Megafon!

»Jeg går ikke ind for, at vi skal gå og slå hinanden ihjel. Tværtimod synes jeg, at jeg tilhører en bizar nation, som løser sine problemer med skydevåben. Jeg mener, det er så meget nemmere at affyre en pistol, end det er at gribe en kuglepen og ytre sig om problemerne.« Den amerikanske filmskuespillerinde Jodie Foster, der er aktuel i filmen »The Brave One«. Til Politiken

»Der er ikke længere oplæsning af litteratur i Danmarks Radio. Det er smidt på gulvet det hele, og blandt andet derfor reagerer vi. Heldigvis kan man ikke slå litteraturen ihjel, men Danmarks Radio forringer en masse menneskers muligheder for at lytte til litteratur.«

Jens Smærup Sørensen, forfatter og medlem af Det Danske Akademi, der i en usædvanlig skarp udtalelse kritiserer Danmarks Radios kulturdækning. Til Kristeligt Dagblad

»DR er under et voldsomt pres. Ikke bare økonomisk, men også politisk. Det skyldes den mærkelige konstruktion, at man kan have folk i DRs bestyrelse, der ikke kan lide DR.«

DR-kulturchef Torben Smidt Hansen under et debatmøde om Den Kulturradikale Bermudatrekant. Ifølge Universitetsavisen

»Det værste har været, at folk hele tiden tænker: ‘Han er bokser, så han har nok selv været ude om det’. Men jeg har altid været den, der løber, hvis der er optræk til ballade.«

Eksbokseren Johnny Bredahl til Ekstra Bladet, efter at to mænd, der overfaldt ham sidste år, har fået en dom på fem måneders fængsel hver

»Jeg fortalte ham, hvor dygtig jeg synes, han har været, og hvor meget godt han har udrettet. Det var en utrolig stor oplevelse at møde ham, selv om vi ikke nåede at udveksle mange ord.«

Tove Herberg fik lov til at trykke den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton i hånden, da han forleden signerede bøger i København. Til Jyllands-Posten