Mellem fascination og foragt

Trods et utal af skandaler igennem en lang årrække ruller hjulene videre i cykelsporten med Tour de France som et altoverskyggende omdrejningspunkt. Vi forsøger at give en pejling af, hvorfor det til stadighed er muligt for masserne at lade sig forføre af en idræt, hvor skønmaleriet i den grad har vist sig at have en dunkel og dubiøs bagside.

Foto: Polo Cocco Fold sammen
Læs mere

Om godt tre uger er vi meget klogere. Så vil vi vide, om seerne har vendt TV 2 og deres 115 timers massive Tour de France-transmission ryggen. Vi vil vide, om læserne skrottede avisernes mange spaltecentimeter om verdens største cykelløb, om de ignorerede DRs »Aften Tour« og i det hele taget lod hånt om Kyllingen fra Tølløse og hans bedrifter i de høje bjerge for at hellige sig den fagre danske sommer.

Men lad os da komme med et kvalificeret bud. Trods dopingbekendelserne fra den eneste danske Tour de France-vinder nogensinde, trods de mange uafklarede juridiske stridsmål mellem de professionelle cykelryttere og deres organisatoriske bagland, uagtet beskyldninger om systematiseret fusk, afsløringer af fordækte læger og alskens anden lyssky fikumdik, er der noget fantastisk dragende og fascinerende over fænomenet Tour de France.

Anderledes kan man vel ikke tolke det faktum, at hjulene i det store cykelmenageri kører endnu. Her, ni år efter Festina-skandalen sendte de første chokbølger i moderne tid ud som et vidnesbyrd om, hvordan brugen af doping var blevet sat mere sofistikeret i system end nogensinde. Og så nu, godt et års tid efter at spansk politi optrevlede den dopingring, hvori heksedoktoren Eufemiano Fuentes sad og fedede den som en edderkop i et spind med celebre klienter som Team CSC-kaptajnen Ivan Basso og den tyske Tourminator Jan Ullrich i kredsen af alt for villige bloddonorer. Det er alt sammen, som man siger det på nudansk, lidt af en stinker.

Alligevel synes Tour de France sommer efter sommer at levere råstof til oplevelser, det kan være svært at finde ret mange andre steder i sportens verden.

Man behøver faktisk ikke engang have været til Tour de France for at fornemme det tryllebindende aspekt ved selve løbet og dets aktører. Men det hjælper, som så meget andet her i livet, at have gjort sig sine erfaringer på allernærmeste hold. Det kan om ikke andet hjælpe til en forståelse af, at Tour de France som fænomen er større end summen af de skandaler, der gennem et tiår har hærget sporten som en pest.

Det kan være en øjenåbner for, at publikum og TV-seere trods alle skandalerne igen og igen er villige til at lade sig bedrage og forføre af sportens iboende skønhed og dramatik, hvis vi nu skal lyde lidt højtravende på en halvhellig lørdag, hvor starten går til den 94. udgave af Le Tour i London.

Personligt Tour-debuterede denne signatur i 1999. Med en from og naivistisk forestilling om at se et månelandskabsaffolket Tour de France, besjælet af få brysk protesterende grupperinger med bannere for en medicinfri idræt. Det billede fortonede sig dog hurtigere, end man kunne skrive EPO. Begejstringen i folkedybet kunne åbenbart ikke holdes nede, og feltet slangede sig som vanligt af sted klædt i lir og lycra. Overalt var der usandsynligt mange mennesker, hvor man kom frem. I startbyerne, langs ruten, ved målstregen. Ja, selv på de mest ufremkommelige bjergtoppe havde de fundet vej. I massevis.

Det blev en åbenbaring. Fordi det samtidig stod klart, at nok kan vi grundlæggende være lodret imod doping og andre former for snyd. Nok kan vi på papiret ønske os en idrætsverden båret af smukke og ærefulde idealer. Men når alt kommer til alt, skal der tilsyneladende meget til at slå sportens fascinationskraft så meget ud af kurs, at vi som forbrugere vender ryggen til det hele.

Her står vi så. Med et tre uger langt Tour de France foran os, der med lethed kan udvikle sig skandaløst og byde på både barokke og tragikomiske optrin midt i selve cykelløbet. Men som med noget nær garanti vil byde på nervedirrende dramaer, intense øjeblikke, medrivende momenter og betagende billeder, der vil lokke selv farisæerne til husalteret.

På den led har Tour de France gennem det sidste tiår udviklet sig til en prøvelse. Det er en begivenhed, der til stadighed tester vores tolerancetærskel og værdigrundlag. Fordi det ikke bare handler om sport længere, men om alt muligt andet. Nu byder dagsordenen også på jura, kriminologi, idrætsmedicinering, doping, snyd, løgn, etik for blot at nævne nogle af de negativt ladede nøgleord. Og så selvfølgelig det andet, vi som udgangspunkt har forbundet med Tour de France: Rå kraftudfoldelse, halsbrækkende spurtafslutninger, uselvisk opofrelse, stålsat vilje, afgrundsdyb smerte, euforisk ekstase og de mange bristede illusioner, når et stort anlagt togt alligevel ikke ender med en etapesejr. Det er et syndigt rod, for nu at sige det pænt.

Hvor paradoksalt det end kan lyde, er moradset både frastødende og fascinerende. Og det er muligvis derfor, TV-stationerne og massemedierne stadig dækker verdens største cykelløb så massivt som tilfældet er. Det er derfor, der fortsat er seere til at holde fødekæden intakt.

Det store spørgsmål er så, om vi nogensinde kommer tilbage til det meget efterstræbte ideal om et rent og pletfrit løb.

I antologien »Sportens forførende skønhed« går historikeren Niels Kayser Nielsen i rette med det grundsyn, som stadig præger tilgangen til kommerciel sport. Han kalder vores spinkle forhåbninger om en ren idræt for »ægthedsfilosofien«, fordi vi forsøger at finde tilbage til det oprindelige udgangspunkt i sporten uden at gøre os klart, at det samtidig er vores krav til udøverne, som for længst har været med til at underløbe idealerne.

»Man bygger på idéen om ægthed og oprindelighed og anser den synlige verden som mere eller mindre heldige manifestationer af denne oprindelige kerne, som det gælder om at finde ind til. Denne ægthedsfilosofi har altid trivedes godt med fundamentalistiske tendenser,« skriver Kayser Nielsen og slår fast, at »enhver krop er så præget af det omgivende samfund, at det overhovedet ikke giver mening at operere med renhed«.

Måske er det netop dette fravær af »renhed« også i det omgivende samfund, der er med til at lokke seerne til det daglige Tour-fix. Eller for den slags skyld til at fastholde en interesse i andre sportsgrene, hvor snyd, korruption, vold og alment uacceptabel opførsel trods alt udspiller sig inden for nogle forhåndsudstukne rammer, vi kan betragte som tilskuere til et moderne, spektakulært gladiatorshow.

Det er måske ikke nogen køn tanke. Men hånden på hjertet: Er der ikke noget djævelsk forførende over at se en rytter satse maksimalt på en nedkørsel for at fejlvurdere et serpentinersving og brage i asfalten. Er det ikke når vi ser ansigter forpint af træthed eller i triumferende forløsning, vi selv mærker blodet rulle, som da Michael Rasmussen fuldbyrdede sin fantastiske solofærd i fjor? Er man ikke lidt mere levende, når man ser de dødsforagtende sprintere tordne mod stregen skulder ved skulder og med ild i øjnene?

Filosoffen og kunsthistorikeren David Favrholdt har forsøgt at indkredse begrebet fascination.

»Det er en oplevelse, hvor man glemmer sig selv, hvor man glemmer tid og sted, hvor man på en ubeskrivelig måde er helt ude ved det, man oplever; eller nærmest ét med det, man oplever. Oplevelsen ledsages af en følelse af befrielse, frihed: det er, som om man plusdselig befries for bånd, man ikke vidste, var der,« skriver Favrholdt.

Når man taler om, at fascinationen af Tour de France ikke er den samme i dag som i 1996, da Bjarne Riis vandt, er der da noget om snakken. Omvendt kan vi også kalde den tid, vi oplever nu for et realitetstjek. Vi lærer hele tiden noget om den menneskelige natur. Om forholdet mellem løgn og selvfornægtelse. Vi henter indsigt i nye fænomener som hæmatokritværdi, testosteron og hvordan man opbevarer blodplasma. Vi kan samtidig fundere over, om kontrollen med rytterne er ved at nærme sig den mest skræmmende side af et overvågningssamfund. Om kortlægning af deres fysiologi ud i de mindste detaljer og blodudtagninger klokken snot om morgenen er grænseoverskridende. Vi kan drøfte, om målet helliger midlerne, når politi og myndigheder er den mest effektive instans, fordi den etablerede dopingkontrol har givet fortabt. Eller vi kan overveje, om vi skal give fanden i det hele og lade dem tage, hvad de finder nødvendigt for at give os én på opleveren. Vi kan skændes om, hvorvidt det at dope sig er at blande sig i Guds genetiske forarbejde. Eller om det bare er at justere på naturens orden.

Mulighederne er tæt på det uendelige. Og sikkert er det, at vi ikke når vejs ende med den snak, inden feltet om 22 dage når til Paris. Næste år tager vi den bare igen.