Folketingets altfavnende formand, Pia Kjærsgaard, var forud for weekendens store Eurovision Song Contest-finale ude på Twitter for at meddele sig. Hun ved et og andet om, hvad der bevæger sig i folkedybet, og den chance skal man ikke lade gå fra sig midt i en valgkamp. Fra sit åndelige panic room, der uden tvivl ligner en kolonihave fra 1955, fik hun både hyldet den danske deltager Leonora og hejst Dannebrog for nationale værdier som den hjemlige sprogskat.
Så langt, så godt – det er det næsten umuligt at være uenig med hende i. Og også jeg kan sagtens drømme mig tilbage til engang, hvor musikken betød mere i konkurrencen. Sangene i Eurovision er nu hverken værre eller bedre end i 1956. Men hvis man begræder, at der er i dag er større fokus på det spektakulært visuelle som i hele vores kultur, eller er ked af, at melodilinjen har tabt terræn i forhold til produktionen, så forstår jeg godt kritikken.
