Min avis og min blog

Berlingske Tidende begynder at blogge. Som erfaringen fra USA viser: Avisen skal være, hvor det skrevne ord er, og om det er på papir eller på bagsiden af en toiletdør er for så vidt lige meget.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den amerikanske mediekommentator Michael Wolff havde overtalt sin datter til at blive dagbladsjournalist. Hun var netop uddannet, hun havde fået sit første job, og i løbet af det følgende år blev to af de største aviskæder solgt til discountpris, oplagene faldt og faldt, og alle talte om internettet og blogs som journalistikkens fremtid.

Wolff beskrev i Vanity Fair et krisemøde med datteren: »Far, jeg håber, du har en plan B,« sagde hun.

Det kan synes som om, tiden er klar til plan B.

I 1972 læste 72 procent af amerikanerne en avis, sidste år var tallet 35 procent, og udviklingen i Danmark er ikke meget mere opløftende. Siden 2002 er det samlede avisoplag faldet fra 1,4 mio. til 1,2 mio., og de landsdækkende dagblades oplag er faldet fra 800.000 til 700.000.

I samme periode er antallet af blogs – en sammentrækning af ordet weblogs – eksploderet. Fra nogle få hundredetusinde verden over til 75 mio. nu og – siger eksperterne – 100 mio. ved årets slutning.

Hver eneste dag klikker en halv million mennesker sig ind på bloggen Daily Kos for at få et politisk fix. Hver eneste dag klikker 600.000 mennesker sig ind på bloggen Gawker for at få et sladderfix. Hver eneste dag klikker tæt på en million mennesker sig ind på bloggen Engadget for at få et teknologisk fix.

Besøgstallene for de tre blogs er på et år steget med henholdsvis 75 procent, 52 procent og 52 procent, fastslår analysestedet compete.com.

Så ej paradigmeskiftet
Det Berlingske Hus havde engang en bestyrelsesformand, som mente, at internettet var et modefænomen, akkurat som benvarmere og macarena. Han arbejdede i døgndrift for at at rette skuden, han sled sig selv op, og han mente, at hvis bare han fik den rigtige redaktør og den rigtige avis, så ville oplagsudviklingen vende.

Som så mange andre så han ikke det paradigmeskift, der skete i slutningen af 1990erne, og som så mange andre erkendte han ikke den simple sandhed om aviser:

At avisen i princippet er uafhængig af det medie, som avisen udgives på.

Det er en nærmest catharisk sandhed. Catharerne var en kættersk trosretning, som i middelalderen troede på den absolutte adskillelse af sjæl og materie, og de mente, at det materielle og kropslige intet betød, og kun ånden var væsentlig.

Men sådan er det faktisk med avisen. Materien er ikke væsentlig, det er ikke videre væsentligt, om avisen udgives på papir eller skrives på bagsiden af en toiletdør eller en corn flakes-æske, hvis det er, hvad læserne efterspørger. Det væsentlige er det skrevne ord; ord, ord, ord og mange af dem, der tilsammen danner en sammenhæng og skaber – hvis vi skal blive i det middelalderlige sprogbrug – den ånd, som karakteriserer den pågældende avis.

Blogs med betydning
Dermed er vi fremme ved aviser og blogs.

Når Berlingske Tidende i dag lancerer ti blogs og omkalfatrer sit websted, er det ikke udtryk for, at trykkerne i Avedøre godt kan begynde på omskolingen, og at de finske skove ikke skal frygte for de finske motorsave. Nej, det er udtryk for, at aviserne skal være de steder, hvor det skrevne ord er, som erfaringen fra USA viser.

Der er ingen tvivl om, at de nye, uafhængige blogs har været en af de store mediehistorier herovre – og en af de store mediesucceser. Ikke kun på grund af deres læsertal og deres avlekraft, men også på grund af deres pondus.

Det var bloggen Talking Points Memo, som i 2002 fastholdt historien om Trent Lotts racistiske bemærkninger og tvang den republikanske senatsleder til at gå af, og det var konservative blogs som Little Green Footballs, der afslørede dokumentationen i et CBS-indslag om præsident Bush som falsk og tvang nyhedsværten Dan Rather til at gå af.

Det var blogs, som holdt fast i historien om de otte fyrede forbundsanklagere, og det var blogs, som afslørede en senators xenofobiske ordvalg under valgkampen.

Så blogs har været en nyskabelse, og ikke en nyskabelse som benvarmere og macarena, men en revolutionerende nyskabelse.

Toneangivende
Det er imidlertid kun halvdelen af historien.

Den anden halvdel handler om de medier, som bloggerne ofte hånligt kalder MSM – »main stream media« – eller de traditionelle medier. For bloggerne og bloggernes succeser er ikke en eksistens i sig selv, hvad de også selv, omend indirekte, erkender.

En af de tilbagevendende anker på blogs – amerikanske såvel som danske – er: Hvorfor skriver aviserne ikke om det og det? Hvorfor skriver de ikke om en påstået skandale, en begivenhed, en ny mobiltelefon eller en uafhængig håndholdt film?

Underforstået: En historie eller en begivenhed bliver kun konfirmeret i det øjeblik, den optræder i de traditionelle medier; indtil da er det håndholdt undergrund.

Talking Points Memo holdt fast i historien om Trent Lott, men det var ikke gået nogle steder, hvis ikke New York Times, Washington Post, CNN og Wall Street Journal var stået på vognen, og CBS havde formentlig godt kunnet stå presset igennem, hvis presset udelukkende kom fra Little Green Footballs.

Det er den ene notabene: At de traditionelle medier stadig er de toneangivende medier.

Det andet notabene handler om oplagstal, eller som det hedder i cyberspace: Unikke hits.

At en lavbudget, guerillablog som Daily Kos har en halv mio. daglige hits er bedre end glimrende, og det er lige så glimrende, at Talking Points Media har 120.000 hits, og at Little Green Footballs har 80.000 hits, men det er byttepenge i forhold til de store amerikanske medier.

New York Times har 7,6 mio. daglige besøgende, og tallet er steget 15 procent på et år, og Washington Post har seks mio. daglige besøgende, en stigning på 24 procent. Også målt på den led er de traditionelle medier de toneangivende medier.

Ingen plan B
Så betydningen af blogs er ikke, at de vil udrydde eller overhale eller pensionere aviserne; derimod komplementerer de aviserne. De giver andre og ofte specifikt politiske indgange til nyhederne, de holder fast i historier eller kritik, som aviserne har sluppet, de kan skabe nyheder, som aviserne har misset, og de sørger for, at læserne ikke bare er læsere; læserne er også skrivere, de kan komme med deres kommentarer og blive en stemme i den store dialog.

Derfor er det ikke plan B, når en avis som Berlingske Tidende lancerer blogs og genlancerer sit websted.

Avisen skal være, hvor det skrevne ord er, og det er og har altid været plan A.