En medarbejder på Berlingske har fratrådt sin stilling, efter at chefredaktionen i november modtog en klage over krænkende adfærd på Berlingske.

Det bekræfter Mette Østergaard, der er chefredaktør på Berlingske.

»En medarbejder på Berlingskes redaktion har i dag fratrådt sin stilling på Berlingske med øjeblikkelig virkning,« siger Mette Østergaard.

I begyndelsen af november modtog chefredaktionen en klage.

»Klagen har en sådan karakter, at vi beslutter os for, at vi skal handle på den. Vi får hjælp af Human House, der er specialister i at undersøge #metoo- og krænkelsessager, og de har den fornødne viden om lovgivning og retningslinjer, der findes på området. Human House talte med parterne, indkaldte vidner og fik dokumentation om forløbet. Det samlede Human House i en rapport, som chefredaktionen modtog mandag. Konklusionen i rapporten er ganske klar, og det er på baggrund af den konklusion, at vi på Berlingske har sagt farvel til den pågældende medarbejder, som har fratrådt sin stilling med øjeblikkelig virkning,« siger Mette Østergaard.

»Vi kan ikke sige mere om, hvad krænkelsens karakter er,« siger chefredaktør Mette Østergaard.
»Vi kan ikke sige mere om, hvad krænkelsens karakter er,« siger chefredaktør Mette Østergaard. Søren Bidstrup

Kan du sige mere om, hvem medarbejderen er, eller hvilken funktion medarbejderen har?

»Fordi det er en personalesag, kan jeg ikke oplyse, hvilken medarbejder det er. Men jeg kan sige, det ikke er en chef, der har fratrådt sin stilling. Vi kan heller ikke sige mere om, hvad krænkelsens karakter er. Det har været vigtigt for os at orientere Berlingskes redaktion om, at der har været en krænkelsessag, som vi har undersøgt grundigt for at være sikker på, at vi har begge parters opfattelse af forløbet, og at vi selvfølgelig som ledelse tager det dybt alvorligt, og håndterer sagen med de konsekvenser, som er nødvendige i en sådan sag.«

Du siger, det er vigtigt for jer som ledelse at vise, at I tager det alvorligt. Er det på grund af den seneste tids dårlige sager? Og kan du forstå, hvis medarbejderne er berørte af sagerne?

»Det er klart, det er en hård tid for Berlingske Media, hvor mange sager falder sammen. Jeg vil gerne understrege, at denne sag intet har noget med de øvrige sager i huset at gøre. Det er en ny sag, som vi ikke har hørt noget om før november. Det er rigtig ærgerligt og rigtig kedeligt, at der kan opstå sådan en sag, og jeg håber inderligt, at de diskussioner og det fokus, der er nu på mediebranchen, gør, at vi forhåbentlig får færre af den slags sager fremover. Men når de kommer, skal de håndteres ordentligt.«

Fratrædelsen sker dagen efter, at en redaktør på B.T., der ligesom Berlingske hører under Berlingske Media, blev opsagt.

Otte studentermedhjælpere på B.T. klagede i oktober 2020 over, at redaktøren opførte sig sexistisk over for dem. Senere videresendte en af de otte studentermedhjælpere, Anne Louise Kragh Rühe, en række grænseoverskridende beskeder, som redaktøren havde sendt hende, til ledelsen i Berlingske Media. Sagerne førte til, at redaktøren fik en advarsel. Alligevel indløb der lørdag endnu en klage over krænkende adfærd fra samme redaktør, fra efter han havde fået advarslen, og derfor blev redaktøren opsagt.

Behandlingen af studentermedhjælpernes klager førte til kritik af den nu forhenværende chefredaktør på B.T., Michael Dyrby, som for nylig indrømmede at have haft »upassende forhold« og at have krænket i sin tid som nyhedsdirektør på TV 2.