Hvordan fik du andelslejligheden?
»Ved en heldig tilfældighed fik jeg mulighed for at købe en af min hjembys få andelsboliger efter at have været skrevet op i kort tid. Så jeg flyttede ind her i byen, hvor mine forældre bor, i stedet for til København. Jeg fik mere plads for færre penge, fordi jeg var villig til fortsat at bo herude i omegnen.«
Hvad bør man huske ved den beliggenhed?
»Jeg kan anbefale andre at bo i mindre byer uden om København, fordi man får så meget mere bolig som studerende på vej ind på boligmarkedet. Bare man slår sig ned i nærheden af en station, så man nemt kan komme til og fra byen. Selv bor jeg i centrum af byen med kun en kilometer til S-toget, så jeg let kan komme ind til Landbohøjskolen.«
Hvordan så boligen ud ved overtagelsen?
»Der havde i årevis boet en ældre dame, så der var gullige vægge og faste tæpper på gulvene. Det fik jeg ændret ved at male lofter og vægge hvide. Efter at have slebet gulvene malede jeg dem alle hvide. Heldigvis var der for nylig skiftet vinduer samt døre til altanerne fra køkken og soveværelse. Så min renovering var overkommelig.«

Hvad er dine kommende ønsker?
»Helt klart at få nyt køkken og bad, når der bliver mulighed for det. Hvad jeg helst vil have først, ved jeg ikke helt. Men det skal bestemt være i moderne stil!«
Hvor kommer dine møbler fra?
»Da jeg kom direkte fra mit barndomshjem, ejede jeg kun få store møbler. Efter at have købt lejlighed havde jeg ikke noget stort budget til møbler. Så jeg købte noget på DBA og andet i IKEA, Jysk, Silvan og Bauhaus. Nogle af ideerne fik jeg fra magasiner og hjemmesider med dyre designerting. Så fandt jeg tilsvarende billigere alternativer. Hvis man bare kan male en smule, kan man få meget ud af lidt og skabe sine egne unikke projekter.«

Hvad inspirerer dig i indretningen?
»Jeg ser potentiale i mange ting og kan godt lide at tænke ud af boksen for eksempel til en lidt hotelagtig og luksuriøs stil. Det orientalske og mellemøstlige har inspireret mig, fordi min kæreste er fra Tyrkiet. Det er blandt andet store fotografier fra Abu Dhabi og blanke tekstiler på puder, der giver en god stemning kombineret med det lette og lyse nordiske.«
Har du altid interesseret dig for æstetik?
»Ja, jeg fik lov at ændre mit værelse i mit barndomshjem mindst 100 gange. Så den trang er fortsat, efter at jeg endelig fik mit eget. På samme måde overvejer jeg løbende, hvad jeg kan ændre i lejligheden. For tiden tænker på at male en væg i stuen med kalkmaling for at opnå et rustikt udseende. At forandre er en måde at udtrykke sig på. Det kan man uden at blive ruineret ved at have de store møbler i neutrale farver, der passer til alt, og så skifte tilbehør som puder og tæpper ud. Det kommer til sin ret i de lyse rum med sol ind fra begge sider. Selv om der er en høj ejendom lige overfor.«
Har du lavet noget drastisk om?
»I begyndelsen havde jeg spisestue i den ene stue en suite og soveværelse i det mindre værelse. Men det var spild af plads, for jeg brugte sjældent spisestuen og valgte i stedet at indrette rummet til soveværelse med walkincloset. I dag er det lille ekstraværelse kombineret kontor og gæsteværelse, som bruges begrænset, da jeg ofte foretrækker at sidde ved spisebordet i stuen eller i sofaen og arbejde med opgaver til studiet. Hvis jeg skulle gøre noget om, ville jeg bo lidt i lejligheden, før jeg valgte fordelingen af rummene.«
