Mere svingende end swingende

Band of Horses. Et sublimt øjeblik lyste op på en ellers jævn rockaften med Band of Horses.

Sangeren Benjamin Bridwell i spidsen for Band of Horses i Store Vega. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Brasen

Halvlangt hår, tæt fuldskæg og et par blåsorte tatoveringer bag trykknapperne på den ternede skjorte. Manden midt på scenen kunne snildt være en vildfaren skovhugger eller en biker, man ikke ønsker at komme alt for tæt på. Benjamin Bridwell er nu ingen af delene, men derimod en af den yngre rockscenes mest lovende sangere og sangskrivere.

Sammen med resten af Band of Horses har han stået for albummet »Everything All the Time« og den aktuelle »Cease to Begin«, der begge excellerer i et udtryk, som umærkeligt knytter det sarte, sørgmodige og indadvendte til det muskuløse, forblæste og udadvendte.

Denne sirligt sammensatte sangkreds, der gør sig så umådelig godt hjemme på anlægget, skulle tirsdag aften stå sin prøve i Store Vegas kultiverede rum, som synes at ligge omtrent et lysår fra lillebyen Mount Pleasant i South Carolina, hvor trioen kommer fra.

Og luften var da også ladet med løfter om noget stort og anderledes, da »Monsters« åbnede aftenen og slog sine første lyriske sving under Bridwells pedal-steel og orkestrets stilfærdige tilføjelser. Siden fulgte sange som »Is There a Ghost«, »Cigarettes, Wedding Bands« og »Ode to LRC«, der tog sig udmærket ud, men dog aldrig for alvor tryllebandt den udsolgte sal.

Bjergtagende begravelse
Samme skæbne overgik fortolkningerne af J.J. Cales »Thirteen Days«, Creedence Clearwater Revivals »Effigy« samt Keith Richards’ og Mick Jaggers »Act Together«. Og at man godt kan tillade sig at kræve mere end det jævne af Bridwells foretagende, stod tindrende klart, da »The Funeral« åbenbarede sig to tredjedele inde i sættet. Her løb det indledningsvise guitarmønster som en lysende sølvtråd mellem de bjergtagne tilhørere for øjeblikke senere at blive opløst i brusende kaskader af støj og melodisk susen. Det var simpelthen smertende smukt, og oplevelsen fik det sidste nøk, da Bridwell sang »I’m coming up only to hold you under« med et suverænt blend af sødme og sørgmodighed.

»Our sweetest songs are those that tell of the saddest thoughts«, skrev den romantiske lyriker P.B. Shelley i 1821, og »The Funeral« underbyggede påstanden på tværs af århundreder. Nej, Band of Horses kommer næppe nogensinde til at lave et bedre nummer end netop dette, og i København havde orkestret heller ikke rigtig held med at få seriøse kandidater som »Wicked Gil« og »The Great Salt Lake« op på det niveau, hvor støj og stilhed skaber en egen selvforglemmende dynamik.

Aftenen var således mere svingende end egentlig swingende, og lur mig, om ikke også Band of Horses havde glemt den, da tourbussen kørte ud af byen. Men det sublime blev altså strejfet i et enkelt glimt, og det kan vise sig at være det hele værd, når koncerten går fra oplevelse til erindring. Man har lov at håbe.