Militærnægteren, der vælter sig i krig og blod

Succesforfatterens bøger om krigen i 1864 sælger stort, men i virkeligheden hader Tom Buk-Swienty krig og dens væsen lige så meget, som han finder den forførende.

'Mr. 1864' Tom Buk-Swienty Fold sammen
Læs mere

Han har lige stået inde i en konferencesal og fortalt en flok begejstrede skolelærere om kunsten at skrive levende, kunsten at beskrive de døde levende. Med efterdønningerne af klapsalverne rungende i ørerne er den 48-årige succesforfatter Tom Buk-Swienty trådt ud i det sønderjyske solskin, hvor han misser lidt med øjnene, inden han peger over på Sønderborg Slot, som huser byens museum, og griner.

»Der aftjente jeg min værnepligt som militærnægter,« siger han, manden der er blevet rig af at skrive om krig, blod og ødelæggelse.

Hans to bøger om krigen i 1864, »Slagtebænk Dybbøl« og »Dommedag Als«, er solgt i enorme oplag. Og hans viden – helt ned det til den mindste detalje – om det dystre kapitel i historien, hvor Danmark led et uhyrligt nederlag til preusserne og mistede 2.000-3.000 soldater i blodige kampe, er enorm. Næsten en besættelse.

Alligevel nægtede han selv at gå i krig. At lege med da han fik chancen.

»Min far aftjente sin værnepligt som militærnægter i Tyskland. Han ville ikke have noget med krig at gøre. Så fik han en søn, som også blev militærnægter og aftjente sin tid med at pudse forladere og sværd. Det er en militariseret zone derinde på slottet,« smiler Tom Buk-Swienty, som mange år efter sin tid på Sønderborg Slot skulle få stor brug af den viden, han opsamlede bag de tykke mure. Slægten Swienty kommer oprindelig fra Schlesien, et område der ligger ved den polsk-tyske grænse. Familien var bosat på tysk side, og under Anden Verdenskrig blev hans farfar sendt til Østfronten. Og kom tilbage som en ødelagt mand.

»Han var stærkt krigstraumatiseret,« fortæller Tom Buk-Swienty:

»Min farmor måtte flygte med sine to små drenge, da hendes hjemstavn blev taget af polakkerne, og min farfar var forsvundet på Østfronten. De var aldeles upolitiske, levede et helt almindeligt liv og blev som alle andre rullet ind i krigen og fik deres liv ødelagt af den.«

»Min farfar var et meget sensitivt gemyt og endte af alle steder op som sanitetssoldat på Østfronten. Fire år i helvede. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad den mand har set. Han bliver taget som fange og sendt til Sibirien, mister kontakten til sin familie. En nat mange år senere står der en fremmed mand i min farmors hus, en mand min far aldrig har set. Det er min farfar, der er kommet hjem som en knækket mand. Han kom sig aldrig over sine traumer. Få år senere døde han af et dårligt hjerte.«

»At se hvad krig gør ved et menneske fik min far til at blive militærnægter. At høre hvad krig gør ved et menneske, fik mig til at blive det. Men har også givet mig en naturlig interesse for, hvad krig gør ved mennesker.«

»Men samtidig er jeg jo også fascineret af krigens væsen, af militæret som institution. Krig er forførende. Både smukt og grusomt samtidig. Smukt og næsten poetisk, fordi det er så intenst, der er noget vanvid over det, når det hele blitzer. Grusomt, fordi det ødelægger og trækker skygger,« siger Tom Buk-Swienty om den dobbelthed, der har boet i ham, siden han var lille.

Han var to år gammel, da hans forældre flyttede fra Tyskland til Als. Selv om han dermed ikke er ægte sønderjyde, har han altid været draget af områdets dramatiske historie. Ikke mindst Dybbøl Banke, som ligger tre kilometer fra centrum af Sønderborg, og hvor det afgørende slag i krigen i 1864 fandt sted.

»Det ser så smukt og yndigt ud, men er en stor gravplads. Og der skal ikke meget fantasi til som dreng at forestille sig, hvordan det så ud dengang. Stedet taler til én. Når du kommer op på banken, bliver historien levende. Alle mindestenene. Her ligger fem faldne. Her ti. Her 200. Det råber jo på at blive set og forstået,« forklarer Tom Buk-Swienty.

Der skulle dog gå en hel del år, før drenge-fantasierne blev omsat til ord, før de døde blev gjort levende i hans tommetykke værker.

»Jeg blev jo godt nok historiker. Men dengang i starten af 1990erne var krig ikke noget, man beskæftigede sig med på universiteterne. Efterfølgende var jeg i mange år USA-korrespondent for Weekendavisen, og det var egentlig først, da jeg vendte tilbage fra USA, at jeg blev interesseret i at skrive om krig,« fortæller Tom Buk-Swienty, som bl.a. var inspireret af Peter Øvigs succes med at gøre historien om »Blekingegadebanden« levende.

»Jeg var nysgerrig efter at finde ud af, om jeg kunne gøre det her meget store kapitel i Danmarks historie nærværende for en moderne læser. Og det, må man sige, er lykkedes,« smiler han.

Tom Buk-Swienty er gået i total »1864«-mode. Har kalenderen godt fyldt op med foredrag landet rundt. Og nu, hvor serien brager løs, bliver efterspørgslen efter hans talent for at gøre de døde levende næppe mindre.

»Om jeg overhovedet har plads til levende mennesker i mit liv? Det må du spørge min kone om,« griner Tom Buk-Swienty.

»Hun er trods alt stadig min kone, så helt galt er det jo ikke gået. Men selvfølgelig er jeg i perioder besat af fortiden, bliver meget optaget af det historiske univers, mens det står på. Du skal kunne være inde i den verden mentalt for at kunne skrive om det,« forklarer han.

Og sådan kommer det nok til at fortsætte i familien Buk-Swienty en tid endnu. For den tidligere militærnægter har ikke planer om at lægge krigen på hylden foreløbig.

»Jeg har aldrig planlagt, at jeg skulle være en krigskronikør. Men emnet er da evigt relevant. Ikke mindst nu.«