Melania Trump og Jill Biden er vidt forskellige – men de har én ting til fælles

Amerikanerne vælger ikke kun præsident, men også førstedame. Den udadvendte Jill Biden står i skarp kontrast til den gådefulde Melania Trump. De kommende måneder skal de to kvinder være alt det, som den bedagede Biden og den dundertalende Trump ikke formår.

Fordelen ved at holde sig væk fra rampelyset er, at det bliver bemærket, når man træder ind i det.

Som i denne uge, da Melania Trump, USAs notorisk private førstedame, pludselig var allevegne. Først holdt hun sin længste, TV-transmitterede tale til dato, da hun ved Republikanernes konvent dryssede et lag tiltrængt empati ud over sin mands valgkamp. Dernæst indtog hun med lynets hast de sociale medier i en nyredigeret video, hvor førstedamen i et virvar af børnekram, soldaterhåndtryk og elegante outfits promoveres som en moderne klon mellem prinsesse Diana og Jackie Kennedy.