Mesterlig tysk TV-serie dykker ned i Berlins underverden fem minutter før nazismens ragnarok

»Babylon Berlin« er den hidtil dyreste ikke-engelsksprogede serie, og udmærker sig ved en tætvævet krimihistorie og et panorama af autentiske miljøer fra de dekadente 1920ere i Berlin.

»Babylon Berlin« byder blandt andet på en rundtur i 1920ernes pornomiljø i Berlin. Fold sammen
Læs mere
Foto: DR2

Er man fan af historie, af Berlin eller bare af gennemarbejdede TV-serier, bør man de kommende onsdag aftener tænde for DR2s nye serie, den tyske »Babylon Berlin«. Men vær parat til at blive overrasket.

Som biografgænger og TV-seer er man så vant til at se europæisk historie fortolket af Hollywood, at man er blevet døv over for anakronismerne, justeringerne og knæfaldene for et amerikansk publikum. Derfor er det første indtryk af den tyske storserie »Babylon Berlin«, der fremover vises onsdage på DR, paradoksalt nok næsten et indtryk af fremmedartethed, da det er sjældent, at amerikanske filmskabere får fat i de detaljer, som får denne serie til at føles så autentisk.

Vi er i 1929 i den tyske hovedstad, hvor bundløs (og topløs) dekadence trives side om side med de første tendenser til totalitarisme, og i passager føles det nærmest, som om man selv er blevet indlejret i serien. Vi er de øjne, der glider rundt på de toppede brosten og stiger ned i røgfyldte kælderværtshuse eller bliver lukket ind i den guldrandede art deco-natklub, hvor eliten eksperimenterer med kokain og kønsidentitet.

Det er den hidtil dyreste TV-serie, der er indspillet på et andet sprog end engelsk, og rigtig mange af budgettets 300 millioner kroner er placeret foran kameraet, uden at det føles som anmassende blær. Om det så er maden, er der tænkt over signalværdien: fra de fattiges blodpølse, over middelklassens knödel til overklassens marinerede kæmpeblæksprutter.

At det samtidig er lykkedes at udstyre serien med et tætvævet krimiplot, der får det babylonske billedtæppe til at hænge sammen i sømmene og seeren til at hænge på, er næsten et mirakel, der sjældent lykkes for film- og serieskabere. Den nye, amerikanske Netflix-serie »The Alienist«, der foregår i New York i 1890erne, udforsker samme slags syfilitiske storbymiljø, men lykkes aldrig med at blive mere end et udstillingsvindue for kostumer og interiører.

I »Babylon Berlin« er Gereon Rath (spillet af Volker Bruch) en politimand fra Köln, der bliver ansat i Berlins sædelighedspoliti, der slås med nymodens fænomener som pornofilmsfabrikanter og swingerklubber.

Rath spiller ikke selv med åbne kort, idet han skjuler en morfinafhængighed, der skal holde et skyttegravstraume på afstand. Alene det bringer ham i fare for at blive udstødt af politikorpset, hvor veteraner fra Den Store Krig bliver fyret, hvis de ikke kan tøjle deres indre granatchok.

Samtidig er Rath også katolik, hvilket forekommer som en barok måde at lave en såkaldt »fejlbarlig helt«. Det bliver spændende at se, hvordan Raths religion bliver udfordret i de kommende afsnit af det Sodoma og Gomorra, han er havnet i. Og der lægges hårdt ud: Raths første razzia er rettet mod en filmstudie, hvor de tilsyneladende indspiller en pornografisk version af juleevangeliet.

I filmstudiet finder Rath også første spor i en hemmelig mission, han er blevet tildelt af bystyret i Köln. Han skal opspore og destruere en filmoptagelse fra et SM-bordel, der bliver brugt til at afpresse en prominent politiker.

Fra højre er det seriens hovedkarakter Gereon Rath (Volker Bruch) og Bruno Wolther (Peter Kurth), der afhører to mistænkte i første afsnit af »Babylon Berlin«. Fold sammen
Læs mere

Rejsen ned i byens malstrøm fortsætter og undervejs opdager man et andet træk ved »Babylon Berlin«, der gør serien til et fornøjeligt afbræk fra gennemsnitlige streamingprodukter, nemlig seriens brug af skuespillere med fjæs og falleret kropsbygning, der passer til tidsbilledet. Her er tandløse grin under hvalrosoverskæg, fedtede pandekrøller og bævrende dobbelthager. Raths makker i sædelighedsafdelingen, den Robert Mitchum-lignende kummefryser Bruno Wolther (Peter Kurth), er et godt eksempel. Han er også et symbol på Weimarrepublikkens skrøbelige retstilstande, idet han bruger »fysisk overtalelse« under forhør. Gereons anden makker bliver givetvis politisekretær Charlotte Ritter (Liv Lisa Fries), der arkiverer fotos af maltrakterede mordofre om dagen, samtidig med at hun er prostitueret i en højoktan natklub.

I klubben afrundes første episode med et ny-gotisk dragnummer, der er lige inspireret af Bob Fosses »Cabaret« og Baz Luhrmans »Moulin Rouge«. I nummerets klimaks standser musikken, mens de dansende fryser i deres positioner, som var de selv pludseligt blevet opmærksomme på, at de står på kanten af afgrunden, fem minutter før nazismens ragnarok.

Onsdage kl 20.00 på DR2. Serien kan også streames fra Yousees TV-arkiv