Megafon!

»Vi står overfor enorme forhindringer. Og hvis du er truet af øjeblikkelig skakmat, så tænker du ikke på, om dine bønder står godt til et slutspil. Du tænker kun på at beskytte din konge.«

Den tidligere skakverdensmester Garri Kasparov, der støtter bevægelsen Det Andet Rusland og efterlyser større opposition mod præsident Putin.

I Information.

»Indgangen til den anden atomalder­ begrundes med summen af aktiviteterne i Nordkorea og Iran, tilsat 26.000 atomvåben i USA og Rusland, samt 1.400 ton højt beriget uran og 500 ton plutonium fordelt­ 140 forskellige steder på kloden, på a-kraft-værker, forsøgsreaktorer og militære anlæg.«

Rolf Ask Clausen i lederen »Enden er nær« om verdens vej ind i en ny atomalder.

I Ingeniøren.

»CCTV er et nationalt TV-netværk. Af respekt for etniske og kulturelle traditioner vil vi holde billeder af grise væk fra skærmen.«

Talsmand fra Kinas statskontrollerede TV om et forbud mod grise i reklamer. Landet har omkring 20 mio. muslimer.

I Jyllands-Posten.

»Tænk, at en storskrydende tumling som Tøger Seidenfaden kan komme af sted med at lægge en meningsdyne ned over stort set hele Politikens stab af medarbejdere. Og tænk, at Politikens læsere ligger godt i denne meningsdyne.«Læserbrevsskribenten Caspar Reiff om chefredaktør Tøger Seidenfadens kritik af statsminister Anders Fogh Rasmussens kritik af DR's rolle i den afghanske fangesag.

I Politiken.