Mennesker er gåder for hinanden

For pæn, for dygtig, for glat. Jens Christian Grøndahl kender kritikken, men accepterer den ikke. »Der er en myte herhjemme om, at hvis noget er smukt, er der nok noget galt et eller andet sted,« siger forfatteren, der i denne uge fik roser - med enkelte stikkende torne - for sin nye roman »Et Andet Lys«.

Jens Christian Grøndahl virker ikke som typen, der råber højt, endsige slår i bordet, når han bliver vred.

Som sine romanpersoner er han kultiveret og veltempereret, som han sidder der i sin lyse hjørnestue i Københavns indre by og fortæller om sin seneste roman, der udkom i denne uge og af flere avisanmeldere blev rost til skyerne som en foreløbig kulmination på hans medrivende, menneskekloge - og storsælgende - fortællekunst.

Et enkelt buhråb blandede sig dog i anmelderjublen, nemlig Berlingskes Me Lund, der bl.a. mente, at Grøndahl under sit »perfekte forfatterjeg«, i virkeligheden keder sig lidt. At han inde bag alle ordene er tavs og lukket. Og at han reelt interesserer sig mere for en af romanens bipersoner, der forlader kone og barn, fordi han møder en stor kærlighed, og martres af tvivl og skyld ovenpå bruddet.

Dén kritik får Jens Christian Grøndahl til at sætte sig op i stolen og rette på den skarpe pressefold i bukserne med en hurtig håndbevægelse.

»Det har virkelig irriteret mig. Det var min person, der blev anmeldt lige så meget som min bog. På en insinuerende måde inddrager anmelderen mit privatliv og leder efter steder i romanen, hvor der er sammenfald med begivenheder i mit eget liv,« siger han, der selv er gift for anden gang og har to børn fra et tidligere ægteskab.

Men kommer ens personlige erfaringer ikke til udtryk i de historier, man fortæller som forfatter?

»Jo, jeg kan ikke andet end at skrive på personlige erfaringer. Men det fungerer kun, hvis det lykkes at løfte det personlige ud af det private morads og oversætte det i fortællingens form. Det skal være så stiliseret, at det bliver lige meget, om det er mig, det handler om, fordi det lige så meget handler om læseren,« siger han, der føler, at han med årene har fået en anden drivkraft som fortæller.

»Nu handler det mere om at finde det i min personlige erfaring, som er fælles med alle andres, end om at udtrykke min egen dyrebare personlighed og få afløb for mine oplevelser. At opdage det, som ikke handler om én selv, men om noget fælles og større - og dele det med andre.«

»De forestillinger mange - både anmeldere og læsere - har om min person, stiller sig i vejen for en åben læsning af det, jeg skriver. Der er nogle klicheer i Danmark om, hvordan en forfatter skal se ud og opføre sig. Hvis man stryger sin skjorte og ikke ligner noget, der er hevet op fra en baggård, så er ens bøger nok ikke i orden. Så er man for glat og for pæn. Der hersker en grimhedens æstetik, som måske bunder i en puritanisme i den nordeuropæiske kultur. Den er jeg tit stødt på, både hvad angår min person, og måden jeg skriver på. Der er en dyb mistillid til skønheden. Hvis noget er smukt, er det nok ikke ærligt. Det er en mærkelig myte, som jeg føler mig fremmedgjort overfor.«

Men er du ikke æstetiker?

»Jeg er også æstetiker. Fordi skønheden i kunsten er det, der gør den menneskelig erkendelse til at bære og dele. Den skønhed, der kan være i formen, er tæt knyttet sammen med evnen til at løfte erfaring ud af et enkelt livs begrænsede perspektiv og placere det i et videre rum.«

Og det er netop det, Jens Christian Grøndahl med et sikkert greb gør - igen - i »Et Andet Lys«.

Romanen handler om 56-årige Irene, der bliver forladt af sin mand efter over 30 års ægteskab.

Han har fundet en ny og yngre model, men Irene er hverken jaloux eller bitter - tværtimod skammer hun sig, fordi hun opdager, at hun for længst havde forladt sin mand følelsesmæssigt.

Forbliver Irene en gåde for dig, sådan som Berlingskes anmelder skrev?

»Ja, men det gælder for så vidt alle personerne i mine romaner. Fordi jeg tror, at alle mennesker rummer en gåde - som i romanerne ofte bliver til konkrete hemmeligheder. Vi er gåder for hinanden og for os selv - og det er det, der interesserer mig som romanfortæller. At sproget aldrig kan udtømme et menneske, aldrig blive så finmasket, at det kan få fat i alt, hvad et menneske er. Personerne i mine romaner beholder altid nogle hemmeligheder. Fordi vi er hemmelige for os selv.«

Irenes gåde rummer dog ikke bare dunkle hemmeligheder, men også et stort håb.

»Som helt ung pige havde hun en intens og naiv åbenhed over for verden, som hun har forrådt med det liv, hun har levet i forstadsvillaen med mand og børn. Da hun sent i livet bliver puffet ud i ny eksistens, forsøger hun at finde tilbage til den unge pige, hun engang var. Derfor handler romanen om at tage afsked med sin historie. Fordi vores livshistorie er et eksil. Vores inderste jeg knytter sig til den, vi var før, vi blev hvirvlet ind i en historie, som til dels er selvskabt, dels skyldes omstændigheder vi ikke er herre over.«

Men det gælder især kvinderne i dine romaner, at de ikke er herre over omstændighederne?

»Ja, fordi mange kvinder finder deres identitet i relation til en mand. De forestiller sig, at en mand skal finde og blotte deres virkelige jeg. Noget af det samme mønster kan du finde hos mænd, men for dem handler det mere om at udvælge sig en genstand, som de projicerer en hel masse over på.«

»For både mænd og kvinder sker det kun sjældent, at vi får modstand af et menneske, der faktisk trækker i den modsatte vej. Én som fejer drømmebillederne af banen og siger: Her jeg, jeg er levende, jeg er et fremmed menneske, og jeg vil dig. Man er meget heldig, hvis man får lov at opleve det. Det er jo kærlighed. Men kærligheden mislykkes så tit pga. den egoisme, der ligger i drømmebillederne, og som gør, at man skubber længslens genstand væk, når man rækker ud efter den.«

Det gælder også i »Et Andet Lys«, som er fuld af moderne kvinder, der trods flere uddannelser og velbetalte jobs spejler sig i mændenes blik og klamrer sig til børn og hjem.

Undrer det dig, at kvinder stadig er så afhængige af bekræftelse?

»Ja, det har undret mig. Men når man tænker på, at det kun er 100 år siden, at der blev rystet godt og grundigt op i den borgerlige orden, hvor kvinders plads var defineret af mænd, så er det egentlig ikke så mærkeligt. 100 år er ikke særlig lang tid, når det gælder vores følelsesliv. Det kvindelige mønster er stadig at give sig hen - selvom kvinder på alle mulige leder og kanter er blevet suveræne, så er der en følelsesmæssig afhængighed, en stærk drift mod at fortabe sig i passion,« siger han, og man kommer uvilkårligt i tanke om Grøndahlske kvinder som Lucca i bestselleren af samme navn, Alma i »Indian Summer« og Astrid i »Tavshed i Oktober«.

»Der er en kolossal styrke i hengivelsen, men det gør også kvinder mere sårbare og fortabte end mænd. For hvis stodderen ikke kan leve op til den hengivelse, hvad gør man så, når man har sluppet taget i sig selv? Jeg aner selvfølgelig ikke, hvorfor det er sådan, om det er kønsspecifikt eller kulturelt. Jeg kan bare se det og undre mig over det,« siger forfatteren, der som ingen anden kan skildre afstanden og tomheden i moderne parforhold - men også den konstante længsel efter at nå hinanden.

Er et møde overhovedet muligt?

»Ja, men det sker så forbandet sjældent. For mig er det sket i mit andet ægteskab. Både mænd og kvinder i vores kultur er så sårbare over for spørgsmålet om, hvem vi egentlig er. Der er ikke længere noget i vores baggrund, der tvinger os til at være noget eller nogen bestemt. Vi vælger selv. Men den frihed, som er så enestående, rummer også ensomhed og usikkerhed. Parforholdet er det eneste, vi har tilbage at tro på, som fortæller os, hvor vores plads er. Dybt i vores kultur er der en romantisk forventning, om at et mere autentisk Jeg træder frem i kærlighedsmødet. Men følelser er flygtige og foranderlige, de er så nemme at trævle op. Derfor bliver vores Jeg også nemt at trævle op.«

Og mens det hidtil netop har været optrævlingen af det moderne menneskes skrøbelige og sammensatte identitet, Grøndahl har været optaget af, så trænger den store verden uden for Strandvejsvillaernes ligusterhække sig som noget nyt voldsomt på i »Et Andet Lys«.

»Jeg kunne ikke én gang til begrænse mig til at lade en fortælling om kærlighed og længsel - og alt det jeg plejer at skrive om - udspille sig inden for det intime rum, der socialt og kulturel er meget homogent, og som jeg beskriver indefra. Jeg havde brug for at se det udefra, se det i relation til helt anderledes skæbner, som sætter personerne i relief,« siger han, der i romanen lader Irene foretage en rejse til Balkan og bagud i Europas blodige historie for at finde et nyt ståsted i livet. Måske sætter det hende fri. I hvert fald sætter det sorgen over det forliste ægteskab i et nyt, nøgternt perspektiv.

»Det er som om, vi lever i en drømmesøvn, hvor vores egen trygge lille verden får lov at fylde det hele, mens den store verden er noget, der står i hjørnet og er til at tænde og slukke for,« siger Jens Christian Grøndahl.

Og du vil gerne ruske os vågne?

»Nej, jeg er ikke pædagog, men jeg vil gerne dele min undren med læserne. Jeg har ikke selv endegyldige svar, men jeg tror, romaner kan stille vigtige spørgsmål til vores indre liv. Det er som om, vi har glemt, at frihed og tryghed har en pris. Vi er blevet så forkælede, at vi tror, vi kan slippe for at betale for friheden.«