Millennium-forfatter: Ingen kan gøre det bedre end jeg

Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist er tilbage. I dag udkommer »Det der ikke slår os ihjel« – en fortsættelse til afdøde Stieg Larssons Millennium-bøger. Svenske David Lagercrantz har skrevet den kontroversielle roman, der fører de velkendte hovedpersoner ind i en tid med overvågning og mediekrise.

»Det tog mig noget tid at forstå koderne til personerne i Millennium-bøgerne. I begyndelsen prøvede jeg at beskrive Lisbeth Salanders følelser. Men det fungerede ikke. Hendes smerte og følelser skal formidles ved hjælp af hendes handlinger,« siger David Lagercrantz. Foto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

STOCKHOLM: David Lagercrantz kan godt forstå, at underholdningsindustriens ikoner har en vis tilbøjelighed til stofmisbrug

 

»Det er heftigt at være under forventningens pres. Berømmelse er ikke så ligetil, som mange unge mennesker tror. Jeg er ikke cool. Men som mange andre forfattere vil jeg selvfølgelig gerne have et stort publikum, og jeg tror på, at man skal gribe en chance som den, jeg har fået,« siger David Lagercrantz og slår sig hurtigt og rytmisk på skjorten for illustrere, hvordan hans hjerte føles inde i brystkassen.

Hans nye roman, »Det der ikke slår os ihjel«, er både ekstraordinært ventet og sjældent udskældt.

 

Romanen udkommer synkront i 26 forskellige lande og er blevet forudbestilt af horder af utålmodige Millennium-fans fra hele verden. Udgivelsen er kontroversiel, fordi David Lagercrantz skriver videre på afdøde Stieg Larssons berømte triologi. Det svenske forlag Norstedts, David Lagercrantz og Stieg Larssons bror og far, der forvalter den afdøde forfatters bo, er blevet beskyldt for gravrøveri, grådighed og kommerciel udnyttelse. En af de kritiske stemmer tilhører Stieg Larssons samlever gennem godt 30 år, Eva Gabrielsson.

»Det gør mig ondt, at hun er så vred. Jeg har den dybeste respekt for hende. Der er også mange andre mennesker, som er oprørte, og det har de lov til at være. Jeg respekterer, at der er de forskellige synspunkter, og jeg synes, at det er fint med en diskussion, men personligt kan jeg ikke se problemet. Der er jo også en række andre litterære karakterer, der er blevet skrevet videre på af andre forfattere, og der er millioner af mennesker, som glæder sig. Det vigtige for mig er, at jeg laver noget, der er virkelig godt,« siger David Lagercrantz og trækker let på skuldrene over beskyldningerne om, at han malker en guldkalv:

»Jeg har skrevet en international bestseller om Zlatan. Jeg har det godt. Jeg har ikke brug for at tjene en masse penge. Det her er rendyrket passion for mig. Og så synes jeg også, at det er interessant at teste de litterære grænser: Hvad kan man, og hvad kan man ikke?«

Det er ikke første gang, David Lagercrantz udforsker litteraturens grænser. Det gjorde han også med biografien om Zlatan Ibrahimović, der blev genstand for stor debat, da det kom frem, at fodboldspilleren aldrig har udtalt de ting, som han er citeret for i biografien, men blot har nikket ja til citater, som David Lagercrantz har opfundet under arbejdet med bogen.

Tænk modtanken

David Lagercrantz er vokset op i det svenske åndsaristokrati. Han er søn af den højt respekterede forfatter og litteraturkritiker Olof Lagercrantz (1911-2002), der også var chefredaktør for Dagens Nyheter i en lang periode.

»Min far sagde ofte til mig: »Tænk modtanken. Når alle er enige og løber i den samme retning, så kan det være, at de har ret. Men prøv at tænke modtanken. Det er så let bare at følge med.« Det råd bruger jeg hele tiden. Verden er ikke sort/hvid. Det er åbenlyst kontroversielt, at jeg fortsætter Millennium-bøgerne, men man skal turde risikere noget, og man skal turde gå mod strømmen.«

 

Da forlagschefen fra Norstedts og David Lagercrantz’ litterære agent præsenterede ham for idéen om, at han skulle skrive den fjerde bog i Millennium-serien, var han først nølende. Han kunne ikke lige se det for sig. Men en uforpligtende leg med tanken forvandlede sig hurtigt til en tilstand, som forfatteren beskriver som en regulær »besættelse«.

»Som alle andre læste jeg Stieg Larssons bøger, da de udkom. Men det var faktisk først, da jeg genlæste dem, at jeg til fulde forstod deres kvaliteter. Jeg blev helt besat, og jeg læste dem igen og igen for at forstå kompleksiteten og det moralske kompas.«

Fra da af var David Lagercrantz 100 procent dedikeret til det kontroversielle bogprojekt, og han var med egne ord noget manisk omkring det.

»Under et af de indledende møder med Norstedts forlagschef, Eva Gedin, slog jeg hånden i bordet og råbte: »Jeg er født til det her – ingen kan gøre det bedre end jeg«. Det var både overmodigt og temmelig patetisk, men det udsprang af min entusiasme.«

Der er flere grunde til, at David Lagercrantz sagtens kunne se sig selv som manden, der arbejdede videre på Stieg Larssons værk.

»Jeg var forberedt på mødet med Lisbeth Salander,« siger David Lagercrantz, som tidligere i sit forfatterskab har kredset om genier som matematikeren Alan Turing og opfinderen Håkan Lans.

»Hun er min type hovedkarakter, og jeg ville ønske, at jeg selv havde opfundet hende. Jeg er meget optaget af genier, der formår at række ud over deres tid og tænke og handle og selvstændig,« tilføjer forfatteren, som også på et mere personligt plan følte, at opgaven var den helt rigtige til ham.

»Jeg er bedst, når jeg beskæftiger mig med noget, der ikke ligger for tæt på mig selv, og når jeg kolliderer med en anden verden. Jeg vidste også, at presset ville løfte mig som forfatter. Jeg har følt en rendyrket angst under arbejdet med »Det der ikke slår os ihjel«, for hvis folk synes, at resultatet er dårligt, så bliver jeg lynchet. Det har ikke været sjovt, men det har drevet mig frem. Jeg har aldrig arbejdet så hårdt før.«

Millennium anno 2015

Da David lagercrantz først havde fået universet fra Stieg Larssons bøger helt ind under huden, lagde han de tre bøger fra sig.

»Jeg lukkede døren til det, der allerede var, for at se fremad og skrive min egen historie. Jeg har set det som min opgave at tilføre Millennium-universet noget nyt. Man vil blandt andet kunne se min besættelse af genier og anderledes personligheder i bogen,« siger David Lagercrantz, der ikke har stræbt efter at skrive som sin forgænger:

»Stieg Larsson var journalist som mig. Han var lidt ældre, men vi er rundet af nogle af de samme ting. Jeg kan ikke skrive næsten som mig selv, så jeg skriver bare min bedste prosa. Det vigtige for mig har været, at man kunne genkende universet.«

 

David Lagercrantz fik idéen til plottet i »Det der ikke slår os ihjel«, da han genkaldte sig en artikel, han for længe siden skrev om en autistisk og savant dreng.

»Han var døv og kunne heller ikke tale. En dag gik han forbi et trafiklys, og hans forældre så, at han kiggede på det. Nogle dage senere tegnede han trafiklyset helt perfekt ned til den mindste detalje, og det på trods af, at ingen havde lært ham perspektivtegning. Ligesom Lisbeth Salander havde han en fotografisk hukommelse. Jeg begyndte at fundere: Tænk hvis sådan en dreng var vidne til noget? Og tænk nu, hvis vi lever i et samfund, hvor det ikke kun er hackere, der hacker, men også efterretningstjenester, der holder øje med os? I sådan en verden er der brug for en modkraft, og hvis Lisbeth Salander beslutter sig for at slå tilbage på myndighederne, ligesom Edward Snowden gjorde, så kan man forestille sig, at Lisbeth Salander får et problem.«

Berlingske har ikke haft mulighed for at læse »Det der ikke slår os ihjel« før interviewet med David Lagercrantz. Højst usædvanligt er bogen først tilgængelig for pressen på udgivelsesdagen, men ifølge forfatteren er nogle af hovedingredienserne altså en savant dreng og efterretningstjenesters lyssky overvågning af borgerne.

 

»Jeg forsøger også at formidle mediekrisen og følgerne af de sociale medier. Millennium-bladet (der spiller en central rolle i bøgerne, red.) har fået nye ejere, og det presser Mikael Blomkvist. Journalister som han har det ikke så let i dag, hvor alt skal så hurtigt. Han er som en dinosaur. Han har ingen Twitter-konto og er heller ikke på Facebook. De sociale medier har medført, at alting skal gå hurtigere og hurtigere, og at alle mulige mennesker spytter en hel masse opdateringer ud hele tiden. Der er opstået en hurtighedskultur, som forplanter sig alle mulige steder i samfundet. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi stopper op og giver plads til langsommeligheden. Og det gælder både medier og mennesker,« siger David Lagercrantz, som også gør en del ud af at udforske Lisbeth Salanders fortid i den nye roman.

»Lisbeth Salander er ikke kun en fantastisk karakter i kraft af sin personlighed og særlige egenskaber. Hendes baggrund er vigtig. Hvis man skal forstår hende, så skal man se på hendes tidlige liv, så jeg forsøger at udvikle hele den mytologi,« siger David Lagercrantz og røber et par enkelte andre detaljer fra bogen. Blandt andet, at han fokuserer en del på politikommissær Bublanski-karakteren, som tumler med nogle eksistentielle overvejelser, og at han tager konsekvensen af, at han ikke tror på, at det i længden er holdbart at leve i et åbent ægteskab som Erika Berglund, der med sin mands vidende jævnlig deler lagener med Mikael Blomkvist.

Føler et stort ansvar

»Jeg føler virkelig, at jeg har et meget stort ansvar. Jeg skal leve op til en masse forventninger,« siger David Lagercrantz, som ikke tør gisne om, hvad hans far ville have ment om »Det der ikke slår os ihjel«:

»Han var en intellektuel kæmpe, men han var ikke en litterær snob. For ham handlede det aldrig om emnet eller formen, og han forsvarede jo hele tiden bøger, der brød grænser – for eksempel erotisk litteratur. Det bliver ikke fint, bare fordi man skriver om Marcel Proust. Kvaliteten er det afgørende, og jeg har gjort mit absolut bedste.«

Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist er tilbage.

Posted by Berlingske on 27. august 2015