Megafon!

»Jeg ville gerne lære fra mig i Irak, og vi vil alle gerne være med til at genopbygge vores land.

Det kan vi desværre ikke. Og selv om vi måske ikke er de mest veluddannede, er vi en del af den tendens, at de med kompetencer forlader Irak. Det kræver ikke engang samarbejde med de allierede at blive slået ihjel af oprørerne. En uddannelse kan også være årsag nok.«

Maissar Talib, irakisk tolk, som sammen med sin familie er blandt de første af i alt 200 irakere der blev evakueret til Danmark i løbet af den seneste uge. I Politiken.

»Han gik med til det, efter at vi havde forsikret ham om, at det var tilladt ifølge de religiøse regler. Vi gav moren en mild epidural. Stemningen var spirituel og venlig, mand og hustru pjattede og fortalte vittigheder. Moren samarbejdede med lægeteamet og fødte en baby, en pige, uden større smerter. Manden var bevæget og i tårer.«

Dr. Abutaleb Sarem, fødselslæge og medicinsk direktør for Sarem hospitalet i Teheran i Iran, hvor en far i sidste uge for første gang overværede en naturlig fødsel. I Iran foregår 70 procent af alle fødsler ved kejsersnit. I The Guardian.

»Med fare for at lyde højtravende, så er flirt sanselighed, flirt er en livsappetit. Det er en måde at gå til kroppen og sproget og udtrykket på. Flirt er SuDoKu for sensualiteten.«

Mette Holbæk, chefredaktør, giver kommunikationsdisciplinen flirt sine varmeste anbefalinger. I Nova.

»Juryen voterer stadig, hvorvidt Victoria Beckham bare er en lille dame uden smag eller et manipulerende nips. Men det går vel an at konstatere, at en hvilken som helst kvinde, som spørger den person, der tager hendes foto til kørekortet, om han kan retouchere, enten a) har det rigtig sjovt, eller b) er Paris Hilton.«

Katryn Flett, TV-kommentator, som udnævner Victoria Beckham til et stort komisk talent efter premieren forleden på hendes nye TV-dokumentarshow på NBC. I The Observer.

»Jeg er en ægte londoner, og jeg har boet de seneste seks måneder i Gloucestershire. Ingen fortalte mig, at jeg ville få brug for en ark til at komme omkring.«

Urmee Khan, journalist, i sin dagbog om oversvømmelserne i Gloucestershire, hvor hun troede, hun skulle nyde det smukke landskab og spise scones i solskinnet. I The Observer.