MEW genforenet på Northside

For snart 20 år siden blev MEW dannet på Bernadotteskolen i Hellerup. Siden forlod bassisten Johan Wohlert i næsten otte år bandet, men i lørdags blev de gamle venner genforenet under stor jubel på Northside i Århus.

Det danske rockband Mew fotograferet i og omkring deres øvelokale på Amager. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kasper Palsnov
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tårerne i øjnene på den unge pige fortæller egentlig hele historien. Det var et stort øjeblik for bandet på scenen, men et måske endnu større for de mange fans foran Northsides grønne scene sent lørdag aften.

Forinden havde bandet – nok mest for sjov – leget med forskellige ideer til, hvordan Johan Wohlerts genkonst i Mew skulle annonceres. Skulle han trækkes op på scenen som en tilsyneladende almindelig – og baskyndig – publikum eller måske dukke op ad en lagkage? I sidste ende blev det dog til det simple og ærlige: »Vi vil gerne byde Johan velkommen tilbage« efterfulgt af store kram og endnu større smil.

Jeg var ikke selv til stede lørdag aften i Århus, men det var jeg dagen før i bandets øvelokale på Amager, hvor settet blev spillet igennem en sidste gang og detaljer i hits som »Snow Brigade« og »Comforting Sounds« justeret. Og undskyld mig hvis den tilstræbte journalistiske objektivitet i de næste omtrent 1.500 ord tager en pause, for jeg har fulgt Mew til tider ganske tæt på i de seneste femten år, både privat og professionelt.

Jeg kan huske nogle af de første koncerter på Loppen i slutningen af 1990erne, et interview på Bankeråt i starten af 00erne, da de lige havde skrevet kontrakt med Sony Music, og en overnatning på gulvet i deres toværelses lejlighed i London et par år senere, da rockdrømmene blev levet ud på endeløse turnéer.

Og jeg var en lyttende flue på væggen, da de første akustiske toner fra det, der skulle blive Johan Wohlert og Pernille Rosendahls The Storm blev til under en påskeferie i Sverige, ligesom jeg også rejste et par overraskede øjenbryn, da det sidste år ikke længere kunne skjules, at Johan Wohlert var blevet en mere end almindelig regelmæssig gæst i øvelokalet.

Fem børn, huse og familievenlige biler

Tilsammen har bandet efterhånden fået fem børn, bor i huse og kører familievenlige biler. Der er kommet grå stænk i skægget og det halvlange hår, og øverne bliver nu holdt inden for normal kontortid. Men Silas Graaes trommer har sjældent været tungere, og den fræsende guitarlyd, som Johan Wohlert tog med sig til The Storm, er tilbage igen og får øregangene til at runge.

»Vi var i gang med en ny plade, men det har bare været klart sværere at skrive nye sange, siden Johan forlod emsemblet. Da vi var nået halvvejs i processen og skulle have noget bas på, var det meget oplagt at se, hvordan det ville føles at stå der sammen igen. Og da han kom ned i øvelokalet, føltes det hurtigt ligesom i gamle dage,« siger guitarist Bo Madsen om, hvad der i foråret 2013 fik ham til at ringe til Johan Wohlert.

»Vi har spillet sammen, siden vi var børn, og derfor har vi en indforståethed, som er svær at erstatte. I det øjeblik Johan trådte ind ad døren igen, var den der bare. Socialt og musikalsk var vi tilbage igen meget hurtigt med den dér gyldne opskrift, hvor man taler sammen uden at behøve sige særligt meget«

Opkaldet fra Bo kom stort set samtidig med, at Johan Wohlert efter 12 års parforhold med Pernille Rosendahl, en syv år lang karriere og to plader med The Storm skulle finde sine egne ben som musiker, single og delefar.

»Det var nogle tumultariske måneder for at sige det pænt, og jeg vidste faktisk ikke, hvad jeg skulle. Det hele skete lidt oven i hinanden,« siger Johan Wohlert.

Men når det tilsyneladende er så let og uproblematisk at være sammen igen som band, er det oplagte spørgsmål, hvorfor Johan Wohlert i det hele taget forlod bandet for otte år siden?

»Jeg følte ikke, at jeg havde noget valg. På det tidspunkt var jeg et sted i mit liv, hvor jeg var træt af rodløsheden og af, at vi aldrig vidste, hvad vi skulle tre uger frem i tiden. Jeg gik også rundt med en uforløst sangskriver i maven, som jeg ikke kunne få ud i Mew-sammenhæng, og hvis jeg havde valgt at ignorere den trang, havde jeg uden tvivl været røvbitter i dag. Jeg kommer tilbage med en helt anden afklarethed og positiv energi, fordi jeg har realiseret den del, og jeg er i dag meget mere sikker på mig selv, end jeg var dengang. Hvis jeg var blevet, havde jeg nok ikke været særligt fed at spille i band med,« siger Johan Wohlert, mens Bo Madsen indskyder:

»Ja, du var lidt træt. Men det kan man også godt forstå, for vi havde turneret non stop, og vores plader er altid meget hårde at lave, fordi vi hver gang udfordrer os selv så meget.«

Johan Wohlert: »For de andre var det nok en stor skuffelse, at jeg forlod bandet. Men det handlede mere om mig selv. Jeg har også tit tænkt på, at det lige så godt kunne have været en af de andre, som var gået, fordi de havde brug for en pause. Men i mit tilfælde kom der så også et barn oveni, og jeg var usikker på, hvordan det ville fungere.

Jeg ville ikke være en far, som aldrig var til stede, og jeg så det som et tegn på, at jeg skulle tage en pause. I årenes løb savnede jeg at spille med drengene, og jeg savnede kammeratskabet og at være en del af en gruppe, i stedet for at ansvaret i The Storm var meget på mine egne skuldre. Så på den måde er det også fedt at være tilbage i noget, hvor jeg er en del af en større maskine.

Det er trygt på en anden måde. Jeg har også ved flere lejligheder ringet til de andre og spurgt, om det ikke kunne være fedt bare at spille sammen uden andre bagtanker end glæden ved fællesskabet og de sange, vi har skrevet sammen. Når vi spiller sammen er der en power og en nødvendighed , som jeg har savnet,« siger Johan Wohlert og bliver suppleret af sin gamle skolekammerat, han har kendt siden sjette klasse på Bernadotteskolen:

»Selvom det havde trukket op til det i lang, skete det meget pludseligt, da Johan forlod bandet. Det var i starten meget mærkeligt, men det er klart, at vi andre tre bagefter rykkede tættere sammen og tænkte: »fint nok, så kan han også bare have det så godt«, for det var en form for broderskab, der gik i stykker. Når jeg ser tilbage, kan jeg fuldstændig forstå Johan, men det handler om, at vi er vokset op sammen og har startet et band sammen.

Vi satte ud på en rejse, og på et tidspunkt kommer der kærester og siden børn, så på et eller andet tidspunkt skal der ske en form for opsplitning. Man kan ikke bare være drenge resten af livet. Den overgang er svær for mange orkestre, og der er mange, som ikke overlever det skift. Hvis man til gengæld klarer den over på den anden side og har etableret en familie og et liv uden for bandet, så tror jeg også, at man har et stærkt udgangspunkt for at blive ved,« siger Bo Madsen.

Johan Wohlert: »Det er imod alle odds, at vi stadigvæk er sammen, men jo ældre man bliver, desto mere bliver man glad for, hvad man har sammen og værner mere om det. Vi har en anden bevidsthed om det smukke, vi har skabt, og så har det vist sig, at det samtidig er en levevej, så vi kan blive ved med at leve i den her Peter Pan-verden. Menneskeligt står vi også mere det samme sted, fordi tre af os nu har fået børn og et andet perspektiv på tingene. Vi har et liv uden for det her band, mens verden, når man er ung, bliver set gennem bandtes briller og ofte bliver et meget lille og snævert sted.«

Solfaktor frem for coolfaktor

Senere dirigerer fotografen rundt med de fire bandmedlemmer, som tålmodigt poserer med solbriller, der nu er mere for solfaktoren end coolfaktorens skyld. Men på trods af sine åbenlyst fotogene kvaliteter har Mew aldrig leflet for noget eller valgt de lette løsninger musikalsk.

Sangene er fulde af komplekse strukturer, og Jonas Bjerres tekster ikke altid lige forståelige. Alligevel har bandet gennem årene opbygget trofaste fanbaser så forskellige steder som Japan, Norge og Indonesien, kan spille udsolgte koncerter i England og USA og fanklubben tæller et par hundrede tusinde medlemmer.

»Selvom det ikke er optimalt at sidde på den anden side af Jorden, når man har børn derhjemme, så er det en stor del af vores virke at tage rundt i verden. Vi nyder at komme ud og møde fans fra hele verden, som musikken har betydet noget for. Det er en stærk følelse, fordi man oplever et fællesskab, som rækker ud over ens nærmeste,« siger Bo Madsen.

Da Mew i 2001 underskrev en international pladekontrakt med det Sony-ejede Columbia og udgav det internationale album »Frengers« – med genindspilninger af numrene fra deres to første plader – var det i de sidste velmagtsdage, inden pladebranchen i de følgende år begyndte at falde sammen.

Siden blev kontrakten rykket til Sonys søsterselskab i USA, men da Sony de seneste fire år er blevet »a house on fire,« som Bo Madsen udtrykker det, blev parterne efter den seneste plade, »No more stories«, enige om at gå hver til sit.

Bo Madsen: »Idéen om at være på et stort selskab forsvandt fuldstændig, så vi ønskede at blive fri for vores forpligtelser, og heldigvis var Sony indstillet på det samme. Vi har altid haft et sindssygt godt forhold til Rob Stringer, som var chef for Sony i England og tog vores kontrakt med til USA, da han blev chef derovre, og vores erfaring har vist, at tingene går meget bedre, når dem man arbejder sammen med har et dedikeret forhold til musikken ud over tallene på bundlinjen. Derfor er vores nye strategi at producere pladen selv og bagefter finde nogle at arbejde sammen med om udgivelsen.

Vi kan netop bruge det til noget, at musikbranchen har ændret sig, for nu kan vi få musikken ud til folk via andre projekter. Det er sket en demokratisering af musikbranchen, så dem, der har noget at byde på, skal nok komme til at skinne,« siger han og nævner bandets samarbejde med B&O, som sammen med bandet skabte den interaktive musikapp »Sensory Places«.

»Hvis man tager sig tiden til det, kan man lave mange gode projekter, og det vil være produktet i sig selv, som afgør, om det har en berettigelse, i stedet for en eller anden marketingchef på 27. etage i New York. I forvejen er vi et band, som tjener størstedelen af vores penge på koncerter, og vi har en stor fanbase af mennesker, som har opdaget vores musik selv, så jeg tror egentlig ikke, at det betyder noget, hvordan man udgiver musik i dag.

Men alt det er fremtid. Lige nu gælder det bandet og venskabet, som har varet i over 30 år: »Jeg er ret nostalgisk anlagt og værner meget om min historie. Jeg har mange venner fra min barndom og ungdom og har altid følt, at hvis jeg mistede dette orkester, ville jeg miste en stor del af min egen historie. Det ville være meget trist. Så jeg håber, at vi altid vil have Mew. Om det så bare er for hyggens skyld, når vi en dag bliver gamle,« siger Bo Madsen.