjemme og skiftede bleer, så mor indrykkede annoncen for at finde en kernefamilie, der kunne give hendes datter de stabile rammer, hun ikke selv kunne give.

Der var flere, der svarede, men min biologiske mor har selv fortalt, at hun vidste, at hun havde fundet det rigtige sted, da Inge og John åbnede døren. Her var en familie, hun gerne ville give sit barn. De første mange år passede de mig mod betaling, når min mor var på stop, som det hed i SAS-sproget. Og da jeg selv blev større, og betalingerne holdt op, kom jeg stadig hos dem. Jeg havde mit eget værelse og kanin i kælderskakten. Jeg hørte til.

Så Inge var ikke min mor. Hun var en bare en dame, der havde plads og tid og omsorg til endnu et barn udover de fire, der var hendes egne.

Ordet »bare« er selvfølgelig helt forkert. For hun var også de mange dage, hvor hun læste højt for mig. Hun var sommerture til Bornholm og uendelige bilferier, hvor man sad på bagsædet og håbede, at vi ville køre forbi en iskiosk.

Hun var alle de aftener, hvor jeg fik lov til at ligge på sofaen, mens de voksne så »Der Alte«, og termokanden stod på bordet og sagde den der lille lyd, som lyder som et langsomt tog. Hun var familiefesterne, hvor vi sad ved børnebordet og ventede på, at de voksne skulle danse. Inge i flot tøj og med opsat hår, og jeg selv med renskurede hænder og en slags frisure, for man gjorde noget ud af det, når folk var samlet og der var bordkort og musik og festsange med skæve versefødder. Hun var et livslangt ægteskab med John, der lærte mig at cykle og slå søm i et bræt i kælderen. Og sammen var de en tryg og dejlig ramme for deres egne børn og siden for de børn, jeg selv fik.

Og det var det, jeg tænkte, da jeg kørte ud til Inge. At det i virkeligheden ikke er blodets bånd, der binder os. Det er de valg, vi træffer. Den nærhed, vi vælger at give, og den tid, vi bruger på hinanden.

Den franske filosof, Simone Weil, skrev engang »opmærksomhed er den sjældneste og reneste form for gavmildhed«. Hun så opmærksomheden som den største gave, vi kan give hinanden. Og i denne tid, hvor det er umoderne at tale om at være et ordentlig menneske, vil jeg mene, at det er noget, man skal sætte meget højt. Min mor var et ordentligt menneske. Fordi hun var der for alle børn - også det ene, hun fik gennem Valby Bladet - og hun tog sig tid til at være der. Fordi hun levede sit liv med omhu. Det er at være ordentlig.

Jeg er Inge dybt taknemmelig, ligesom jeg er min »rigtige« mor taknemmelig. Hun vidste, at hun ikke fik mindre af min kærlighed, fordi hun delte den med en anden. Puljen blev bare større.

Lige indtil nu, hvor der ikke var mere at give og ikke mere at modtage. Hvis jeg kunne, ville jeg tage min mor med på en sidste køretur. En tur til frisøren eller på skovtur til Dyrehaven, hvor jeg kunne fortælle hende, at rigtige forældre er dem, der er der. Og at jeg er meget glad for, at jeg fik to mødre.

Men det eneste, jeg kunne give hende, var et kys, et tak og et farvel. Og så disse ord. Og det er både alt for meget og alt, alt for lidt.