Min bolig: Jeg vil hellere bo til leje end eje en bolig med udsigt til en trist husmur

Et stenkast fra en af Nordkystens bedste badestrande bor Sysser Dalsborg i en hoteldirektørbolig fra 1890. Hun har tidligere boet i eget hus, men ser flere fordele ved at skifte til leje og gemme pengene, indtil hun finder den rette ejerbolig med plads til den Bed & Breakfast, hun drømmer om.

Den bageste del af stuen er reserveret langbordet med antikke blå og hvide stole. Over bordet hænger en gammel lysekrone. Statuen er en 40 årsgave. Jan Ove Kristensen

Hvordan kom du til at bo her?

»Jeg har haft eget hus i flere omgange og boede senest til fremleje i et hus, som blev solgt. Så ledte jeg efter en ny bolig til leje i Hornbæk, hvor jeg har boet de senere år. Jeg kunne lide at bo i byen, hvor jeg gennem en årrække har haft forskellige jobs. Jeg så på flere lejeboliger, der ikke virkede særlig tillokkende. Men ad omveje hørte jeg om, at lejligheden her stod ledig. Så lagde jeg billet ind og var så heldig at komme i betragtning. Der er en særlig energi og sjæl ved stedet med lys og luft. Bygningen er i sit selv ikke perfekt, men det har jeg ikke noget imod. Og så er det en gave at kunne kigge ud af vinduet og se vandet. At bo tæt på naturen er den største gevinst.«