Michelsen og den dansende dæmon

TV-manden Ole Michelsen har skrevet en nuanceret, rystende ærlig - og underholdende - bog om sit liv som alkoholiker.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Meget kan man sige og mene om TV-manden Ole Michelsen, der bestyrer DR-filmmagasinet Bogart, men holdningsløs og uvedkommende, det er han ikke.

Og det er han heller ikke i bogen "Den dansende dæmon", hvor han rystende ærligt og til tider ligefrem morsomt beskriver sit liv som alkoholiker - en alkoholiker, der nu på tiende år holder sig ædru.

Med vanlig Bogart'sk lune, ironi og diverse franske udtryk strøet ud over bogen med let hånd beretter Michelsen om den indre dæmon, som tidligere dansede med ham i festligt lag på de små beværtninger, men som nu - som en anden Holger Danske på Kronborg - sidder ubevægelig i Ole Michelsens indre kælder. Som vidne til en alkoholfri hverdag, der ifølge Michelsen selv godt kan være kedelig.

"Men det gør ikke så meget. Jeg er ikke bange for kedsomheden længere, ligesom jeg ikke længere behøver være den mest underholdende," skriver Michelsen sidst i bogen, der både udgør hans erindringer, et rasende angreb på den danske ølkultur og en voldsom kritik af det etablerede behandlingssystems slaphed og misforståede overbærenhed overfor alkoholikere.

Men det, der samtidig gør bogen så sympatisk, er, at den tørlagte alkoholiker ikke præker, men nøgternt skildrer sig selv og den tid, hvor dæmonen stadig dansede.

"Husk også at fortælle dem, hvor sjovt vi havde det dengang," siger dæmonen til Michelsen, da han er ved at skrive bogen, og Michelsen beretter, så det er en fryd, om kunstneronklen Børge, som lærte ham at drikke, om journalistvennerne, som hjalp med at holde den gående, og om de vidunderlige vinøse samtaler på bodegaerne, hvor der altid var et villigt publikum.

Men han fortæller også om drukturene, løgnene, vennerne, der dør af druk, det kolossale selvbedrag og misbruget. Et misbrug, der måske, måske ikke hænger sammen med faderens selvmord og med tabet af hustruen, som blev dræbt i et trafikuheld på vej væk fra Ole Michelsen, der blev alene med datteren Trine i en alder af 29 år.

Og endelig er bogen en lang hyldest til Minnesota-behandlingsformen, der går som en rød tråd gennem hele bogen. Det foregår på et hjem i Nordjylland, hvor TV-manden med vanlig distance først føler sig som "en miscastet skuespiller i en socialrealistisk film af den type, jeg højst ville give to hatte." Men hjemmet - og møderne i Anonyme Alkoholikere - bliver hans redning ud af misbruget.

Mens nogle vil mene, at bogen er en usædvanlig modig og ærlig beretning, vil andre måske se den som et udslag af ren selvpromovering, men den kritik kommer Michelsen selv i forkøbet: "Jeg har valgt åbenheden, eller rettere åbenheden har valgt mig, og allerede tidligt i forløbet stod det klart, at jeg hverken kan eller vil lyve om mit alkoholproblem," skriver Michelsen. "Jeg er på, også som alkoholiker."