Mere end en myte

Hvorfor har Michael Poulsen aldrig været i USA, når han netop har skrevet et album med sange fra hjertet af Amerika? Hvorfor kan han fra scenen glemme, hvilket land han står i, og hvorfor er medlemmerne af VOLBEAT stoppet med at tage billeder på landevejen? Forsanger Michael Poulsen føjer med sine svar facetter til myten om sex, drugs & rock’n’roll.

En uge efter sin fars død tidligere på året fik Michael Poulsen tatoveret sine forældres navne, Jørn og Else, med et bogstav på hver finger undtagen tommelfingeren. »Det var lige inden, vi igen startede touren, så første gang jeg slog strengene an efter hans død, kunne han være med mig,« siger Michael Poulsen, der er fotograferet på Assistens Kirkegård. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter en hel dags snak med spørgelystne journalister og appelsinjuice til kvalmegrænsen på en café på Nørrebrogade vil forsangeren i det succesombruste danske band Volbeat gerne have lidt frisk luft og ikke mindst forsikre sig om, at Saaben på Kapelvej ikke er blevet opdaget af en fiks parkeringsvagt. Selv en rockstjerne med en krop, der er et helt galleri af tatoveringer og et udtryk på scenen, der med dobbeltpedal på trommerne og forvrængede guitarer mildest talt ikke appellerer til sarte sjæle, kan bekymre sig om en parkeringsbøde. Sex, drugs & rock’n’roll-forestillingen lider snart endnu et knæk, da Michael Poulsen fortæller om, hvorfor han aldrig har besøgt det land, hvor han har hentet sin største inspiration, USA.

»Jeg har altid haft det sådan, at det skulle være på det helt rigtige tidspunkt. Selvfølgelig skal jeg over for at se Memphis, Graceland og alle de andre steder, hvor Elvis har levet. Jeg skal da rundt på snuskede barer, hvor fugten driver ned ad væggene, og der sidder en bluesmusikant uden tænder og vræler. Det skal opleves, men det skal også være på et tidspunkt, hvor jeg har det mentale overskud. Hvor der er ro til at gøre det, og følelsen er god, så indtrykkene rammer mig på den rigtige måde.«

For sådan er han også. Tænksom og reflekteret. Undskylder på et tidspunkt sit »forfærdelige sprog« og går med sin dansk-svenske gårdhund i en rød snor.

»Sådan én som Buster Larsen har i Matador,« siger han og peger på det tålmodige, lille væsen, der har taget plads for foden af trappestenen uden for Assistens Kirkegård, hvor snakken fortsætter med personligheder som Søren Kierkegaard og H.C. Andersen i ryggen. Herfra kan Michael Poulsen holde øje med sin bil.

På samme måde som mennesket er musikken svær at placere i en bestemt kasse. Volbeats tredje album er netop udkommet, og meldingen er den samme som hidtil: Bandet ønsker ikke at sætte mærkat på sin musik. Genrer er ligegyldige, og det brede publikum er mere end velkomment.

»Der er rockabillies, metalhoveder, ham fra banken og hende fra pølsevognen,« siger Michael Poulsen.

På jagt efter guleroden
Syv sange på den nye plade er en del af samme historie. Syv skudhuller i en ukendt mand i en ukendt Cadillac et ukendt sted i det USA, han aldrig har besøgt. Den fiktive by Ten House City er derfra ramme om manden i Cadillacens jagt på sine mislykkede bødler. Sammen med sit hævngerrige slæng optræder albummets hovedperson i orkestret Guitar Gangsters & Cadillac Blood, der er et dække for gruppens egentlige og mere drabelige motiver. Nu kan Michael Poulsen selv træde ind i myten, efter at amerikanske radiostationer har taget vel imod gruppens forrige album, der for nylig er udkommet over there. Volbeat planlægger en tour i begyndelsen af det nye år, og endelig kan Michael Poulsen få besøgt landet, hvor de lidt uventede forbilleder, Elvis Presley, Johnny Cash og Little Richard havde hjemme.

»Mange af mine drømme er gået i opfyldelse med Volbeat med alt det, vi har opnået, og hvor vi er på vej hen. Men nogle gange styrer man ikke selv skæbnen, og drømme går i opfyldelse, inden man har set sig om. Andre gange jagter man stadig guleroden,« siger Michael Poulsen med et smil.

Og det er gået stærkt. Når en ung Michael Poulsen for ikke så mange år siden stod i K.B. Hallen og så sine helte på scenen, kunne han godt blive arrig, hvis forsangeren tiltalte publikum med et Roskilllddeee, når band og publikum nu engang befandt sig i København. Hundredvis af koncerter senere kan frontfiguren bedre leve sig ind i forvirringen, der dengang fik ham til at tænke »hvor smart er du, din klaphat?«.

»Lige pludselig forstår man det, når man tager på en rigtig lang turné, hvor man spiller i så mange forskellige lande og byer. På et tidspunkt mister man overblikket. Efter et par numre plejer jeg at begynde at snakke til publikum, og på et tidspunkt stod jeg i det øjeblik uden at ane, hvor vi var. Jeg vendte mig mod vores trommeslager og spurgte ham, vendte mig igen og skreg: ’Switzerland, how are you doing?’,« siger Michael Poulsen og fortsætter:

»Tingene kan gå uhyggelig hurtigt. Man spiller hver dag, ofte i et nyt land. Det er det samme, man gør. Ankommer, får noget at æde, giver et interview eller to og laver lydprøve. Så kobler man af med lidt søvn, inden man skal på scenen, og så vågner man op og har glemt, hvor fanden man er.«

I Frankrig eller Glumsø
På rejserne rundt i Europa har Michael Poulsen skrevet de fleste tekster og melodier på albummet Guitar Gangsters & Cadillac Blood. I tourbussen med sin miniforstærker i bæltespændet og mobiltelefonen som optager er sangene blevet foreviget. Sådan fyldes tiden ud i en hverdag, der på landevejen er fyldt med gentagelser.

»Vi er stoppet med at fotografere, for det blev efterhånden de samme billeder, vi kom hjem med. Om vi var i Frankrig eller Glumsø var billederne ens: Tre stoddere, der gav en fuckfinger eller bare skabte sig. Jeg har ikke brug for en mappe med 100 billeder, der ser sådan ud,« siger Michael Poulsen.

Men der skal mere end gentagelser til at gøre rockstjerne-tilværelsen sur for danske Volbeat. Fødderne er plantet solidt i den vestsjællandske muld, og taknemmeligheden er stor, når medlemmerne i en stille stund fordøjer de mange fælles oplevelser.

»Der er rigtig mange gode minder. Når vi endelig har lidt tid, sætter vi os ned og er sammen, uden at det hele skal være så professionelt. Der skal være tid til, at vi kan nyde det, få en ordentlig kop øl og noget whiskey og snakke om de ting, vi har oplevet. Det er skidehyggeligt, for det er dér, vi slapper 100 procent af, når vi ikke skal leve op til eller bevise noget og hverken kommandere eller lytte til nogen. Bare sidde blandt venner og spole tilbage. Det er dejligt.«

Han rejser sig fra trappestenen, takker for en hyggelig snak og sætter sig ind i bilen. Tilbage på rockens landevej uden hverken parkeringsbøde eller whiskey-flaske i hånden.