Megafon

»Man får ikke lyst til at pukle alle døgnets 24 timer, når man skal aflevere næsten 70 procent af den ekstra indtægt til skattevæsenet, og slet ikke når man ikke synes, at man får nogen særlig velstand for pengene.«

Journalist og forfatter Karen Thisted i gratisavisen 24 timer

»Jeg havde engang et helt særligt drive. Jeg ville være bedst til fodbold, til at synge, til at optræde og i skolen. Jeg kæmpede virkelig for mine mål. Det drive har jeg ikke længere. Men det er det, jeg har beundret mest.«

Sangeren Jon Nørgaard, der vandt TV-showet »Popstars« som 17-årig i 2002, som svar på Nyhedsavisens spørgsmål: »Hvad beundrer du mest ved dig selv?«

»Hvis betjentene selv kunne vælge, patruljerede de slet ikke på Christania. Mange betjente føler, at indsatsen er nytteløs.«

Peter Ibsen, formand for Politiforbundet, til Jyllands-Posten

»Jeg vil vædde og æde min gamle hat på, at ni ud af ti af os kender det. At sidde i tågen mandag morgen på motorvejen på vej ind til et eller andet kontor og møde de samme kolleger og drikke den samme dårlige kaffe og tænke: »Hvad nu, hvis jeg lod være med at dreje af? Hvad nu, hvis jeg bare fortsatte ligeud og lod bilen køre til Gibraltar, fik de 80.000, jeg måske kunne få for den og så forsvandt. Fandt en sydhavsø. Fandt et andet liv«.«

Filminstruktøren Ole Bornedal til gratisavisen Urban

»Vores oversættelse er meningsbaseret, det vil sige, at den skal kommunikere indholdet i Det Nye Testamentes tekster på et sprog, som de fleste vil forstå, til forskel fra en ord til ord-oversættelse.«

Bibelselskabets generalsekretær Tine Lindhardt, til Kristeligt Dagblad, i forbindelse med, at en ny oversættelse af Det Nye Testamente er på trapperne