Metallica aflyser koncert i København

Fredag aften d. 3. februar 2017- - Metallica indvier Royal Arena med udsolgt koncert. (Foto: Nils Meilvang/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

James Hetfields helbred og stemme har det ikke godt, så lægen har forbudt Metallica-frontmanden at synge.

Metallica aflyser koncerten i København søndag, skriver bandet på sin Facebook-side.

Det skyldes, at forsanger James Hetfield er ramt af sygdom. Han er blevet tilset af en læge, der har givet ham strenge ordrer om ikke at synge.

Søndagens koncert i Royal Arena i København er udskudt til 2. september, skriver Metallica i meddelelsen.

Det er den anden af i alt fire koncerter, bandet er hyret til at spille i København.

- Vores uge her i København er noget, som vi har markeret i kalenderen gennem lang tid som en særlig begivenhed, ikke kun for vores venner i Danmark, men også for os, skriver Metallica.

Metal-legenderne indviede Københavns nye arena lørdag aften med en koncert, hvor Hetfield undervejs undskyldte over for publikum, at hans stemme ikke var helt på toppen.

- Vi ved, at mange af jer har lagt rejseplaner for at tilbringe weekenden sammen med os, og vi er meget kede af den ulejlighed, dette vil forårsage, skriver Metallica til sine fans.