Kan man lave programmer, hvor kunsten selv får lov til at tale? Hvor en lyriker for eksempel forholder sig til egne smalle digtsamlinger i 55 minutter?
Det har de gjort på Radio24syv med det fremragende program »Poesibogen«.
Hvis DR skulle have lavet samme format, havde man tilsat mindst to kendte mennesker, en smilende vært samt et jovialt klappende publikum. I fjernsynet kæmper man tilsyneladende stadig med at finde det rette greb, når man skal formidle kultur, og i disse år er det så det folkelige element, man hiver op af hatten og drysser ud over kulturen, den uvorne unge.
Fordybelsen må man tage i »Deadline«, der i går havde inviteret forfatteren Kristian Bang Foss indenfor til en snak om klasssamfundet. Det er ikke »Poesibogen«, men det er da et forsøg på at lade kulturen tale for sig selv. Helt uden klapsalver undervejs.
Det gælder Den klassiske musikquiz, det gjaldt Gejst, og det gælder i den grad K2, der havde premiere på DR2 søndag aften. Kultur – det er noget, der samler os.
Under ledelsen af værten Ane Cortzen sidder tre gæster, i premiereafsnittet musikeren Annika Aakjær, kunsthistorikeren Bente Scavenius og filminstruktøren Fenar Ahmad, og diskuterer udvalgte kulturoplevelser.
Var det ikke for publikummet (der tilmed har været til fællesspisning inden optagelse) og den nye vært, kunne man næsten få deja-vu til dengang, man sad i samme sofa og så Smagsdommerne, der som bekendt lukkede i 2015. Dengang varslede programmets faste vært, Adrian Hughes, at han skulle bruge den kommende tid på at udvikle et nyt kulturformat til DR2.
Hvis resultatet af de overvejelser er »K2«, kan man undre sig over, at han skulle tænke så længe. Formatet ligner i den grad en kopi af den gamle succes. Det er bare lidt kedeligere.
De inviterede gæster diskuterer »Rambo«, en udstilling med ung dansk kunst på Arken, samt astrologi, som åbenbart er en stigende tendens herhjemme, hvor folk får lagt horoskoper og hører astrologiske podcast. Samtalen kredser her mest om gæsternes eget forhold til deres horoskop og tvivlen, der opstår, når astrologen fortæller oplagte sandheder – for eksempel at Ane Cortzen godt kan lide at have et publikum.
Det er ikke specielt dybdebordende og desværre - heller ikke - særlig morsomt. Ingen bliver uenige, værten sørger for, at vi holder os til hyggesnakken. K2 skal glide ned sammen med aftenmaden. Værsgo og velbekomme. De tre gæster er der ikke noget i vejen med. De er fine og gør, hvad de skal.
Men de går aldrig for alvor i dialog med hinanden. Værten sørger for at holde dem adskilt, måske for at sikre den gode stemning. Publikum skal gå glade hjem.
Det bliver lidt bedre, da en af gæsterne får lov til at tale om noget, hun ved noget om. Jeg lytter altid gerne, når Bente Scavenius taler kunst, så da programmet når til den politiske kunstudstilling på Arken, sker der noget. Men selv om både Annika Aakjær og Fenar Ahmad er godt selskab, så bliver det ved det godmodige.
Måske er det vilkårerne i et program, hvor der er afsat 30 minutter til tre forskellige oplevelser, tre gæster samt et livepublikum, der med håndsoprækning skal tage stilling til de forskellige emner. Ingen af tingene behandles særligt indgående, det bliver kun til en hyggelig overflyvning, hvor seerne kan få lidt inspiration til den kommende uges fritid. Kulturen er endnu engang reduceret til at indgå som underholdning i et guideformat for de seere, der tør kaste sig ud i den slags.
I Smagsdommerne var der dog en vis uenighed, der kunne få tingene til at gnistre. I K2 er paneldeltagerne ret enige om alting.
Fordybelsen må man tage i Deadline, der inviterede forfatteren Kristian Bang Foss indenfor til en snak om klassesamfundet. Det var ikke Poesibogen, men det var da et forsøg på at lade kulturen tale for sig selv. Helt uden klapsalver undervejs.
