Megafon

»Hvis det havde været en mand, der var formand for Socialdemokraterne, er det svært at forestille sig, at konen have et job i udlandet.«

Forfatteren Hanne-Vibeke Holst om Helle Thorning-Schmidt, hvis mand Stephen Kinnock til daglig arbejder i Rusland og kun er hjemme i weekenden, i B.T.

»TDC burde være et skræk­eksempel på udlicitering af opgaver, der egentlig hører hjemme i det offentlige, men den siddende regering synes fortsat forhippet på at lade private overtage mest muligt, der i dag er offentlige anliggender. Også på dette punkt trænger landet til en stærk opposition.«

Leder i Ekstra Bladet.

»Latin er ikke et spørgsmål om overfladisk »dannelse«, men om at få grundlæggende fornemmelse af, hvordan sprog konstrueres, noget som er vigtigt for hele den sproglige og intellektuelle udvikling. Af samme grund har latin været et af gymnasiets mest studieforberedende fag. Og i en globaliseringstid, hvor uddannelse og international horisont hører til politikernes hedeste drømme, er det da for dumt at tørlægge kilderne til vores fælleseuropæiske kulturarv.

Informations leder om latin, der er ved at forsvinde som fag i gymnasiet.

»Vi er kunstnere, ikke forretningsfolk. Kontorarbejde er ikke os.«

Musikerduoen Sussi og Leo, der har solgt spillestedet Ritz i Frederikshavn og indgået en millionkontrakt med den nye ejer, til Ekstra Bladet.

»En bro over Østersøen til Tyskland for 40 mia. kr. Ganske gratis for skatteyderne, idet brugerne, i alt væsentligt bilister, skal betale forrentning og afdrag på lån samt for drift og vedligeholdelse. Det lyder forjættende, og er det da også ifølge transportministeren. Men billedet holder næppe. Det er bemærkelsesværdigt, hvor få konkrete oplysninger ministerens forjættelse har været ledsaget af. 40.000 mio. kr. er dog immervæk en slags penge. Det er f.eks. ca. tre pct. af vores nationalprodukt eller tre-fire gange den årlige ulandshjælp. Beløbet er endvidere tæt på regionernes samlede ønsker til sygehusinvesteringer i de næste 10 år.«

Kommentar af Ivar Dreyer, pensioneret kommunaldirektør, som mener, at Femern-projektet bør kulegraves, i Jyllands-Posten.