Midt i en jazztidsrejse

Berlingskes jazzredaktør og -anmelder gør status efter 30 år med Copenhagen Jazz Festival.

Den amerikanske guitarist Pat Methenys optræden i DR Koncertsalen på Copenhagen Jazz Festival led under dårlig lyd. Foto: Torben Christensen Fold sammen
Læs mere

Tiden går, og pludseligt er det 30. gang, jeg i embeds medfør bevæger mig omkring i den københavnske jazzfestivals brogede landskab. Og her er det vel nærliggende at spørge, om der er sket noget i de forgangne år – og lige så nærliggende er det at svare, at det er der.

Ganske vist er jazzen langt hen ad vejen den samme. Man kan fortsat lægge øre til alle de etablerede stilarter, dixieland, swing, bebop, modal, fusion etc. Selvfølgelig har der nok sneget sig lidt mere elektronik ind i foretagenderne, men det er nok for meget at tale om en ny bølge. På samme vis som man heller ikke inden for rock eller klassisk forventer nye bølger, som kan påføres en entydig etiket.

Men intet er selvfølgelig helt det samme. Heller ikke jazzen. For der kommer kontinuerligt rigtigt mange nye folk på banen. Og selv om de tager udgangpunkt i diverse traditioner, ja, så har de jo en personlig indfaldsvinkel til materialet, altså ny energi og nye idéer, som forhindrer, at jazzen går død. Altså sådan som den alt for ofte er blevet erklæret.

Til mange gode dementier af samme hører det vokseværk, som er overgået festivalen. Ja, ingen havde for 30 år siden fantasi nok til at forestille sig, at Copenhagen Jazz Festival 2016 ville byde på 1.300 koncerter fordelt på 120 spillesteder. Dertil kommer – og her taler jeg af egen erfaring og ud fra de meldinger, jeg har fået – at der stort set har været propfyldt af mennesker overalt. OK, vejret har ikke været gunstigt for de udendørs aktiviteter, og det er selvfølgelig ærgerligt, men ret beset så har festivalen nok også i de senere år i stigende grad udviklet sig til en indendørs affære.

Og det skal som sådan ikke beklages. For skal man nyde musikken, og det er der langt hen ad vejen rigtig god grund til, så er det godt at være tæt på den kreative proces. Og det er da i høj grad også i kraft af de mindre lokaliteter, festivalen har udviklet sig så eksplosivt. Her ligger i høj grad dens identitet.

Selvfølgelig sælger festivalen fortsat i vidt omfang sig selv på større lokaliteter og på de internationale hovednavne. Og om sidstnævnte skriver jeg altid, at de i bedste fald ikke skuffer.

For mit eget vedkommende fik jeg så oplevet en ikke specielt mindeværdig koncert med den amerikanske guitarist Pat Metheny i DR Koncertsalen. Her havde jeg forventet, at lyden ville være dårlig, og jeg blev desværre ikke skuffet.

En interessant ting er også, at for 30 år siden var et stående bifald en sjældenhed, altså noget, der kun overgik særligt karismatiske kunstnere, der som oftest havde ydet en livslang indsats og tilmed ved denne lejlighed stod for en bemærkelsesværdig præstation.

I dag er et stående bifald totalt devalueret. Blandt andet fordi det mange steder, og ikke mindst i DR Koncertsalen, er blevet obligatorisk. Ja, en ren rutinesag. Faktisk virker et solidt bifald fra et siddende publikum, sådan som det heldigvis ofte er tilfældet i Jazzhouse, langt mere ærligt og seriøst. Det skal dog siges, at den gamle saxofonkæmpe Charles Lloyd modtog stående bifald efter sin koncert i Jazzhouse. Men han er så også en kunstner, der fortsat formår at leve op til de ovenfor angivne kriterier.