Medier og medløbere

Ole Hyltofts nye roman er et underholdende kulturkritisk indlæg med Berlingske som hovedscene.

Københavnerpigen og journalisten Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Midtvejs i Ole Hyltofts nye roman, der er sidste, selvstændige del af en trilogi om hele det 20. århundrede, bliver en af bogens hovedpersoner, journalisten Christmas Vingaard, på vej ind til sin avis, Kjøbenhavns Tidende, forfulgt af et af de grønne bude, og dette giver den udmærkede journalist anledning til at huske, at hans mor havde fortalt ham, at under krigen cyklede alle mennesker, og at den tids grønne bude kaldtes for asfaltcowboys eller svajere. Dette er et af de sære træk ved Hyltoft som romanforfatter: lige meget hvad hovedpersonerne støder på, så bryder de ud i minder fra besættelsen eller deres barndom. Ofte meget detaljerede minder.

Jævnligt – fortsætter journalist Vingaard sin indre monolog – følte han sig mere på bølgelængde med den tid end med nutiden, hvor en »humoristisk tegning af Muhammed i en dansk avis havde fået millioner af muslimer i hele verden til at gå ud af deres gode skind. Det skinbarlige vanvid. Var menneskeheden en dyreart af let ophidselige sindslidende? Man måtte da have kuppelkatar, når man tilbad en religion, der gjorde, at alle de kvinder, Christmas havde været i seng med – undtagen Gerd, hans kone – skulle stenes til døde«.

Kulturkamp

Dette er bogens hovedtema: kulturkampen mellem den dansk-vestlige kultur og den islamiske indvandrerkultur. Men også kulturkampen mellem »De Retfærdiges kreds«, dvs. det selvsikre kulturradikale borgerskab omkring »Dagbladet« og dem, der som Dansk Folkeparti og kernen i det gamle socialdemokrati forsvarer dansk kultur og fædrelandets imperativ. Dette hovedtema er indbagt i et dramatisk plot, der både indeholder terrordrab, trækker tråde tilbage til besættelsen og udleverer den hær af kulturelle, politiske og medietilknyttede medløbere, som den uforfærdede stridsmand Ole Hyltoft altid har haft et godt øje til og forsynet med prædikatet glidegæs, ligesom han i sin tid skabte begrebet munkemarxister.

Selv om Ole Hyltofts kronikker og essays viser ham som udrustet med æstetisk sensibilitet, virker romandigteren Hyltoft mærkeligt uden selvkritik. Hans kompositionsteknik er grov, personerne firkantede, overgangene umotiverede, scenerne uformidlede. Alligevel er bogen underholdende og vedkommende som et kulturkritisk indlæg. Den er en menings- og holdningsroman med en varm kærlighedserklæring til det gamle socialdemokrati, dansk kultur, nordsjællandsk natur og dem, der med egne hænder byggede landet.

Den indskriver sig i litteraturhistorien ved ikke at have »Dagbladet«, dvs. Politiken, som hovedscene. Hyltofts »Kjøbenhavns Tidende« er Berlingske, og adskillige af figurerne er mere eller mindre genkendelige, til fornøjelse for de indforståede. Dog vil Lisbeth Knudsen næppe hilse en medarbejder sådan: »Jeg ser vores stjernereporter har søgt beskyttelse hos stærke kvinder«. En burlesk figur er en vis præst ved navn Ingolf Bötefyhr, kaldt »Evangelisten«, der ustandselig render rundt og forstyrrer med sine vittigheder ligesom Johannes Møllehave, der engang fik karantæne på Kristeligt Dagblad af den grund. Af såret forfængelighed konverterer Evangelisten til islam, hvorefter han kommer ulykkeligt af dage. Ifølge plottet absolut fortjent, men det har Møllehave da ikke!

Hvem: Ole Hyltoft

Hvad: Københavnerpigen og journalisten. Udkommer i dag.

Hvor: Hovedland, 238 sider, 239 kroner.