Mediekommentar: »Hvorfor snakker vi ikke om mig?« bør tjene som filosofikum for middelklassens humaniorakvinde

Hvor er det dog befriende. I årevis har det – ganske misforstået – været udtryk for et privilegeret, hvidt, mandligt kvindehad at pege på de åbenlyst irriterende karaktertræk ved de arketypiske, akademiske middelklassekvinder.

Siden det identitetspolitiske hurlumhejhus fik lagt sin første sten på dansk jord, har det været uendelig svært for almindelige mennesker at kritisere en veluddannet kvinde i slut-20erne eller start-30erne uden at blive kategoriseret som et mandesvin af et røvhulshul.

Men i satireserien »Hvorfor snakker vi ikke om mig?« ses nu en række sketch med diverse, unge, arketypiske kvinder, der på hver sin måde opfører sig øretæveindbydende.

Med serien, der sendes på DR2, er det gået, som det går, når folk får øjnene op for den gave, selvironi er: Den hvide, privilegerede middelklassekvinde har pludselig mulighed for at grine af sig selv.

Og der er rigeligt at grine af. Typen, der selv synes, hun synger vildt godt, og derfor synger meget. Typen, der udtaler »Barcelona« som »Bartheloña«. Typerne, der diskuterer, om yoga er rigtig yoga, når det er i fitnesscentret. Et venindepar, der laver en podcast, hvor de indledningsvis konstaterer, at »vi lever i en vanvittig tid«.

Ikke mindst får de to kvinder tegnet et eksempel på den makabre mavefornemmelse, man får, når voksne kvinder i ramme alvor kan kigge ind i selfiekameraet på en iPhone, indlede med et »hey guys!« og sende live fra morfars begravelse.

En situation, jeg har set mere end et eksempel på i det virkelige, virtuelle liv, der udspiller sig i mit eget Instagram-feed, og som legemliggøres i satireprogrammet i form af figuren Alberte My Line Mikkelsen.

Halvt på dansk, halvt på engelsk tager hun os med på en opstillet omgang af morfars sidste rejse:

»Oh guys, I'm so sad. Seriously, I don't know, what's going on, jeg er virkelig ked af det, min morfar er død. Han døde her for et par uger siden, og han skal begraves i dag. Granddaddy, I miss you so much. I miss your laugh, I miss you smell. I miss the sense of your humor. Følg med i dag. Den står på begravelse.«

Senere igen sender hun live fra selve begravelsen, hvor de grædende pårørende får et »sjovt« kaninørefilter, og Alberte My Line Mikkelsen får taget et billede med urnen, som hun kysser på toppen, som var det hans pande.

»Så er det morfars sidste selfie. Der ligger han. »Bye, bye, morfar,« siger hun, hvorefter hun solo fremfører »Altid frejdig, når du går« til billederne af morfars urne, der sænkes i jorden med Instagrams boomerangeffekt.

Dybt grotesk og usmageligt, men jo ikke engang voldsomt langt fra virkeligheden. Og det er dét, der gør det sjovt.

Jeg tror, at jeg vil begynde at sende serien rundt som pensum til alle de allermest øretæveindbydende af de selviscenesættende, veluddannede, middelklassekvinder i min omgangskreds.