Megafon!

»Vi ved fra internationalt hjælpearbejde, at der ved krig, kriser eller naturkatastrofer bliver brugt mange penge på børn og børnefamilier. Det er godt, men man glemmer altid de ældre.«

Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, om Udlændingeservice, der ofte frasorterer gamle flygtninge, fordi de mangler »integrationspotentiale«. Til Kristeligt Dagblad.

»Mange er sent modne, det glemmer vi. Blandt andet fordi vi har behandlet vores halvvoksne børn som babyer og taget alt på os, så må vi anerkende, at de altså er, hvor vi blandt andet selv har placeret dem. Som uansvarlige.«

Socialrådgiver Tine Bryld om tidens unge drenge. Til Alt for Damerne.

»Det var ligesom et voldsomt jordskælv. Vi så hundredvis af mennesker, der løb grædende og skrigende op ad Third Avenue«.

Tidligere CNN-reporter, Adaora Udoji, om den voldsomme dampeksplosion, der onsdag skabte panik og terrorangst i New York. Til New York Times.

»Når naboen hilser og hunden ikke længere gør af dig så er det tid til at rejse videre.«

Christoph Hübscher, der i seks år har levet som naver - en slags rejsende håndværker, der krydser verden, mens han uddanner sig. Til Jyllands-Posten.

»Du kan få en halv liter øl for en femmer, og det er jo et fornuftigt parameter, når man skal trække folk til.«

Rejsedirektør fra Apollo, Jan Lockhart, om det omdiskuterede rejsemål Sunny Beach i Bulgarien, som i år tiltrækker 16.200 danskere. Til Politiken.

»Schackenborg er bedst, når man er to. Det er meget stort til en person.«

Prins Joachim lader sig interviewe om fremtiden med kæresten Marie Cavallier. I Billed-Bladet.

»Jeg har hørt om det, men jeg har ikke de præcise informationer netop nu.«

Iransk politichef bekræfter anholdelsen af 14 egern, som er mistænkt for at spionere for en vestlig efterretningstjeneste. Til Sky News.

»Jeg forbereder mig på at dø.«

Selv om britiske agenter forhindrede et mordforsøg, føler den russiske milliardær, Boris Berezovsky, sig stadig truet. Til The Sun.