Mediekommentar: Simi Jan har overlevet trusler fra Taleban, men hun overlevede ikke Ghita Nørbys vrede

Mediekommentar. Så er den gal igen: Ghita Nørby pillede TV 2s Simi Jan fra hinanden for åben skærm. Men lytter man til ordene bag Nørbys nedladende facon, er der en slags mening med galskaben.

 
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad lavede Ghita Nørby på en klapstol i en rundkørsel sammen med »Go' aften Live«s interviewer Simi Jan?  Hvorfor havde hun overhovedet sagt ja til at være sommergæsten, der skulle fortælle hyggelige minder fra sin opvækst hos far og mor i Nyhavn og siden fra de mange år på Det Kongelige Teater?

Når nu formatet, spørgsmålene, samtalepartneren bød hende så meget imod?

Den store skuespiller har igen skabt store overskrifter ved at gå til modangreb på en journalist, hvis fremgangsmåde hun ikke brød sig om. Denne gang i bedste sendetid og for rullende kameraer. »Idiotisk« var det ord, hun hæftede på Simi Jans spørgsmål, og hendes livsråd til den yngre kvindelige journalist var i fremtiden at tænke sig bedre om, når hun skulle interviewe.

Men vidste Ghita Nørby ikke, hvad det var, hun havde stillet op til? Det må man da tro, hun gjorde. Her kan hun ikke påkalde sig at være blevet udnyttet. Er der nogen, der er blevet interviewet forfra, bagfra og fra siden gennem et langt liv, så er det hende.

Er der nogen, der har skullet svare mere eller mindre beredvilligt på alt fra madopskrifter over yndlingsroller til meningen med livet, siden hun sprang ind på en teaterscene eller foran et kamera, så er det Ghita Nørby. Så hvorfor dukkede hun overhovedet op – ovenikøbet med en hund på slæb – for at deltage i noget, hun udmærket godt vidste, hvordan er?

Skulle aldrig være mødt op

Vi kan godt blive enige om, at Ghita Nørby aldrig skulle være mødt op i et program som »Go' aften Live«, hvor den journalistiske originalitet med fuldt overlæg kan ligge på et meget lille sted, når hun ikke er villig til at lege med.

Vi behøver heller ikke at skændes om, at Ghita Nørby da sagtens kan få sine pointer frem uden at fratage den, der er så uheldig at interviewe hende, al hæder og ære. Det er tilmed muligt, at Ghita Nørby slet ikke er noget specielt rart menneske, når hun ikke vil være det, selvom nogle stadig hårdnakket nægter at tro, at hun slet ikke er en klog Ingeborg Skjern eller en gæv Regitze i virkeligheden.

Det kan heller ikke afvises, at hun er ondere i sulet på yngre kvinder, der taler med hende, end på andre. Jeg har nu også overværet, hvordan mænd har oplevet Ghita Nørbys tordenbragsvrede som lyn fra en klar himmel. Så den statistik holder næppe hele vejen.

Men lytter man til Ghita Nørbys svar på det, Simi Jan spørger hende om, så giver de faktisk mening, hvor uvenligt de end er formuleret. Har Ghita Nørby egentlig ikke ret i, at de spørgsmål, Simi Jans redaktion havde forberedt til hende, og som på nærmest parodisk ugeblads-tv-facon hoppede rundt mellem hyggeminder til »Er du bange for at dø?«, var pænt idiotiske?

Skrællede man den nedladende facon af hendes ikke videre sympatiske frontalangreb, er mediekritikken sådan set rigtig nok.

Sagen er, at journalistik – næsten uanset, hvilken form den tager – reducerer mennesker. Den gør dem mindre, koger dem ind, sætter dem på formel, så de passer ind i det, der skal komme ud i den anden ende. Den kan aldrig favne et menneske 100 procent.

Journalistikken prøver desperat, men kan aldrig nogensinde rumme livets kompleksitet. Den må for evigt give fortabt over for nuancer, gråzoner og skygger. Den vil så gerne trænge ind, forklare, udlægge, kaste lys over. Men det lykkes den aldrig, uanset hvor meget den prøver. Hele sandheden, hvis den findes, kan den aldrig fange ind.

Jeg ved ikke, hvor mange gange Simi Jan, der ellers på næsten overskruet fangirlagtig facon gik ind til interviewet, omtalte sit offer som »hele Danmarks Ghita«, som »vi allesammen kender«.

Gu' gør vi da ej, må man bare sige.

»Go' aften«-værten var skræmt på forhånd og talte til den 86-årige, som om hun var ti. Det kan jeg da godt forstå, hun var jo ikke ordentligt forberedt. Det var denne reduktion af sig selv, sit arbejde, sit liv, Ghita Nørby instinktivt reagerede imod, og som hun ikke ville underlægge sig.

Hvad var der sket, hvis Simi Jan havde opgivet sine præfabrikerede klichespørgsmål, der blev værre og værre, havde kastet sin leflende facon over bord og havde ført en almindelig samtale?

Og hvad var der sket, hvis hun havde stået op for sig selv, givet sin overfaldskvinde igen, nu hvor den dårlige stemning alligevel havde indfundet sig, og havde startet en samtale derfra i stedet for at krybe som en pryglet hund og give Ghita ret i, at man ikke kunne spørge på den måde, hun gjorde? Jeg oplevede egentlig, at der var en åbning fra Ghitas side efter hver afvisning. Ja, hvad var der sket, hvis et menneske havde mødt et menneske?

Nu slap ingen af dem fra stedet med livet i behold. Hverken uvejrsfænomenet Ghita Nørby, der bør tage en pause fra offentligheden og koncentrere sig om det arbejde, der er hendes liv, eller Simi Jan, der har overlevet Talebans trusler og raketangreb i alverdens krigszoner, men som her blev bombet sønder og sammen af en ældre skuespillers bomberegn.