Megafon

»’Yallahrup Færgeby’ foregår blandt børn i et indvandrermiljø og bliver anklaget for at være diskriminerende over for indvandrerne. Til gengæld har andre seere klaget over, at der overhovedet bringes en julekalender på dansk tv, hvor hovedpersonerne har indvandrerbaggrund. Så på den måde er der da en slags balance i tingene.«

Pia Christmas-Møller. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Leder om DR2s omdiskuterede julekalender. Skribenten anbefaler, man slukker for udsendelsen. I Ekstra Bladet.

»En begravelse koster cirka 15.000 kroner, og selvom man kan få begravelseshjælp, lander der en stor regning hos de efterladte. Det holder nogen fra at melde sig.«

Kvartermester Tom Nobel fra Frederiksberg Hospital, der omkring 20 gange om året sender døde uden pårørende til bisættelse. I Kristeligt Dagblad

»Hverken vælgerne, Kongressen eller den offentlige mening ville kunne forhindre præsident Bush i at bruge USAs væbnede styrker mod Teheran, hvis han drømmer om at slutte sin embedsperiode på den måde. Men nyheden om, at Iran slet ikke stræber efter atomvåben, må antages at have den effekt. Måske har vi været tættere på en katastrofe, end vi vidste. I så fald er det nu CIA og konsortier, der har afværget den.«

Forsidemening under mærket ts om nyheden om at Iran alligevel ikke har atomvåben. I Politiken.

»Med bruddet med den konservative folketingsgruppe er den familiære ring sluttet. Også John Christmas-Møller brød efter mange år i partiet med sine konservative partifæller.«

Artikel om løsgængeren Pia Christmas-Møller og hendes far, der var udenrigsminister i befrielsesregeringen og længe en af Det Konservative Folkepartis store navne. I Jyllands-Posten