Mennesker mødes - måske ikke

Christoffer Boes danske film »Reconstruction« er en udfordrende, irriterende og fængslende konstruktion af fræk originalitet.

Fotografen Alex kommer hjem til sin lejlighed i København og konstaterer forbløffet, at hans gadedør er forvandlet til en lille loftlem med hængelås. Han henvender sig til sin underbo, men hun hævder, at hun aldrig har set ham før, og det samme fastholder senere hans bedste ven og sågar hans far. Hvordan i alverden kan det gå til?

Jo, Alex har forelsket sig i den smukke svenske kvinde Aimee, der er gift med den lige så svenske forfatter August, og både Alex og Aimee er i virkeligheden (eller rettere i uvirkeligheden) figurer i en roman, som August er ved at skrive. Det vil sige, at hvis August bliver irriteret på Alex, kan han simpelt hen forfatte en begivenhed, som er ubehagelig for fotografen - for eksempel den forvandlede gadedør.

Augusts irritation skyldes skinsyge, for fundamentalt er Christoffer Boes »Reconstruction« et trekantdrama om utroskab og jalousi. Men det særegne er altså, at en forfatter inden for fiktionens ramme opfinder en ny fiktion - nemlig filmens handling eller i det mindste store dele af den - og dermed har mulighed for at pille dens elementer fra hinanden og sætte dem sammen på en ny måde. Han kan korrigere og dementere, og han kan, som det fremgår af filmens titel, fortløbende rekonstruere historien.

Hvis man har set Julio Medems sindrige spanske film »Sex & Lucia«, er man bekendt med denne dristige form for dramaturgi, der lader handlingen udspille sig på (mindst) to planer, der dels er forskudte, dels overlapper hinanden. Og det vil mere konkret sige, at Alex og Aimee flere gange kan møde hinanden for første gang - eller de kan mødes for anden gang, og den ene af dem kan være helt sikker på, at det er første gang, mens den anden mener noget andet.

Det er som et lettere satanisk marionetspil med August som dukkefører - men også som deltager - hvad filmen signalerer i sin allerførste scene, der byder på sort/hvide billeder, en svensk fortællerstemme og en frit i luften svævende (tændt) cigaret. Så ved vi, at der skal jongleres med fiktionen, og det gør den virtuose illusionist Christoffer Boe med en uklædelig hælden mod det selvhøjtidelige og prætentiøse, men samtidig med så artistisk og provokerende et talent, at man begriber motivet for at hædre denne kantede og besværlige debutant med b.a. Caméra d'Or i Cannes og senest FIPRESCI-prisen i San Sebastian.

Nikolaj Lie Kaas som den romantiske desperado Alex og Maria Bonnevie, der er vidunderlig som både den (måske) troløse Aimee og som Alex' forstødte kæreste Simone, fortjener også priser for deres stærke, troværdige spil i hundesvære roller, og lad os ikke glemme fotografen Manuel Alberto Claro, der er ansvarlig for filmens nervøst sitrende, nu og da hæsblæsende stil med insisterende nærbilleder og eksperimentelle visuelle abstraktioner.

»Reconstruction« er optaget på location i København, og den indre bys geografi fra Bo-Bi Bar til Krasnapolsky spiller en væsentlig rolle for de labyrintiske begivenheder, blandt andet via luftfotografier med angivelser af personernes præcise aktuelle opholdssted. Her må man ganske vist undre sig over det luksuøse Hilton, der er en meget central location, for et sådant hotel findes ikke i Københavns centrum (og ville en seriøs svensk forfatter i øvrigt bo på det?), men elllers er filmen fyldt med dynamisk street credibility.

Man oplever denne selvsikre filmiske udfordring med stærkt blandede følelser, for den er både sær og fængslende, krukket og poetisk, irriterende og inciterende. Man må tro, at Christoffer Boe vil kunne lave endnu bedre film, når - eller hvis - han engang ikke mere er så ivrig efter at demonstrere sit frygtløse talent på tusinde udspekulerede måder, men at talentet er herkulisk, kan der ikke være tvivl om.

Og så skal det nævnes, at »Reconstruction« er en klart bedre oplevelse, når man ser den anden gang og lettere kan få øje på et kløgtigt konstrueret puslespil i stedet for bare en kaotisk stak brogede brikker.