Mildt oprør i München

To britiske kunstnere, der betragter sig selv som skulpturer, viser deres livsværk på en kæmpeudstilling. Den er provokerende, men også morsom. Man kan kalde dem kunstens Monty Python.

Gilbert & George: »Fingers of Fate«, 2007 (sælges signeret på udstillingen for 1605 euro). Fold sammen
Læs mere

MÜNCHEN: Gilbert og George er henholdsvis 63 og 65 år og bor i Londons East End. Hver morgen klokken halv syv spiser de morgenmad på en café rundt om hjørnet, frokosten indtages på en af tre restauranter, og om aftenen går de på en tyrkisk beværtning. Sådan har det været i tre-fire årtier. De er ikke flyttet siden 1968, de forlader kun huset i skræddersyede kontoristhabitter, og de optræder næsten altid sammen, skønt Gilbert har det med at tage en taxi til den tyrkiske restaurant, mens George spadserer.

De to ældre herrer er et par omvandrende skulpturer, hvad de end foretager sig i det offentlige rum er, mener de, kunst. Fænomenet betegner de som »vores største opfindelse«. De er blevet en af Storbritanniens særeste eksportslagere, de udstiller verden over, og ikke kun sig selv. Man kan kalde dem kunstens Monty Python meget britiske, deres værker bevæger sig ofte mellem det bizarre og det frastødende, men selv er de rasende civiliserede. For snart fyrre år siden opstillede de Billedhuggernes Fire Bud. Det første lød: Vær altid velklædt, velplejet, venlig, høflig og i fuld kontrol.

Tålmodigheden
Nu er de kommet til München, hvilket man skulle tro var lidt af en udfordring. Gilbert og Georges lærreder, fotografier og collager indeholder uforholdsmæssigt mange mandlige kønsorganer, kvinder eksisterer åbenbart ikke i deres univers. De udstiller også deres egne, legemlige væsker ingen nævnt, ingen glemt og de beskæftiger sig med Gud og Jesus på en måde, så muslimer vil værdsætte, at det ikke er Muhammed. Det slipper man ikke nødvendigvis godt af sted med i det konservativt kristne Bayern, men åbenbart er der ingen problemer, udstillingen i Haus der Kunst - den gevaldige bygning indviet af nazisterne og fra 1945 brugt på mere lødig vis - tiltrækker pænt med besøgende, fra skoleelever til husmoderforeninger, og ingen er faldet besvimet om.

Det skyldes formentlig to forhold. For det første opfører de sig vitterligt som et par adspredte gentlemen. De har aldrig deltaget i noget ungdomsoprør, end ikke, da de var unge, og ville hellere dø end at blive set i T-shirt eller cowboybukser. Da de åbnede en udstilling med egne værker i Budapest i begyndelsen af 1990erne, kort efter Murens fald, strømmede ungarerne til og grublede over pænheden hos Gilbert og George på den ene side og de grove, utilslørede motiver på den anden. De to briter stod som voksfigurer med et glas i hånden og lod sig beskue, en kapitalistisk form for socialrealisme, så at sige.

For det andet er den ene halvdel af parret på hjemmebane. Gilbert, hvis sjældent benyttede efternavn er Prousch, stammer fra Sydtyrol og var elev på kunstakademiet i München i begyndelsen af 1960erne. »De lærte os, hvordan man bliver lærer og hvordan man laver skulpturer, som skal stå foran husfacader,« har han sagt om sin tyske tid. Gilbert og George har et vist tilhørsforhold til Centraleuropa, og da Süddeutsche Zeitung bragte en fotoserie med dem, stod de hver med et glas mørkt, bayersk øl, som de tydeligvis satte pris på. Det må gøre indtryk på stedet, hvor man er mere lokalpatriotisk end normalt.

De har aldrig slået stort an i Danmark, en happening på Stadsbiblioteket i Lyngby og en udstilling på Aarhus Kunstmuseum er, hvad det er blevet til, og det var henholdsvis 1970 og 1992. Danskere er almindeligvis gode til at forstå skæve briter, så det kan ikke være derfor. Måske er grunden en anden. I en pjece til udstillingen i München hedder det, at de kræver kontrol over, hvordan deres kunst præsenteres. »Det betyder, at gallerier og museer må vise en fleksibilitet ud over det sædvanlige,« hedder det. Institutionerne må»strække sig til det yderste«, og kuratoren bliver holdt »næsten fuldstændig udenfor«. Har man som kurator med Gilbert og George at gøre, må man nøjes med at gå til hånde, hvor det er muligt, og ellers beskytte kunstnerne, fortæller en af slagsen i det store udstillingskatalog. Man fornemmer, at det kræver en voldsom tålmodighed, alternativt et glas valium.

Udforskningen
Hvad er da Gilbert og Georges budskab? Åbenbart søger de, med en enkelhed som i tegneserier, at vise det rod, modernitet udsætter mennesket for. I 1970erne, da et fattigt Storbritannien ventede på Margaret Thatcher og alle fra ambulanceførere til kulminearbejdere strejkede, fotograferede de unge arbejdere i naboskabet. Det er sorthvide portrætter, der ser ud som om de kommer fra en anden verden. Efter bombeattentaterne i London for to år siden skabte de store lærreder med forvrængede billeder af dem selv, omgivet af slagord fra de såkaldte spisesedler avisernes små salgsplakater ved kioskerne om terrorismen. Indimellem optrådte de med den gamle slager »Underneath the Arches«; de mimede til sangen indsmurt i guldfarve, men stadig i habit, Gilbert med en gummihandske og George med en spadserestok af plastic. Det lyder mærkeligt, men er morsomt.

I München kan man også se et billede i fire dele, hvor afføring deres egen spiller en væsentlig rolle. »I grunden ligger der noget religiøst i den kendsgerning, at vi består af lort,« siger de. Det skal de nok få megen glæde ud af, når udstillingen næste år flytter til USA, hvor selv almindelige nøgenbilleder kan skabe postyr.

Ifølge Gilbert og George er der ikke noget at hidse sig op over, selv om især britiske aviser med mellemrum forarges over deres budskaber. »Det er medierne, der vil chokere, ikke os,« siger de. »Vi vil ikke provokere med vore billeder, vi vil udforske tingene.«

Blair
Det gør de så, på deres egen måde. De arbejder næsten uafbrudt og er meget systematiske. Deres arkiv er legendarisk, de samler alt, hvad de har haft fingrene i, fordi de mener, at selv den mindste avisartikel om dem selv er et kunstværk. De har ikke et køkken, kun en vandkoger, pulverkaffe, teposer og nogle krus. »Det er uhyre anstrengende at føre en husholdning, det ville bare distrahere os,« har George sagt. Der er hverken radio eller TV. Man havde engang et radioapparat, men »det er meget bedre uden. Hvordan skal man være klar i hovedet, hvordan skal man være sig selv, hvis man har et forbandet orkester med 300 violiner i hovedet,« spørger de.

Man kan heller ikke beskylde dem for at være friske med det hele. De optræder altid alvorligt og foretrækker øjensynlig venlig distance frem for munterhed, selv når de er vittige. Det lader heller ikke til, at de har mange venner. De hævder, at de blev et par, fordi George var den eneste, der kunne forstå Gilberts nødtørftige engelsk, da de mødtes på Saint Martins School of Arts i London for fyrre år siden.

Udstillingen i München er kæmpestor, den har tidligere været vist på Tate Modern, hvor Tony Blair dukkede op som gæst, måske fordi han i hemmelighed beundrede kunstnerparrets marketingevner. »Men han tillod ingen fotografer, fordi han var bange for, at man i baggrunden ville se en penis på et af vore billeder,« har de fortalt i et interview. »Er det ikke jammerligt?«. Måske. Men den nu forhenværende premierminister ville formentlig forhindre, at han selv blev ophøjet til et kunstværk, han ikke havde kontrol over. Det kan man egentlig ikke fortænke ham i. Alle andre kan se, hvad Blair så, i München frem til 9. september. Det er et besøg værd.