Fotografier af kendte danske sportsnavne og influencere, der i Dubai tager et coronaafbræk fra hverdagen i Danmark, har de seneste døgn cirkuleret på sociale medier.
Mikkel Kessler og hans familie har ivrigt delt fotos fra deres ophold i millionbyen. Influenceren Elvira Pitzner har sendt adskillige bikinibilleder fra Dubai ud til sine over 200.000 følgere. Og et billede med en stribe kendte danske mænd – heriblandt bordtennisspilleren Michael Maze – har floreret på sociale medier de seneste dage, fordi de sidder tæt, ikke bærer mundbind og er i færd med at gøre noget, som i Danmark er helt og aldeles umuligt lige nu: spiser middag på en restaurant.