Menneskelige dramaer

Udstilling: Peter Land DarlingsDet er tilværelsens store spørgsmål og hverdagens små skævheder, der fylder Gl Strand, hvor den finske kunstner Eija-Liisa Athila og danske Peter Land har hver deres soloudstilling.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Er du enig?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Det er Ahtilas evne til at bruge filmmediet til at udforske og skildre menneskelige tilstande og relationer, som har gjort hende til et stort navn på den internationale kunstscene. Man kan beskrive hendes videoværker som installationer af levende billeder, hvor hun bryder tid og rum op i enkeltdele og sammensætter dem i nye konstellationer. Konstellationer som på indtagende vis beskriver essentielle emner som kærlighed og sårbarhed.

Opløsningen af tid og rum fiktion og virkelighed er meget tydelig i en af udstillingens mest interessante videoinstallationer »The House«, hvor omgivelserne gradvist ændres omkring en ung kvinde. Først er alt normalt, men så kører en lille legetøjsbil på væggen, en ko går gennem stuen, man hører et skibshorn i den tætte finske skov og kvinden letter fra jorden og svæver gennem trætoppene. Det overnaturlige og eventyrlige peger både mod drømmens fragmentariske sammenblanding af oplevelser, den ultimative frihedsfølelse i form af ophævelse af tyngdeloven, men også mod mareridtets ukontrollerbare usikkerhed ved tingenes tilstand. Ahtilas filmiske rum er styret af stemninger, fysiske fragmenter og mentale tilstande, som alt sammen bygger på interviews og grundig research. I dette tilfælde er filmen baseret på Athilas interviews med kvinder, der har lidt af forskellige psykotiske tilstande. Huset og omgivelserne er således lig med kvindens mentale rum.

Denne tematik fører hun også over i de husskulpturer, man også kan se på udstillingen på Gl Strand. De er ikke bare simple arkitekturmodeller, men opstiller paralleller til det menneskelige indre.

Et andet centralt værk på udstillingen, er videoinstallationen The Hour of Prayer, som også blev vist på Venedig Biennalen i 2005. Her fortælles historien om hunden Lucas død, og den sorg tabet medfører. Trods det, at Athila betegner værket som selvbiografisk, er billedsiden, som skal repræsentere og illustrere de begivenheder og følelser, hovedpersonen gennemgår, sååben, at den ikke på noget tidspunkt lukker handlingen. At hun generelt i mange af værkerne anvender flere skærme gør, at man omsluttes af hendes film og fysisk engageres i det filmiske univers. Samtidig har man hele tiden følelsen af ikke at kunne gribe det hele. Der er en åbenhed eller rummelighed om man vil i Ahtilas film, og de stiller krav til deres seere. Man skal forundres, stille spørgsmål der er intet, der giver sig selv. Men hendes filmiske univers er i høj grad værd at bruge tid på.

Mellem uskyld og alvor
I Athilas helt nye værk Fishermen (Études, no.1) prøver nogle fiskere at få deres båd gennem brændingen, men det lykkedes dem aldrig. Denne Sisyfos-lignende situation har den danske kunster Peter Land også arbejdet med i sine videoværker fra 1990erne, hvor han, som en sølle entertainer, igen og igen falder ned fra barstolen.

Land og Athila har begge en grundlæggende interesse for de store eksistentielle spørgsmål, ligesom de deler afsøgningen af grænsen mellem fornuft og vanvid. Men hvor det hos Athila drejer sig om, hvordan vores indre mentale verden møder ydre relationer, får det hos Land en drejning mod det absurde og tragikomiske. Hans karakterers meningsløse stræben efter anerkendelse ender i en blanding mellem det komiske, det groteske og det pinlige.

På Peter Lands aktuelle udstilling er videoen erstattet af maleri og skulptur, og den voksne mands kiksede ageren erstattet af børn, der befinder sig på grænsen mellem barnlig uskyld og voksenlivets alvor.

Børnene er skildret som små skæve eksistenser med karikerede træk. De træder frem på tomme baggrunde eller i knugende mareridtsagtige rum med en faretruende stor kraft, der ikke let lader sig affeje. Deres påtrængenhed knytter sig især til øjnene. Det bælgøjede, det himmelvendte, det tomme, det mistroiske og det skamfulde blik, gør børnenes tilstedeværelse utrolig insisterende i al deres groteske eller komiske ækelhed. Portrætterne er malet med tydelige referencer til forskellige kunsthistoriske genrer i en forholdsvis simpel og stiliseret form. Alligevel er de ikke lige til at aflæse, som de står der, isolerede og nærmest paralyserede på deres første skoledag eller på kanten af verden som vi kender den.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse