Mens vi venter på fortællingens genkomst

I første årti i det nye årtusinde er der krise i dansk litteratur, mener Christian B. Korsgaard. Læreren, anmelderen og forlæggeren mener, vi hænger i en postmodernistisk sump, arvet fra 1990erne. Vejen ud af sumpen? At Jan Sonnergaard en dag vil udgive en roman, for så vil fortællingen igen få vind i sejlene!

»De danske bøger, jeg har læst i dette nye årtusinde, er i større eller mindre grad kendetegnet af en form for overrefleksion,« siger Christian B. Korsgaard. Foto: Claus Bjørn Larsen Fold sammen
Læs mere

Hvor befinder den danske litteratur sig lige nu? Hvor er den på vej hen? Hvad vil set i bagklogskabens klare lys ende med at kendetegne det litterære danske årti, som vi lige nu befinder os i?

»Man kan anlægge to perspektiver, hvis man vil svare på spørgsmålene,« siger manden, som vi har bedt om at svare. Det er en mand, der kender dansk litteratur som både underviser, skribent og udgiver. Det er gymnasielæreren, anmelderen og forlæggeren Christian B. Korsgaard.

»Man kan for det første kigge på en given periode, f.eks. et år, og se, hvilke bøger der var populære, hvad det var, der solgte, hvad folk læste, hvad de snakkede om. Herefter kan man konstatere, at sidste år modtog Knud Romer BG Banks Debutantpris for »Den som blinker er bange for døden«, og det var fint nok, og forrige år var det Morten Ramsland, der fik stor succes med »Hundehoved.« Osv.. Det er det, jeg vil kalde markedsperspektivet. Man kan for det andet, og nok så interessant, se på, hvor de lange linjer ligger. Det kan man gøre ved at kigge tilbage på 90erne og endnu længere tilbage og ved samtidig at forsøge at se fremad. Det er det kanoniske perspektiv. Men det er også langt sværere at få hold på.«

Hvorfor?

»Fordi det kanoniske, hvad samtidslitteraturen angår, slet ikke er afgjort endnu. Samtidslitteraturen rummer en masse muligheder. Der er rigtig mange gode forfattere, der laver rigtig mange gode og meget forskellige bøger, men fællestrækkene kan være svære at se, og det er ikke til at sige, hvilke bøger der vil blive husket om 10, 30 eller 50 år. Det er heller ikke til at sige, hvilke forfattere der vil blive husket. Forfatterskabet skal først falde på plads, og det vil typisk først ske, når forfatteren er død medmindre altså at det er Klaus Rifbjerg, vi taler om! Det er af gode grunde heller ikke til at forudsige, hvilke forfattere der i fremtiden vil bygge videre på hvilke forfattere fra det her årti. Der er mange usikkerhedsmomenter.»

Man kan med andre ord ikke, ifølge Christian B. Korsgaard, tale meningsfuldt om nogen klar tendens, når man befinder sig midt i den, men man kan godt strække sig så langt som til at tale om et spændingsfelt mellem to poler, som alle tidens danske forfattere og alle tidens skønlitterære tekster opererer i:

»Den ene pol er en akut og nærmest pinlig formbevidsthed, hvor forfatterne bliver ved med at reflektere over det at skrive og skriver om, hvad det vil sige at skrive,« siger han.

»Teksterne i denne pol er pakket ind i lag på lag på lag af konstruktioner, som alle sammen er reflekterende, og som alle sammen peger indad. Teksterne kredser om fremstillingens fremstillen, og man ender i nogle paradoksale båndsløjfer, der bare kører og kører.... Den slags har måske været sjovt engang, men nu er det ikke sjovt længere.«

Og den anden pol?

»Den anden pol er fortællingens genkomst. Et sted hvor forfatterne prøver at sige noget. En mere klassisk litteratur, hvor der er en dialog og et plot og en handlingsgang og nogle temaer og en verden, som læserne kan gå ind i.«

Og så er der vel også litteratur, der befinder sig et sted midt imellem?

»Ja. Et godt eksempel på denne sitren, hvor man er på vej væk fra den indadvendte litteratur og over i en mere fortællende litteratur, er Christina Hesselholdts seneste roman, »I familiens skød.« Lone Hørslevs ditto, »Fjerne galakser er kedelige«, er et andet aktuelt udtryk for, at man godt kan bibeholde den overlegne skriveteknik, som minimalisme jo er, samtidig med at man bruger den til noget, og Jeppe Brixvolds »Forbrydelse og fremgang« er også på mange måder rigtig god, men den går i denne sammenhæng i den forkerte retning. I romanen er der en lang romersk ikke Knud Romersk! midterdel om Alexander den Store. Den er enormt velskrevet og spændende, og den har plot og psykologisk indsigt og godt sprog, men så står der alle mulige andre underlige ting ved siden af, og romanen ender med at rable på spansk og tysk og engelsk, og så går det hele i stykker.«

Så indtil videre ser pol nr. et ud til at have overtaget?

»Sådan ser det ud. De danske bøger, jeg har læst i dette nye årtusinde, er i større eller mindre grad kendetegnet af en form for overrefleksion af en syg tone, hvor forfatteren sukker og reflekterer over, hvor svært det er at fortælle, og hvor han eller hun indleder teksterne med sætninger som »det er svært at begynde« og »nu skal jeg også snart se at komme i gang«. Forfatterne tror ikke rigtig på litteraturens kernesubstans, som jo er at skabe fiktive værker. De dynger teknikker oven på hinanden i stedet for bare at vælge to-tre greb og så skrive ud fra dét. Mange, især yngre forfattere, udvikler nogle manerer »så kan jeg i øvrigt også dét her, og så kan jeg dét her, og så kan jeg dét her«, men al den ironi og refleksion fører ikke frem til, at læserne har det sjovt. Den fører bare frem til, at forfatterne opfører sig som læsere og indlægger læsninger af værket i værket.«

Der er, siger Christian B. Korsgaard, krise i litteraturen, her i årtusindets første årti, og den krise kan stadig betegnes med ordet »postmodernisme«. Der er tale om en sygdomstilstand, som nutiden har arvet fra 90erne, og hvis patienten skal blive rask, ligger kuren lige for:

»Forfatterne skal gribe tilbage til klassiske dyder som plots og persontegning. Frem for alt skal den ironi, der gennemsyrer så meget af vor tids litteratur, skiftes ud med patos. Man må håbe, at forfatterne lige så langsomt begynder at tage de gode elementer fra minimalismen stilsikkerheden og de gode elementer fra kortprosaen den magiske realisme og humoren og at de finder ud af at sætte disse elementer ind i nogle mere klassiske tekster med ægthed og følelser.«

I de senere år er der udkommet nogle meget populære romaner, som breder sig ud i store, man kunne næsten sige klassiske fortællinger: Jakob Ejersbos »Nordkraft«, Jette Kaars bøls »Den lukkede bog«, de to romaner af Knud Romer og Morten Ramsland, som du selv har nævnt og flere endnu. Er det ikke netop den slags romaner, du efterlyser?

»Jo, men der er jo tale om enkeltstående nedslag. Formalismen er stadig ved magten.«

Der bliver også skrevet og udgivet og læst mængder af krimier, mange i Danmark, endnu flere og bedre i Sverige. Opfylder krimien som genre ikke de krav om plot og struktur og klassiske dyder, som du stiller?

»På en måde, jo. Men ikke når vi taler om den kanoniske litteratur. Du kan ikke bygge den kanoniske litteratur, finlitteraturen, på krimien, der er en populær genre. Der findes mere kunstneriske krimier, f.eks. Jonas Bruuns »Drivjagt«, men man skal skelne mellem triviallitteratur og finlitteratur, og når man engang skal skrive litteraturhistorien om 90erne og det første årti efter årtusindskiftet, kan man ikke rigtig tage krimierne med. De er bare, i sagens natur, ikke kunstneriske nok. De tilhører en anden tradition. Finlitteraturen og krimien er som to træer, der vokser ved siden af hinanden.«

Hvis han skal pege på nutidig dansk litteratur, der peger i den rigtige retning, vil Christian B. Korsgaard gerne omend modvilligt, fordi han selv har været hans forlægger henlede opmærksomheden på den nyligt afdøde digter Willum Peder Trellund, hvis sidste bog, »Sange til Sandra«, udkom på Forlaget tab&nar sidste år.

»Her er der en mand, der besad noget så sjældent som ægte patos,« siger han.

Christian B. Korsgaard har også bidt mærke i, hvad der kom ud af litteraturkonkurrencen Nye Stemmer, som Berlingske Tidende var involveret i, og som rettede sig til herboende med anden etnisk- og kulturbaggrund end dansk.

»Jeg synes, at der var god kvalitet i de bidrag, der blev udgivet af Gyldendal. Der lå en form for rolig alvor i den måde, forfatterne gik til sagen på. Hvis man forventer, at den nydanske litteratur, der nu er på vej, vil være skræmmende og enormt fremmedartet, så bliver man, at dømme efter disse bidrag, skuffet. De var bare stille og roligt godt lavet.«

Et andet rigtig godt og seriøst bud på retningsgivende dansk nutidsprosa er, siger Christian B. Korsgaard, Jan Sonnergaards forfatterskab, der begyndte med et brag i 1997 med den sensationelt populære og meget kritikerroste novellesamling »Radiator« og fortsatte med endnu to samlinger, indtil trilogien afsluttedes i 2003.

»Jeg synes, det er ærgerligt, at der er blevet lidt stille omkring Sonnergaard,« siger Christian B. Korsgaard.

»»Radiator« kom med det rigtige på det rigtige tidspunkt. Jan Sonnergaard er ikke primitiv, men han er heller ikke overreflekteret. Det, vi har brug for, er, at Jan Sonnergaard skriver en roman. Så vil der komme vind i sejlene!«