Milliarder til nyt musik- og teaterhus i Odense

Odense Kommune går 6. april i udbud med et musik- og teaterhus på 1800 siddepladser i byens midte. Det bliver blandt de største kulturhuse herhjemme.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Odense har valgt at investere sig ud af krisen. Hele byens midte bliver ændret fra mekka for 30.000 biler dagligt til et åbent byrum med liv til gavn for handel, service og kulturtilbud.

”Når investering i kultur bringes sammen med byrum, boliger, liberale erhverv og letbanen, er investeringen en kendt vækstgenerator – også til gavn for det lokale erhvervsliv”, siger Jan Boye, rådmand i By- og Kulturforvaltningen, Odense Kommune.

Central placering

Musik og Teaterhuset placeres på en af byens bedste grunde tæt på banegården og rådhuspladsen. Såvel Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole som Odense Teater bliver en del af projektet, der integreres tæt med omdannelsen af Thomas B. Thriges gade og den kommende letbane.

Udgiften til Musik- og Teaterhuset beløber sig til omkring en halv milliard kr., hvoraf Odense Kommune betaler ca. 270 millioner kr. Kommunen sætter samtidig 1,8 milliarder kr i en ny letbane. Kommunen og Realdania bidrager endelig med hver 255 mio. kr. i omdannelsen af Thomas B. Thriges gade.

”Musik- og Teaterhusets kommende foyer skal fungere som et overdækket offentligt byrum, der integreres i Thomas B. Thriges Gade-projektet. Vi synes, at det er oplagt at støtte dette indendørs byrum, der på alle årstider vil blive et aktivt, samlende sted i området og i byen”, siger Hans Peter Svendler, direktør i Realdania.

Offentligt-privat samarbejde

Odense har valgt at lægge Musik- og Teaterhuset ud i offentligt-privat samarbejde ud fra devisen: ”Gør det, du er bedst til” og forventer at få sammensat et handlekraftigt konsortium, der vil bygge og stå for driften af huset.

”Konkurrencepræget dialog som udbudsform sikrer efter vores opfattelse, at de relevante aktører bringes sammen i konsortier, der er stærke nok til at løfte opgaven. Byrådet sætter rammen og inviterer interessenterne til at indgå i forpligtende samarbejder”, siger Søren Bonde Hansen, direktør i By- og Kulturforvaltningen.

Flere kunstarter samles

I 2014/2015 forventer Odense Kommune, at Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskolen og Odense Teater kan flytte ind i de nye og bedre rammer, som Musik- og Teaterhuset vil give dem.

"Jeg kan med tilfredshed konstatere, at landets tredje største by inden for en overskuelig årrække kan tilbyde musik- og scenekunstuddannelserne tidsvarende rammer. Samtidig kan jeg ønske Odense tillykke med en centralt beliggende ny kulturinstitution", udtaler Axel Momme, rektor Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole.

“Odense Teater ser store muligheder for at trække på de synergier, som nødvendigvis vil opstå, når flere kunstarter samles under samme tag. Med etableringen af det kommende Musik- og Teaterhus, får Odense muligheden for at skabe et kunstnerisk kraftfelt, som med de rigtige prioriteringer og ressourcer, kan bringe stor synlighed i både ind- og udland”, siger Michael Mansdotter, teaterchef ved Odense Teater

Ud over musik og teater vil Huset kunne anvendes til konferencer og events og vil have tilknyttede mødelokaler og kan optimeres ved at indarbejde køkkenfaciliteter m.v.