Det er jo i forvejen grotesk, at man i visse kredse i mere eller mindre grad vil udelukke de ældre, hvide, priviligerede mænd fra debatten. Det faktum fremstår endnu mere grotesk, når man i programmet »Ronkedorerne« hører, hvor meget en forsamling af mænd fra netop denne kategori har på hjerte. Og det er ikke hvem som helst, DR2 har inviteret til diverse tremandsmiddage i forskellige konstellationer:
Entertaineren Jacob Haugaard, præst Flemming Pless, tidligere ceremonimester Christian Eugen-Olsen, juraprofessor Ditlev Tamm, journalist Lasse Ellegaard, multikunstner Erik Clausen, billedhugger og professor Bjørn Nørgaard, filosof Arno Victor Nielsen, filmproducent Peter Aalbæk Jensen, politiker Bertel Haarder, journalist Lasse Jensen og reklamelegenden Peter Wibroe.