Mere, vildere, bedre

Søren Kassebeer, litteraturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Som man kan læse et andet sted på denne side, bliver vi læsere stille og roligt genberiget med ellers svært opdrivelige skrifter af Dan Turèll, hvis look og attitude som bekendt gjorde, at han blev nærmest folkekær. (Hvis man ellers kan lide det udtryk, jeg kan ikke, men det blev han altså, nærmest). Og af en mand, som ikke bare nød denne, for en moderne digter usædvanlige status, men også var et originalt fornyende ordmenneske.

Et meget sympatisk udgiverinitiativ, synes jeg. Dels fordi Dan Turèll er værd at både læse og genlæse. Dels, og ikke mindst, fordi det er pinedød nødvendigt for vores forståelse af og værdsættelse af og relevante nydning af den aktuelle litteratur, vi ellers går og læser, at denne aktuelle litteratur i det hele taget sættes i perpektiv, kronologisk og geografisk.

Har man for eksempel læst x antal nye danske romaner, bliver man let lullet ind i en forestilling om, at de ligesom sætter standarden for, hvad god litteratur er. Man glemmer at huske, at hvor mange udmærkede nye danske romaner, der så ellers bliver udgivet, så er der (næsten) altid noget i fortiden eller et andet sted eller begge dele, der rykker mere og vildere og bedre.

Klassikere, måske. Eller måske »bare« litteratur, som ikke har opnået klassikerstatus (et andet udtryk, som jeg egentlig heller ikke bryder mig om), men som alligevel rager indlysende meget højere op og rækker indlysende meget længere ud end så meget andet. Når først man har fået øje på den.

Dan Turèll er én af dem, der, når han er bedst, gør netop dét. Og det er der selvfølgelig mange andre, der også gør, og de skal også helst være tilgængelige, og det gør ikke noget, hvis den litteratur, der er eller bliver gjort tilgængelig, ligger uden for det indlysendes sfære. Vi vil gerne overraskes. På den gode måde. Også litterært.

For et par dage siden læste jeg en ny udgivelse, Rigmor Kappel Schmidts brillante oversættelse af César Airas to små romaner »Varama« og »Litteraturkonferencen«.

César hvem? vil de fleste danske normallæsere, inklusive jeg selv, nok spørge, når vi første gang hører navnet nævnt, men han kommer også helt ovre fra Argentina, og han er ikke i samme relativt letlæste kategori som en vis anden sydamerikaner, Isabel Allende, der i 2012 blev hædret med den mærkeligt overflødige og snart igen aktuelle odenseanske kulturpris Hans Christian Andersen Literature Award.

Næh, César Aira er noget så herligt og indbydende som en forfatter, der rykker ved vores almindelige forestillinger om, hvad skønlitteratur er. Det gør han ved ikke at forfatte romaner, hvor noget eller ret meget går op. Ved så at sige at lade skriften tage over og bestemme farten og retningen. Ved ikke at se sine romaner som i traditionel forstand afsluttede, men som dele af en fortløbende proces.

Hvis det lyder sært, så er det i hvert fald også vildt sjovt. Og godt. Og værd at dyrke. Som Dan Turèll og så meget andet. For ens egen fornøjelses skyld. Og for perspektivets.