Midtvejs på livets bane

Lyrik: Ib Michaels nye digtsamling "Rosa Mundi" er en rejse gennem tid, rum og litteratur.

Det er lang tid siden, jeg har læst en digtsamling, der har grebet mig så dybt, som Ib Michaels "Rosa Mundi", der udkommer tirsdag. Midtvejs på sit livs bane lader digteren sig, som en anden Dante, føre gennem Helvede, Skærsild og Paradis, ikke af Dantes digterhelt Vergil, men af sit eget forbillede; manden med baskerhuen, geden, den selvudråbte fyrste af Emgión, alias den svenske digter, der døde i 1968, Gunnar Ekelöf.

Digterjeg'et møder, præcis som Dante sin Vergil, Ekelöf som en skygge blandt skygger i dødsriget. Han genkender ham dog snart som den digter, der, med et skjult citat fra Ekelöf (og dem er der flere af gennem bogen), har lært ham, at ulykke er at holde sin lykke alt for kær. Sammen sætter de to nu ud på en lang vandring, der går gennem skiftende tider og forvandlinger. Ekelöf er angiveligt sendt af en dronning højt mod nord; af Rosa Mundi. Denne titelfigur er kryptisk, på én gang optræder hun som en parallel til Dantes Beatrice i Himmelrosen, som Ekelöfs Jungfru, og som et alkymistisk symbol, en sammensmeltning af øst og vest. Et sted figurerer hun som det klassiske billede af jomfruen i hvis skød digteren, i form af en enhjørning, lægger sit hoved. Og på omslaget ser vi begrebet fortolket af Per Kirkeby, som en lysende åbnende kreds, en åndelig fødselstunnel.

Det er en stor svimlende bevægelse, "Rosa Mundi" beskriver, en bevægelse, der i én sætning kan foretage kvantespring i tid og rum, og en bevægelse, hvor litteraturens store stemmer taler med, lige fra Rimbaud, den franske digterdreng og anarkistiske slavehandler, som digteren møder som en sovende guldhåret yngling i Paradiset, over Eliot, og de danske digtere Ivan Malinovski og Michael Strunge. Vi bevæger os i spring fra historiske etruskergrave til nutidens forfængelige romerske grave, fra Pompeis gader til egyptiske templer, fra himmelbegravelse i Tibet til dykkerture mellem koraller i havets himmel.

I et interview for nylig sagde Ib Michael, at en digtsamling er en akut proces, og han nødigt ville præsenteres for en central-lyrisk analyse. Og ja, det processuelle, den bølgende bevægelse, er denne digtsamlings kendemærke, men analysen kan den nu godt holde til. Jo flere gange man læser den, jo mere kulturhistorisk vraggods driver i land i ens bevidsthed. Det er en udvidende og svimmelt åbnende oplevelse at give sig i kast med "Rosa Mundi", hvor også digteren selv er i konstant forandring. På rejsen gennem Skærsilden er han falk med årvågent øje på Ekelöfs arm, en skarptseende fugl, der dykker efter det rette ord, og med klør, der præcist kan kryste den enkelte deltalje. Fra fugl, fri men dog slave, sættes digteren ved overgangen til Paradiset fri, og kan dér begynde sin vandring, som en rastløs Odysseus, gennem solfyldte akadiske egne, ubesværet i lette sandaler. Her møder han et tusindårsrige, et forbrugssamfund, hvor lystopfyldelsen tilsyneladende er ubegrænset og uproblematisk.

Men bagsiden ses i digte, der med et sprogbrug, der får én til at tænke på Strunge, handler om at ville røre himlen, være usårlig, spise sukker med syre og pisse guld. Og befinde sig på den lukkede afdeling. Lucifer, den faldne engel, som dukker op flere steder i bogen, viser sig i skikkelse af en dreng med en fyrstik, og overflodssamfundet forsvinder i en udslettende, lysblændet krig. De store digteriske visioner, som Rimbaud og Strunge delte: om en tid hvor alting ville være nyt og anderledes, får kyniske konkretiseringer. Strunges vision om drømmens faner er i Ib Michaels tidskritik realiseret som teltdug i flygtningelejre; ingen skal være hjemløse, "vi åbner massegrave til alle".

Det sande paradis derimod manifesterer sig kort som en drøm, på én gang en sydhavsutopi, hvor mændene fisker og pigerne dykker efter perler, men samtidig også som litteraturens ikke-sted, hvor der lastes ord fra lande som Ekelöfs Moirana og Selma Lagerlöfs Portugalien.

Paradisvandringen munder ud i en stadigt stigende, hvirvlende bevægelse; opad og opad går det, rundt og rundt, og man gribes med digteren af en følelse af dykkersyge, som man stiger op gennem en spiral - et snoet babelstårn, et sneglehus med rum der åbner for glimt af forbiflyvende tider. Øverst i tårnet ender sneglegangen i et Pantheon-rum, hvor digteren hører Ekelöfs stemme hviske, at han skal tilbage "for jeg er ingen Rosa Mundi og endnu er du ikke Prins". Som et Atlantis forsvinder de netop gennemrejste visioner i havet under digteren og han udstødes med en voldsom bevægelse, for at genfinde sig selv som den midaldende Ib Michael, der sidder i haven i Kikhavn, og oplever at tiden går, at det, med Ekelöfs ord, er sent på Jorden. Rimbauds berusede båd er nu en brumbasse i digterens hår, og Rosa Mundi, ja, hvem er det, andet end digterens kone, Hanne, i haven. Som Dante er digteren vendt tilbage til det jordiske.

Ib Michaels "Rosa Mundi" er en stor oplevelse, og begynder man først en krydslæsning med Dante og Ekelöf, ja, så føler man virkelig at tiden er kommet - tiden hvor man begejstres.