Med paraderne oppe

Danske Iceage turnerer over hele verden og bliver i udenlandske medier hyldet som punkrockens redning. Succesen hviler på en kompromisløs tilgang til musikken og en stålsat tro på egne evner.

Interview med det unge danske rockband Iceage, der snart er klar med deres tredje album. Fra venstre er det Jakob Tvilling Pless, Elias Bender Rønnenfelt, Johan Suurballe Wieth og Dan Kjær Nielsen. Fold sammen
Læs mere

»Du kan finde det en milliard steder på nettet,« sukker Johan Wieth Suurballe på spørgsmålet om, hvordan han fandt sammen med sine bandkammerater.

Den slags er typisk Iceage. De fire unge herrer gider ikke gentage sig selv. Og de kunne aldrig drømme om at lefle for nogen.

Og Iceage-guitaristen har jo i virkeligheden ret. På trods af den reserverede attitude findes der næppe noget andet dansk band, der har genereret mere omtale i udenlandsk presse de seneste par år. Fra toneangivende musikmedier som Pitchfork og Rolling Stone Magazine til aviser som The New York Times, Washington Post og The Guardian. Alle har de omfavnet de fire unge københavnerknægte og deres brutalt kværnende rockmusik.

Vi møder det danske verdensnavn i deres ramponerede øvelokale på ydre Nørrebro et par uger før udgivelsen af deres tredje album, »Plowing Into The Field Of Love«, der udkommer på mandag. De deler det store lokale med åndsfællerne fra de ligeledes roste bands, Lower og Communions. Inde ved siden af ligger spillestedet Mayhem. Lokalerne har de seneste år dannet ramme om et undergrundsmiljø bestående af Iceage-drengene og et par og tyve af deres venner, der spiller sammen på på kryds og tværs i et mylder af forskellige konstellationer.

Med en strøm af små hjemmegjorte udgivelser på tilknyttede lokale labels som Posh Isolation og Escho inden for genrer som punk, noise, industrial og techno har de skabt deres egen lille scene, der i begejstrede udenlandske medier er blevet kaldt »The New Way Of Danish Fuck You«.

»Det handler først og fremmest om at lave det for os selv. Der er ikke nogen her, der laver noget, fordi det skal være det næste store,« fortæller Johan Wieth Suurballe.

Forsanger Elias Bender Rønnefelt overtager:

»Det kører meget på impulser. Vi prøver ikke at sætte for mange mærkater på herude. Fællesnævneren er måske, at de fleste af os prøver at søge mod en eller anden form for skønhed. Hvad end den findes i noget rent eller beskidt. Vi har aldrig haft drømme om at bryde igennem som sådan. Det skete bare, og så var det bare det, der var virkeligheden.«

Da Iceages debutalbum »New Brigade« blev udsendt herhjemme i januar 2011, gik både Elias Bender Rønnefelt og bassist Jakob Tvilling Pless stadig i gymnasiet. Ingen af dem nåede at få studenterhuen. Inden længe var deres vilde koncerter på alles læber, og så begyndte henvendelserne fra udlandet at strømme ind. I juni 2011 udkom »New Brigade« i USA, og kort efter spillede de fire danske teenagere deres første koncerter over there.

»Lige pludselig var vores plade ude i hele verden. Og så fandt vi ud af, at der var folk over det hele, der gerne ville høre os. Derfra blev vores liv mere eller mindre en lang tour. Til at starte med syntes vi, at det var surrealistisk, at der var nogle, der skrev fra den anden ende af verden. Det bliver først for alvor virkeligt, når man kommer ud og møder alle de her mennesker. Men jeg tror, at vi var ret svære at imponere dengang. Så det er heller ikke noget, der har rodet alt for meget ved vores hoveder,« siger Elias Bender Rønnefelt.

Der er noget meget udansk ved Iceages stålsatte tro på egne evner. Hvor den kommer fra, er ikke til at sige. De fire knægte, der blev venner på Bordings Friskole som 12-13-årige, får man ikke til at forklare det. Men den uimponerede og selvtilstrækkelige attitude har været der lige fra start af. Og påvirker til stadighed den måde, de griber tingene an på i dag, hvor de alle stadig kun er i starten af 20erne.

Et eksempel er bandets nuværende samarbejde med Matador, der er et af verdens førende uafhængige pladeselskaber. Allerede efter udsendelsen af »New Brigade« begyndte selskabet at udvise interesse. Men hvor de fleste andre danske bands ikke ville tøve et sekund med at underskrive en aftale, skulle der langt mere overtalelse til, før Iceage bed på krogen.

»Vi var vanvittigt svære at arbejde med i starten. Der blev sagt nej til næsten alting,« siger Elias Bender Rønnefelt.

Hvorfor havde I nej-hatten på så meget i starten?

»Vi havde paraderne meget oppe. Vi ville ikke gå på kompromis med vores integritet,« siger Johan Wieth Suurballe uden at blinke.

»Når man lige pludselig bliver kastet ud i den kommercielle indie-verden, er det ret skrøbeligt for nogen, der var så grønne, som vi var på det tidspunkt. Vi var nødt til at have paraderne oppe, så der ikke kom nogen og påvirkede os til at blive et band, vi ikke havde lyst til at være,« siger Elias Bender Rønnefelt.

Men de fik jer overtalt til sidst. Hvad gjorde udslaget?

»Da vi skulle udgive vores anden plade, »You’re Nothing«, virkede de bare som det mest fornuftige tilbud blandt dem, vi havde fået. Men det var ikke fordi, at der var nogen af deres artister, som vi var helt vilde efter at komme i stald med,« siger Elias Bender Rønnefelt og fortsætter:»Selvfølgelig er det en hjælp at være på så stort et selskab. Men jeg mener ikke, at det er Matadors fortjeneste, at vi er vokset. Jeg tror sagtens, at vi kunne have spillet de koncerter, vi har gjort uden at have signet med dem. Det er i virkeligheden meget simpelt: Vi vil gerne have vores plader distribueret i hele verden. Og i stedet for som første gang at skulle have seks forskellige pladeselskaber, er det nemmere bare at have ét, der dækker hele verden.« Den kompromisløse tilgang går igen på koncertfronten, hvor de bl.a. har sagt nej til at varme op for store navne som Queens Of The Stone Age og Interpol på både europæiske og amerikanske turnéer. Tjanser som de fleste andre rockbands ville give deres højre arm for.

»I den kommercielle pladeindustri er supportjobs noget mindre bands gør for at vinde publikum. Så står du der hver aften: »Se os! Vi er også fede! I skal også kunne lide os!« Det virker næsten patetisk,« siger Johan Wieth Suurballe.

»Ja, vi vil hellere spille for færre mennesker, som er kommet for kun at høre os. Vi gør tingene på vores måde, og hvis folk har interesse, så må de hjertens gerne komme til os,« siger Elias Bender Rønnefelt.

Den store udenlandske opmærksomhed har dog også haft sin bagside for de egenrådige danskere. Bandet har blandt andet måttet slås med beskyldninger om at være racister og have fascistoide undertoner i deres musik og artwork. Beskyldningerne kom især på baggrund af nogle illustrationer, som Elias Bender Rønnefelt havde lavet, da han var 17 år, og som stadig florerer på nettet. Tegningerne forestiller bl.a. en gruppe mænd, der truer en anden mand med knive iført hvide kutter med jernkors på.

»Det var nærmest bare objektive tegninger af, hvad der optrådte i forskellige aviser. Det blev så tolket som om, at vi var fortalere for den hvide race. Men det bunder bare i en bunke fuldstændig inkompetente, dårlige journalister, der prøvede at skabe en sensation. Vi synes, at det var virkelig lavt,« siger han.

»Men når nogen skriver en sensationsartikel, er der selvfølgelig en del, der følger trop. Det faldt heldigvis til jorden, da folk fandt ud af, at der ikke var noget at komme efter.«

I dag er det musikken, som larmer mest. Lige som Iceage vil have det. På deres nye album »Plowing Into The Field Of Love« har de dog skruet en anelse ned for de brutale punk-overgreb og åbnet op for et mere nuanceret og – tør man sige det – imødekommende univers. De punkede attituder krydser nu klinger med både horn, strygere, forvredne country-elementer og et klarere melodisk fokus.

»Jeg tror måske, at det er en modreaktion på, at det var så kompakt før. Vi har altid været interesseret i at fylde mere på, men det var der ikke rigtig plads til før. Vi har gerne villet lave noget, der var mere åbent denne gang,« siger Elias Bender Rønnefelt.

I er jo blevet kendte som et punkband. Hvor langt kan I strække jeres udtryk og stadig være Iceage?

»Jeg tror ikke, at der er nogen grænser for, hvilket band vi kan være. Vi putter ikke restriktioner på os selv på den måde,« siger Johan Wieth Suurballe.

Elias Bender Rønnefelt opsummerer:

»Så længe det går fremad både kreativt og med interessen, er vi tilfredse. Vi tænker ikke så langt frem. Der er i hvert fald ingen af os, der går rundt og drømmer om at være rock-dinosaurer en dag.«

Iceages nye album, »Plowing Inte The Field Of Love« udkommer på mandag.