Mette Blomsterberg har det bedst, når der er styr på tingene: »Men det er bestemt ikke det samme, som at mit liv er perfekt og stringent«

Så er det sagt: Visse spørgsmål er evigt aktuelle. Hver uge stiller vi nogle af dem til en kendt dansker. I dag konditor Mette Blomsterberg, der sjældent fortryder noget, og som har det svært med dovenskab.

Mette Blomsterberg fandt tidligt i livet ud af, at hun ville være konditor og har delt ud af sin viden i tv-programmer som »Det søde liv« og »Den store bagedyst«. Her fra Ålsgårde i Nordsjælland, hvor hun bor med sin mand og sine to døtre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg

Hvornår gik det op for dig, at du havde talent?
»For mig handler talent i høj grad om at blive anerkendt for det, man er god til – man kan jo sagtens selv synes, at man har talent, uden at andre har opdaget det. Jeg er altid blevet anerkendt for at gøre mig umage, uanset hvad jeg har kastet mig over. Det er en egenskab, der passer som fod i hose med mit fag – det fik jeg bekræftet allerede i 8. klasse, hvor jeg var i erhvervspraktik som konditor. Det kan lyde så yndigt og smukt at kreere skønne kager hele dagen, men det kræver en enorm disciplin. Det er ikke gjort med talent alene. Det forveksler nogle lidt.«

Hvad har formet dig mest som menneske?
»At blive opdraget til at være et selvstændigt individ. Man kan sagtens give børn ansvar. Det kan selvfølgelig tippe over, men det er vigtigt at kunne sige: »Jeg regner med dig – det kan du sagtens klare«. Sådan er jeg selv vokset op, og det har jeg givet videre til mine to døtre. De er da lige så forkælede som alle andre, og det skal de være, hvis du spørger mig. De skal øses til i kærlighed, til de stort set kaster op, men det er ikke det samme som at lære dem, at de ikke kan tænke selv. Man fratager dem noget, hvis man ikke forventer noget af dem

»Jeg fortryder sjældent noget,« siger Mette Blomsterberg, som tror på, at alt sker af en årsag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

Hvad var dit livs vigtigste telefonsamtale?
»Min svigerinde var meget kræftsyg. Der gik kun fem måneder, fra hun fik diagnosen, til hun døde. Jeg husker den sensommeraften i 2007, hvor jeg blev ringet op af min bror Michael. Han sagde, at det var nu, han skulle fortælle deres drenge, at deres mors tarme ikke virkede mere, og at hun ville dø i løbet af de næste dage. Han kunne ikke, så han bad mig komme forbi og være der hos dem. Jeg har altid været meget tæt med min bror og hans kone og børn. Jeg tog selvfølgelig derover og var i huset, da han gav dem den værst tænkelige besked.«

»Mine døtre begyndte at græde, da jeg gik – jeg havde været ret meget væk i den periode, og vi var jo også selv ulykkelige over situationen. Men selv om de havde brug for mig, var der noget, der var vigtigere lige der. Min bror og hans drenge havde brug for mig. Pigernes far var der 100 procent for dem, men jeg måtte afsted. Det var en vigtig lektion, også for dem. At nogle gange er det nødvendigt at prioritere andre mennesker over sig selv, også når det kan virke hårdt.«

Hvis du kunne gå tilbage i tiden og give dig selv et råd som teenager – hvad skulle det så være?
»Jeg var en usædvanlig teenager. Jeg fik min første seriøse kæreste meget tidligt, så vi blev sådan lidt hr. og fru Danmark. Jeg gik i lære som konditor, da jeg var 16 år, og jeg elskede mit arbejde og ville bare være rigtig dygtig. Jeg arbejdede hver lørdag, og det betød, at når de andre festede, gik jeg tidligt hjem, kyssede min kæreste godnat og stod op klokken 04.30. Nogle vil synes, at jeg gik glip af en masse, men sådan havde jeg det ikke. Jeg gik ikke glip af noget som helst. Jeg elskede det. Jeg var måske så pokkers heldig, at jeg fandt min faglige hylde meget tidligt. Jeg kunne mærke, at det var rigtigt, så jeg ville ikke råde mig selv til at gøre noget anderledes.«

Dovenskab og ligegyldighed provokerer noget i Mette Blomsterberg: »Jeg hader for eksempel ordene ‘gider ikke’,« fortæller hun. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

Hvad er det mest luksuriøse, du nogensinde har købt til dig selv?
»For mange år siden tog vi til Maldiverne. Det var luksus på en helt vild måde. Vi boede i sådan nogle hytter ude på broer, og for cirka hver 20. meter var der en smukt udskåret træspand, hvorfra man med en træøse kunne øse koldt vand på sine brandvarme fødder. Udsigten, naturen og stilheden, som engang imellem blev brudt af regn og rusk, inden himlen blev blå igen, var helt fantastisk. Jeg græd faktisk, da vi skulle hjem. Oplevelsen havde simpelthen indfriet vores høje forventninger – gange 100. Hvis jeg vågner en nat og ikke kan sove, tænker jeg på at gå på bare tæer på broen, lytte til vandet og mindes det utroligt smukke syn.«

Hvad er den største løgn, vi fortæller hinanden om kærlighed?
»At kærligheden tåler alt. Det vil jeg gerne tro på, men det gør den ikke. Jeg havde en bror, Morten, som jeg elskede over alt på jorden, men han havde besluttet, at hans bedste ven var noget, der kom ud af en flaske. Jeg er ikke i tvivl om, at han elskede mig, men han elskede bare noget andet mere, og derfor var jeg nødt til at bryde kontakten med ham, ellers ville det ødelægge mig. Så at sige, at noget tåler alt – det tror jeg er alt for store ord. Man må ikke tage kærlighed for givet.«

»Det er ikke ret tit, jeg synes, tiden står stille, men det gjorde den lige der,« fortæller Mette Blomsterberg om sine børns fødsler. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

Hvad er dit mest værdifulde minde?
»Begge gange jeg havde født mine døtre og oplevede, at der lå et lille færdigt, funktionsdygtigt og velskabt menneske på min mave. Et menneske, som min mand og jeg havde skabt. Det er jeg heldig at have oplevet to gange. Det slår alt. Det er ikke ret tit, jeg synes, tiden står stille, men det gjorde den lige der.«

– og dit mest smertefulde?
»Min bror Mortens bisættelse sidste år. Det var så forkert og så ærgerligt og meningsløst, at han – synes jeg – havde forspildt alt for mange år af sit liv. Han var et fantastisk og klogt menneske. Vores liv sammen kunne være blevet noget andet. Han ville så gerne ud af det, men kunne ikke. Det gjorde så ufatteligt ondt.«

Hvad er dit livs største fortrydelse?
»Jeg fortryder sjældent noget. Det er ikke det samme, som at alle de beslutninger, jeg har truffet, eller handlinger, jeg har fuldført, har været gode, eller at alt, hvad jeg har kastet mig ud i, er gået godt. Men det har været det rigtige i øjeblikket. Jeg er generelt et ret velovervejet menneske, og jeg siger kun ja, hvis det føles rigtigt. Og så tror jeg på, at alting sker af en årsag – også når det ikke nødvendigvis går godt.«

Mette Blomsterberg var det, hun kalder en usædvanlig teenager. Da de andre gik til fest, stod hun tidligt op lørdag morgen for at tage på arbejde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

Hvad har du lært af at blive ældre?
»Jeg har altid været god til at at mærke efter, men jeg er helt klart blevet bedre til at efterleve det, jeg mærker. At sige, når der er noget, jeg ikke har lyst til. Det kan også være noget hyggeligt som socialt samvær, hvilket jeg ellers elsker, men jeg er blevet meget skarp til at vælge til og fra.«

Hvilken bog har haft afgørende betydning for dig – og hvordan?
»Betty Mahmoodys »Ikke uden min datter«. Jeg læste den, da jeg var 18-20 år. I den periode kørte jeg meget med bus, og jeg kan huske, at jeg kørte for langt, fordi jeg var så opslugt af bogen. Jeg var ung og troede måske lidt blindt på kærligheden, men her fandt jeg ud af, at den også kan være et farligt bekendtskab. Nu er det her en ekstrem historie, men det foregår jo stadig. Mange mennesker lever i farlige relationer – og her tænker jeg ikke kun på forhold med blandede religioner. Så for mig var det er en meget lærerig bog.«

Hvad må man ikke udsætte dig for?
»Dovenskab og ligegyldighed provokerer noget i mig. Jeg hader for eksempel ordene »gider ikke«. Det har noget ladt og dovent over sig og signalerer, at man stikker af fra pligterne. Det er helt okay at sige fra, hvis man ikke har lyst, eller sige, at det ikke interesserer én, men ladhed – det er jeg ikke god til. Selvfølgelig skal man have sine åndehuller – jeg elsker selv at tage en lur på sofaen, men det handler meget om attitude. Giv nu bare lidt selv. Jeg lover, at du får noget tilbage. Beslut dig for at få en fed dag – så får andre det sikkert også, for det smitter så dejligt. Alle de døre, der har åbnet sig for mig i mit liv, har åbnet sig, fordi jeg har taget imod verden med et smil og budt ind med mig selv. Det handler om at tage ansvar for sit eget liv.«

Mette Blomsterberg har boet i Ålsgårde i en årrække og bruger naturen flittigt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

Har du et ar, der fortæller en særlig historie?
»Da jeg var cirka 10-12 år, legede vi en kysse-fangeleg, og der var en dreng, som jeg bare gerne ville kysse. De der amoriner går jo i gang ret tidligt – for nogles vedkommende. Jeg fik ham trængt op i en krog, og så kastede han en tyk pind i hovedet på mig. Så det blev aldrig til et kys, men en tur på skadestuen. Og et ar mellem øjenbrynene.«

Hvad misforstår folk oftest ved dig?
»Der er den faglige Mette, som er stringent, ordentlig og perfektionistisk. Alt det, der rimer på konditor. Sådan er jeg også langt hen ad vejen som privatperson. Jeg har det helt klart bedst, når der er styr på tingene, men det er bestemt ikke det samme, som at mit liv er perfekt og stringent, at alt står snorlige, og at vi spiser trerettersmenuer hver dag. Og heldigvis for det. Jeg har masser af rod i mit liv, men fik jeg en tryllestav, ville jeg bruge den til at rydde op i alle mine skabe. For når der er ryddet op, synes jeg, at det er fantastisk. Men jeg er gudskelov bare et helt almindeligt menneske med daglige udfordringer, dårlige hårdage og en ægtemand, som indimellem ikke forstår en fløjtende fis.«

»Giv nu bare lidt selv. Jeg lover, at du får noget tilbage. Beslut dig for at få en fed dag – så får andre det sikkert også, for det smitter så dejligt,« siger Mette Blomsterberg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

Hvis du kunne skrive din egen nekrolog, hvad skulle der så stå i den?
»Hun samlede de mennesker, der betød noget for hende. Hun var familiens samlingspunkt. Hun lærte danskerne – og gav dem lyst til – at bage. Hun fik børnene i køkkenet. Det kan godt være, at hun fik dem listet derud med kager og søde sager, men det gjorde det nemmere at få dem til at lave hjemmelavet mad. Det er et aftryk, jeg vil være stolt af at efterlade.«