Melodi Grand Prix i København får 30 millioner

Partierne bag medieaftalen har torsdag givet DR 30 millioner kroner, som skal bruges til producere det store show, der afholdes i København til maj.

Foto: SCANPIX SWEDEN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

DR kan se frem til en ekstra pose penge på 30 millioner kroner, som skal være med til at finansiere det store Melodi Grand Prix-show, som afholdes i København til maj.

Det står klart, efter at medieforligskredsen, som består af alle folketingets partier undtagen Liberal Alliance, torsdag er blevet enige om fordelingen af de overskydende licensmidler.

Det var ventet, at DR ville modtage en del af puljen, eftersom de står over for store udgifter i forbindelse med afholdelsen af næste års Melodi Grand Prix, og DR modtager 29,8 millioner kroner til medfinansiering af produktionsomkostningerne.

»Jeg er rigtig glad for, at vi har kunnet blive enige om at give DR mulighed for et økonomisk løft til Eurovision Song Contest, som afholdes i Danmark i maj næste år. Der er tale om en meget stor begivenhed, som tiltrækker millioner af seere ikke bare i Danmark, men i hele Europa, og som på den måde vil være med til at øge interessen for Danmark i omverdenen,« siger kulturminister Marianne Jelved (R) i en pressemeddelelse.

Puljen med overskydende licensmidler bestod af i alt 59,6 millioner kroner, og ud over DR har også de regionale TV 2-virksomheder fået en del af pengene. De modtager 12,8 millioner kroner som kompensation for, at tidligere bevillinger er blevet fjernet. De resterende 17 millioner kroner går til Public Service-Puljen og er øremærket til TV-produktionsprojekter.

»Jeg er også meget tilfreds med, at vi samtidig har kunnet styrke regional TV-produktion, blandt andet ved at afsætte midler under Public Service-Puljen til TV-projekter, der gennemføres i samarbejde med de regionale filmfonde, når det er notificeret for EU-Kommissionen,« siger Marianne Jelved.

I Venstre glæder man sig over, at DR ikke får alle pengene i puljen, som der ellers var lagt op til fra regeringens side. Medieordfører Ellen Trane Nørby (V) peger på, at det var afgørende for Venstre at sikre, at medfinansieringen af Melodi Grand Prixet gik til indholdsproduktion:

»DR får del i midlerne til medfinansiering af Eurovision Song Contest. Det er en kæmpe begivenhed, der sætter både Danmark og europæisk musik på dagsordenen. Det er en stor opgave, som DR nu skal løfte for millioner af seere over hele verden, og derfor har det været Venstres ønske, at de overskydende licensmidler går til indholdsproduktionen og ikke til renovering af en fabrikshal i København, som udlejerne må sørge for,« siger Ellen Trane Nørby i en pressemeddelelse.