Hvis det er nogen trøst for Morten Østergaard, så er han ikke alene. Ikke ret længe i hvert fald. Hvis #metoo-bevægelsen i Danmark kommer til at følge den kurve, den har fulgt i andre lande, bliver den nu forhenværende radikale leder ikke den sidste, der kommer til at se sin karriere blive afsporet af #metoo-toget.
Morten Østergaard er blevet levendegørelsen af proppen i ketchupflasken, der, når den først ryger af, indvarsler en ny æra. Når den første magtfulde mand betaler prisen, følger flere som regel efter. Østergaard har også genaktualiseret den sandhed, der blev endegyldig under optrevlingen af Watergate-skandalen: »It's not the crime, it's the cover-up.«
Morten Østergaard mistede ikke sin position på grund af den gamle krænkelse, men fordi han ikke forstod eller fornægtede dynamikken i den bevægelse, hans eget parti har gjort politisk.
At #metoo-snebolden kan nedfryse en karriere på ingen tid, er der masser af eksempler på. Selv i hedebølgestaten Arizona, hvor jeg lige nu opholder mig ganske tæt på den kreds, der sikrede det republikanske kongresmedlem Trent Franks flere valg.
Men da Hollywood-mogulen Harvey Weinstein blev afsløret og eftertrykkeligt væltet i 2017, red kvinder i hobetal med på #metoo-bekendelsesbølgen. To af dem var ansat hos Trent Franks og klagede over, at Franks havde spurgt, om de ville agere rugemor for ham og hans hustru. De var endda i tvivl om, hvordan han mente, befrugtningen skulle foregå. Den religiøse Franks måtte tage den politiske himmelflugt.
Tog sovende kvinde på brysterne
Omtrent samtidig måtte den demokratiske senator Al Franken gå hjem via den ensrettede walk of shame, da et 11 år gammelt billede viste, hvordan han befamlede en sovende kvinde på brysterne.
Al Franken var kendt som en progressiv helt i det venstreorienterede USA, men da flere kvinder stod frem med sexismebeskyldninger, var han færdig. Han fik endda en salut med på vejen af USAs præsident. Donald Trump, der selv er anklaget for at have forulempet adskillige kvinder gennem tiden, sendte senatoren på pension med øgenavnet »Al Frankenstein«.
Sagerne er ikke sammenlignelige med Morten Østergaards hånd på et damelår, men mønstret er. Alene op til midtvejsvalget i 2018, da lavaen fra #metoo-vulkanen stadig var brændende varm, blev mindst 25 amerikanske politikere enten tvunget til at opgive karrieren eller mødt med sagsanlæg og udskamning. I 2018 måtte over 200 mænd fra toppen af den amerikanske magtpyramide forlade deres job i løbet af #metoo-bølgens første år.
De skandaler, der har udfoldet sig i udlandet, hvad enten det er i USAs magtelite, i det britiske parlament eller i Sveriges kulturelite, har én ting til fælles: Når først #metoo får konsekvenser i det øverste magtlag, spreder effekten sig. Morten Østergaards exit vil formentlig styrke bevidstheden om, at selv de tungeste kan væltes.
Amerikanske tilstande
Det store spørgsmål er så, om vi nu har fået amerikanske #metoo-tilstande i Danmark. Svaret er både-og.
Morten Østergaards skæbne skubber til den magtudvikling, der er sket i USA – den, som giver den krænkede mere magt. Østergaard-affæren er også med til at afmontere det hyppige argument om, at »det er en gammel sag«.
#Metoo er som bevægelse netop kendetegnet ved sin insisteren på at rydde op i en forældet tidsånd og ditto seksualmoral. Østergaards afgang tydeliggør, at tidens gang ikke freder de mænd, som på deres vej til toppen har udnyttet deres magt seksuelt.
Men samtidig er Morten Østergaards situation særlig. Hans brøde er ikke den ti år gamle befamling af Lotte Rod. Det er forsøget på at holde krænkelsen skjult.
I hykleri og moral er der ingen forældelsesfrist, og man kan ikke med den ene hånd skrive under på, at man er modstander af sexisme, mens man med den anden rager kvinder på låret – og derefter lader, som om det ikke er sket.
Morten Østergaard mistede ikke sin position på grund af den gamle krænkelse, men fordi han ikke forstod eller fornægtede dynamikken i den bevægelse, hans eget parti har gjort politisk. Som min kollega Thomas Larsen anfører, kunne alting have set anderledes ud, hvis han i stedet havde været manden, der tog krænkeransvaret på sig.
Nu gør hans afgang det i stedet klart, at #metoo er en magtfaktor, også i ligestillede Danmark.
Dermed vokser ansvaret også for at undgå den forvridning af debatten, der er sket i udlandet. I Sverige blev en teaterchef hængt uskyldigt ud og begik selvmord. I USA blev #metoo overtaget af hardcore kræfter og mantraet blev #believeher. Den subjektive fortælling måtte aldrig anfægtes, og kvinderne blev dermed udstyret med et kollektivt martyrium, mens mændene i visse tilfælde blev retsløse. Det er ingen interesseret i.
Hele #metoos berettigelse er, at den har magt over dem, der misbruger deres magt. Det er der objektive standarder for, hvornår man gør. Og det er, når de standarder forvitrer, at bevægelsen bliver farlig.
Birgitte Borup er Berlingskes redaktør for international kultur
