Mens de venter på asyl

Den Kgl. Ballets Corpus og instruktøren Christian Lollike når ikke sikkert i land med »Uropa – En asylballet«. Det er ikke de seks asylansøgeres skyld, men blandt andet en distancerende og nærmest docerende formidling.

Fem balletdansere fra Den Kgl. Ballet danser sammen med seks asylansøgere i »Uropa – En asylballet.« Egentlig ville det have været bedre bare at høre asylansøgernes fortællinger uden alle de forstyrrende elementer. Foto: Det Kgl. Teater
Læs mere
Fold sammen

Det var en imponerende vellykket og meningsfuld fusion af virkelighed og ballet, man i 2014 kunne opleve i forestillingen »I føling – en krigsballet«. Et Reumert-belønnet samarbejde mellem Den Kgl. Ballets danselaboratorium, Corpus, og instruktøren Christian Lollike, hvor tre krigsveteraner fra Afghanistan var på scenen sammen med et større hold balletdansere og i en stram dramaturgisk form skabte en rørende og vedkommende forestilling.

Forventningerne var derfor høje til det nye reality-samarbejde, »Uropa – En asylballet«, hvor Corpus-koreograferne, Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis, sammen med Lollike nu meget aktuelt har ført fem balletdansere sammen med seks asylansøgere på den intime scene i Prøvesal A på Gamle Scene.

Både i det trykte program og i selve forestillingen skinner det tydeligt igennem, at det har været en vanskelig og skrøbelig arbejdsproces. Og denne gang er holdet da heller ikke kommet i mål med at skabe et interessant og velfungerende miks af dans og virkelighedens mennesker og historier.

Flere gange bliver de ekspressive danseindslag en næsten overflødig kommentar til flygtningenes dybt alvorlige beretninger om blandt andet overgreb, tortur og angst. Tale og videoprojicerede tekster om begrebet flygtninge bliver i den engelsksprogede forestilling til docerende og distanceret formidling, mens korsang på ordet »refugee« nærmer sig det patetiske.

Gruopvækkende oplevelser

Der skal dog lyde stor respekt for de seks asylansøgere, der modigt er gået ind i projektet og meget fint i både tale, rap og dans deler såvel deres gruopvækkende og rystende oplevelser som deres drømme og håb med publikum. Men selv om forestillingen både fysisk og følelsesmæssigt bringer os tæt på asylansøgerne og deres pinagtige venteposition, formår den ikke rigtigt at overraske eller kaste nyt lys på flygtningeproblematikken.

Stærke er dog blandt andet indslag, hvor de medvirkende sidder klaustrofobisk klemt sammen på gulvet som flygtninge i en båd, eller når vi ser en kvindelig flygtning blive kastet fra mand til mand.

Her er ironiske kommentarer til dansk kultur med et formaliseret middagsselskab, hvor interessen for udlændinge indskrænker sig til præsentation af eksotiske madretter. Og ironisk bliver integrationens mål blandt andet afspejlet i stiv, formaliseret hofdans med alle de medvirkende iklædt fortidens rokokokostumer.

Bagest på scenen skaber Mikkel Hess stemningsfuld musik og effektfulde lydbilleder med vokal, bas og trommer. Men trods de gode elementer i den halvanden time lange forestilling sad jeg til slut tilbage med den tanke, at jeg måske hellere ville have hørt de seks asylansøgere fortælle deres historier i et hørespil uden andre forstyrrende elementer.

Hvad: Uropa – En asylballet.

Hvem: Koncept, iscenesættelse og koreografi: Christian Lollike, Esther Lee Wilkinson, Tim Matiakis og de medvirkende. Musik: Mikkel Hess.

Hvor: Det Kgl. Teater, A-Salen, Gamle Scene, sidste dag 20. februar. Aarhus Teater 2.-3. februar. Gram Slot 4.-5. februar.