Meget om Bibelen og lidt om Eurovision

Jesper Beinov, kulturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

At Eurovision og Bibelen har noget med hinanden at gøre, vil overraske nogle. Forklaring følger, men først et par mellemregninger. Søndag fylder Det Danske Bibelselskab 200 år, og det fejres med en stor jubilæumsgudstjeneste, hvor Københavns Biskop prædiker, og Dronningen deltager. Kunst og kristendom er tæt sammenfiltret i dansk og europæisk kultur, og i gamle dage var Europa og kristenheden synonyme størrelser.

Bibelselskabet specialiserer sig bl.a. i pragtudgaver, såsom »Det Nye Testamente. Illustreret med værker fra kunstens historie« og »Kunstbibelen«. Her findes tekst og billeder side om side, fra gammelt til vor tids Per Kirkeby, hvis »Getsemane« hænger i en kirke i Randers. Store dele af kunsthistorien og den klassiske musik har kristendommen som bagtæppe.

Hans Edvard Nørregård-Nielsen siger det så udmærket i selskabets jubilæumsmagasin: »Jeg har svært ved at tro på Gud, sådan som vi får ham præsenteret i Bibelen. Derimod er jeg glad for traditionen og alt det, der er blevet overleveret med de bibelske fortællinger. Man hviler i det, der har slægternes gang indlejret i sig«. At den kristne kultur har haft en slidstyrke, der inspirerer kunstnere uden en udpræget forankring i kristendommen til at tænke videre, er Carl-Henning Pedersens kontroversielle udsmykning af Ribe Domkirke et eksempel på. Her fabuleres der videre ud fra kristne motiver.

Bibelselskabets historie er på sin vis de sidste 200 års danmarkshistorie: Bibeler blev givet til slaver, til slagne soldater i 1864, og til tyske flygtninge under Krigen. Bibelselskabet opererede først i folkekirkeligt regi, men fik i 1960’erne også frikirkerne og katolikkerne med i folden. Sidenhen fik vi ægteparret Seidelins oversættelse, og i 1992 en ny officiel bibeloversættelse, hvor det lille ord »vorde« i Fadervor blev til det mere fladbundede, men samtidige, »blive«. I dag er Bibelen genfortalt for børn af Bjarne Reuter, »Den nye aftale« er for voksne uden forkundskaber, alt er på app, og for de døve er der en YouTube med tegnsprog. Og et forskningsmæssigt funderet »Bibelleksikon« er netop ajourført.

Det radikale budskab i luthersk kristendom er, at for enhver der tror er der frelse, og at Gud lod sin søn dø på korset for vores synders skyld, så vi kan leve i frimodighed. Tidligt adskiller kristendommen himmel og jord, så enkeltmennesket har ansvaret for egne valg. At det glade budskab var kontroversielt for totalitære kræfter, er indlysende. Under kommunismen i Øst var der bibelforbud, ideologien dyrkede de tomme sjæle, og behjertede folk indsmuglede bibeler. I dag er kristendommen, den mest voksende tro, bl.a. i Kina, hvor kristendommens åndfuldhed tiltrækker.

Herhjemme var kristendommen i miskredit blandt intellektuelle i en lang periode fra slutningen af 1800-tallet, hvor det kom på mode at sige, at »Gud er død«. For et par årtier siden skiftede moden, og en genkristning fandt sted i intellektuelle miljøer, så i dag kan tro og viden sameksistere: Videnskab og tro er ikke hinandens modsætninger i kristendommen. Tværtimod fremmer kristendommen ånd, ansvar og frihed. Dermed er vi tilbage ved Eurovision, hvis hele udspring er et europæisk frisind og retten til at blive den, man gerne vil være. Eurovision er således klart beslægtet med den frihedskultur, vi finder i kristendommen.