»Hollywood lærte amerikanerne, hvordan homoseksuelle skulle opfattes. Og hvordan homoseksuelle skulle opfatte sig selv!«

Sådan lyder det i indledningen til Rob Epsteins dokumentarfilm »The Celluloid Closet« (1995) om Hollywoods negative fremstillinger af bøsser og lesbiske i sine film. Det er ikke et kønt billede, denne film opridser. Fra stumfilmens tid til 1980’erne skildredes homoseksuelle primært negativt: som alt fra en slags klovner til psykopatiske seriemordere. Først i de seneste par årtier er homoseksuelle for alvor begyndt at optræde som positive (eller neutrale) karakterer på film og TV. I en stribe TV-serier som »Glee«, »Modern Family« og »Will and Grace« optræder homoseksuelle og heteroseksuelle side om side uden at det nødvendigvis er et led i de enkelte episoders handling.

Derfor vakte det også opsigt, da filminstruktøren Steven Soderbergh afslørede, at en række filmstudier i Hollywood havde afvist hans manuskript om den afdøde hovedrige Las Vegas-entertainer Liberace, fordi de frygtede, at publikum ikke ville være interesserede i en film om en kendt homoseksuel. Først da Soderbergh tog kontakt til streamingtjenesten HBO kunne han realisere sin film, der da havde ligget i projektskuffen i mere end et årti. Sidste gang den blev udsat, var, da filmens hovedrolleindehaver Michael Douglas blev indlagt for at blive behandlet for halskræft.

»Jeg skylder Steven en stor, stor tak! Han havde drømt om denne film i årevis, og lige da vi skulle i gang, måtte han udskyde den en gang til for at få mig med,« siger Michael Douglas, da Berlingske møder ham under filmfestivalen i Cannes til en snak om filmen. Dagen forinden har Michael Douglas skabt overskrifter, da han under en pressekonference for verdenspressen lod tårerne få frit løb. Tre års kemobehandlinger og rekonvalescens gjorde det umuligt at holde følelserne i ave, da stjernen atter skulle i spotlyset.

Ovenpå gårsdagens følelsesfulde optrin er det med en vis lettelse, at man konstaterer, at den 68-årige stjerne er veloplagt og lattermild, da han sætter sig i stolen i cirklen af journalister. Han indleder med en grov joke, hvori han et øjeblik lader som om at han deltager i et AA-møde: »Hej, jeg hedder Lee, og jeg er alkoholiker!«

Hvis man vil kan man opfatte det som en dobbelt kommentar til Douglas’ eget tumultariske forhold til alkohol, men også en reference til den grovædende persona, »Lee« Liberace, som Douglas portrætterer i »Behind The Candelabre«.

Filmen bygger på en slibrigt afslørende bog, som Liberaces elsker Scott Thorson skrev i 1987 om den hovedrige entertainer. Scott spilles af Matt Damon, der også kæmper bravt for at bringe en slags værdighed til sin karakter. Det virkelige forhold mellem Liberace og Scott udartede sig til et bizart cirkus, hvor Liberace adopterede Scott og tvang ham til at få foretaget en række kosmetiske ansigtsoperationer, der skulle føre til en ydre lighed mellem de to elskere.

»Det er en kærlighedshistorie, men det er også en slags underforstået kommentar til den verden, som homoseksuelle i Hollywood måtte acceptere gennem 1900-tallet,« siger Michael Douglas.

Forholdet blev holdt hemmeligt af begge parter, indtil Liberaces død af AIDS i 1987. Entertaineren fortiede sin seksualitet under hele sin karriere, og vandt sagsanlæg mod journalister, der beskyldte ham for at være bøsse.

For Michael Douglas blev rollen som Liberace den første større opgave efter tre år med halskræften, der var tæt på at slå ham ihjel. »Behind the Candelabre« er en kraftanstrengelse fra skuespilleren, der som forberedelse til rollen blandt andet brugte mange timer på at lære at spille en rasende hurtig boogie woogie.

»Da jeg så optagelser af Liberaces ekvilibristiske klaverspil, sagde jeg til Steven, at jeg aldrig ville kunne lære at spille på den måde, men han insisterede,« siger Michael Douglas.

Resultatet af af de mange klavertimer er en genskabelse af Liberaces magnetiske tilstedeværelse på scenen. Samtidig med at Michael Douglas holder en drønende rundgang i gang på klaveret, samtaler han afslappet med sit henførte publikum, der stort set kun består af midaldrende damer. »Kig alt hvad I vil - I har jo betalt for det,« siger den pels - og pailletklædte Douglas/Liberace til publikums fryd. De eneste mænd i publikum er Matt Damons karakter Scott og dennes ledsager, der kender Liberaces seksuelle identitet. Scott udbryder spontant til sin ledsager: »Så kan det ikke blive mere gay!«, hvortil denne forskrækket tysser: »Alle her tror, han er hetero!«

»Behind the Candelabre« gør grundigt vold på Liberaces image som USAs ekcentriske hyggeonkel, men giver ham oprejsning som en mand, der gjorde alt for finde den familie og den kærlighed, som hans tilværelse som skabsbøsse ikke tillod ham.

For Michael Douglas og Matt Damon var det vigtigt, at deres karakterer ikke blev parodier på homoseksuel livsstil, og at det lykkes, er lidt af en præstation, da Liberaces verden nærmest var en lang pinkfarvet hyldest til kitsch-kulturen. For ham var det smukke altid i overstørrelse, guldbelagt eller pakket ind i hermelinpels. Michael Douglas fandt dog god støtte i instruktøren, hvis effektive arbejdsmåde gjorde det muligt for skuespillerne at foretage løbende finjusteringer af deres spillestil.

»Soderbergh har en rutine, der gør det muligt at forlade dagens optagelser, tage hjem og gå i brusebad, spise aftensmad og derefter åbne sin Ipad og se hans råklip af dagens scener,« fortæller Michael Douglas.

Efterhånden som skuespilleren fik sat sig ind i Liberaces personlighed, opdagede han, at der var andre sider end den kitschede, og den erkendelse hjalp ham til at få skabt et mere afrundet portræt af entertaineren.

»Lees camp-stil var tydeligst, når han var på scenen. I sit privatliv var han ikke specielt camp, og når han havde raserianffald, var han en kold skid - slet ikke camp overhovedet,« siger Michael Douglas.

Selvom de fleste større stjerner i Hollywood har forsøgt sig med homoseksuelle karakterroller, er det få, der har gjort det med så lidt tøj på som Michael Douglas og Matt Damon. Det afstedkom en storm af spørgsmål fra journalister, der spurgte, om der var særlige vanskeligheder forbundet med nøgne kyssescener.

»Vi havde jo læst manuskriptet. Vi vidste, hvad der ville komme op, og det var ikke et stort nummer i sig selv, da først isen var brudt. Men altså, kyssescener er lige så gennemkoreograferede som slagsmålsscener. Der skal tages hensyn til kamerastilling hele tiden, så der er meget at koncentrere sig om - man kan godt sige, at det slår romantikken ihjel,« siger Michael Douglas.

Gennem sin historie har Hollywood mange fordomsfulde film på samvittigheden, men idag er det snarere sådan, at film og TV-serier er med til at nedbryde dem, mener Michael Douglas, der blandt andet nævner musicalserien »Glee« som en en serie, hvor bøsser og lesbiske optræder som positive forbilleder.

»Lige for tiden er der vel nærmest tale om en slags overkill. Alle unger i USA elsker »Glee« - hver anden skoleelev er nærmest gay i dag. Det er et reelt fænomen, og holdningen har ændret sig meget hurtigt,« siger Michael Douglas.

At fordommene mod bøsser måske er ved at blive historie i USA, kæder skuespilleren sammen med kirkernes svigtende greb om moralen, og de samme kirkers uskønne skandalesager om sexmisbrug.

»Når kirken på en gang fremturer med fordømmelse og selv er involveret i sexmisbrugssager, tænker folk: Screw it, der er ingen andre end mig selv, der skal bestemme, hvordan jeg lever mit liv,« siger Michael Douglas.

Skuespilleren finder det en kende ironisk, at historien om USAs måske mest kendte skabsbøsse kan være med til at nedbryde fordomme, men det er ikke derfor, at han er med i filmen.

»Jeg er altid bare fokuseret på at være med i en god film. Hvis din film har et godt budskab, er det fint, men det gør ikke i sig selv en god film. Men jeg var ikke forberedt på, at filmen ville få sådan en resonans i mit liv. Det overraskede mig, som I måske selv så i går,« siger Michael Douglas med henvisning til tårerne på gårsdagens pressekonference. Han klør sig lidt forlegen på næsen.

»Der er en side af Lee, som få kender. Han nød nemlig også livet - elskede at shoppe og elskede sex. Han nød at være sig selv. Og sådan havde jeg det, da jeg kom ud af cancerafdelingen. Der var en energi, der blev sluppet løs efter nogle meget mørke år: »Endelig fri ! Endelig, endelig fri!« siger Michael Douglas, og løfter glædesstrålende sine arme op i solen, så det er journalisternes tur til at få vand i øjnene.