Med litteraturen på stuegang

Kan Suzanne Brøgger, Pia Tafdrup og Klaus Rifbjerg hjælpe patienterne på landets hospitaler? Antologien »Syg litteratur« byder på 27 skønlitterære tekster, der skal sætte læger, sygeplejersker og andre i sundhedsvæsenet ind i, hvordan det er at være indlagt.

Anne-Marie Mai er en af fire redaktører på antologien »Syg litteratur«, der fremstiller sundhedsvæsenet i et skønlitterært perspektiv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

At ligge på stuen. Lydene, lugtene, frygten. Plastickanden med rødt saftevand. Den underligt grå mad. At være der, men ikke som sig selv. Nu som patient, offer, nogen, der behøver hjælp. Som én, der ikke længere kan kende sig selv.

»Jeg er bange for at blive en anden. Jeg er bange for aldrig mere at kunne være den anden, jeg var engang,« skriver Pablo Llambias i sit digtværk »Monte Lema«, og linjerne er også at finde i antologien »Syg litteratur«. I dens forord står der, at det »er en ny type udgivelse inden for det sundhedsvidenskabelige felt«.

Tanken er, at bogens udvalg af skønlitteratur om sygdom skal læses af de studerende på de sundhedsfaglige uddannelser og af personalet på landets hospitaler. Ad den vej, gennem digte, noveller og roman­uddrag, kan de få et indblik i patienternes følelser og situation. De kan så at sige se det hele nede fra sygesengen og ikke oppefra, der, hvor det lægefaglige arbejde normalt udføres.

En af antologiens fire redaktører er Anne-Marie Mai, der også er professor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet.

»Tanken om at bruge skønlitteratur i sundhedsvæsenet kan lyde meget ny, og det er den på en måde også,« forklarer hun.

»Men ser man lidt længere tilbage i tiden, var det faktisk normalt. Min mor var sygeplejerske for mange år siden, og inden sin uddannelse og sit praktikforløb gik hun på en slags forskole. Der læste man virkelig meget skønlitteratur, og da jeg begyndte på universitet og sagde til hende, at vi skulle læse Thomas Manns »Buddenbrooks« eller noget andet, sagde hun altid »Den har jeg læst«.

Skønlitteraturen var simpelthen en del af de sundhedsfaglige uddannelser, et ekstra dannelsesniveau på studierne, men et sted på vejen blev den erstattet med kommunikation. Det kom mere til at handle om, hvordan man kommunikerer med patienter og pårørende, hvilket jo er fint og nødvendigt, men det skete lidt på skønlitteraturens bekostning.«

Rutinens døvende effekt

Men nu er der »grøde i det«, som Anne-Marie Mai formulerer det. Ikke mindst på det amerikanske Columbia University, som redaktørerne på »Syg litteratur« har samarbejdet med:

»Derovre er skønlitteratur en integreret del af de sundhedsfaglige uddannelser. Jeg mødte en ung amerikansk læge, der fortalte, at han var i akutmodtagelsen på hospitalet om formiddagen, men senere på dagen ledede han et kursus om Shakespeare, Keats og Shelley. Det satte nogle ting i perspektiv.«

»Der var virkelig noget at tage ved lære af, og det har vi så forsøgt at gøre i vores arbejde med »Syg litteratur«, hvor vi har været meget omhyggelige med udvalget af tekster. Vi har også haft to sygeplejersker på som konsulenter, der kunne sige, hvilke tekster der egnede sig, og hvilke der ikke gjorde. Men en ambition var, at teksterne skulle se sygdommen fra den indlagtes eller pårørendes synsvinkel og se hospitalet udefra.«

Skønlitteraturens opgave i »Syg litteratur« er på den måde at komme forbi rutinens døvende effekt. Læger og sygeplejersker kender jo hospitaler så godt, at de måske ikke ser og mærker stedet længere, mener Anne-Marie Mai:

»Det har været vigtigt at finde tekster, som handler om dét at træde ind på hospitalet. Ind i alt det det hvide, de lange gange og lugten, der er så overvældede, men som man ikke mærker på samme måde, hvis man har sin gang der til hverdag. Og litteraturen kan netop vise os verden fra forskellige synsvinkler.«

Et sted for menneskelig erfaring

Derfor er det heller ikke kun personalet, der kan hente noget vigtigt i skønlitteraturen, siger Anne-Marie Mai. Det kan patienterne også.

»Teksterne i antologien kan gøre den syge synlig for sig selv. Den amerikanske litterat Rita Felski har meget præcist skrevet: »Jeg bliver reddet fra min frygt for usynlighed, fra rædslen for ikke at blive set.« Litteraturen kan mindske utrygheden, skabe en følelse af genkendelse, og det mener vi teksterne i »Syg litteratur« kan være med til.

På den anden side er skønlitteraturen, som jeg nævnte tidligere, personalets mulighed for at sætte sig i patientens sted og forstå hans eller hendes komplekse, ofte ambivalente følelser. Som når Torben Brostrøm i »Ventetid« skriver, at han er »havnet i blandingen af væmmelse og taknemmelighed, overladt til travle menneskers venlige serviceren.«

Et andet eksempel er fra Pia Tafdrups digt »Min brors øjne« om en døende far, der spørger: »I slår mig vel ikke ihjel?«. Her ser man pludselig situationen fra den syge og demente mands vinkel.

Når Anne-Marie Mai taler om skønlitteraturen i forbindelse med sygdom, er det nærliggende at tænke, at hun også taler om skønlitteratur i det hele taget. Om at den, med sine utallige udtryk og indtryk, er en slags menneskelig erfaringsbank.

»Litteraturen er et sted for alle menneskelige erfaringer, det er rigtigt«, siger hun. »Det gælder faglitteraturen, derunder den medicinske litteratur, men altså også skønlitteraturen, der tilbyder nogle andre erfaringer. Ikke vigtigere, men bare andre, der ikke afspejler virkeligheden, men forholder sig til den. Det vil også sige, at følelserne er i spil, og de er jo en lige så vigtig del af os som kroppen. På den måde kan litteraturen bruges i en sygdomssituation. Fordi den simpelthen handler om dét at være menneske.«

Lægekunst og ordkunst mødes

At skønlitteratur skal bruges til noget bestemt, vil støde nogle litteraturfolk, der ikke mener, at litteraturen har nogen bestemt opgave og ikke skal spændes for en sådan nyttetænkning.

»Jeg mener heller ikke, at litteraturen skal noget bestemt, men den kan jo meget«, siger Anne-Marie Mai.

»Den gør, hvad den vil, og overrasker derfor også tit. Som i Henning Mortensens tekst »Forebyggende kredsløbsundersøgelse«, hvor patienten og lægens forskningsassistent ender med at kravle rundt i nogle trætoppe. Litteraturen er fri til at gøre, hvad den vil, og lever netop som sådan: Som litteratur og ikke som kronik eller faglitteratur. Noget andet vigtigt er, at litteraturen gør opmærksom på det sprog, vi bruger. Også lægernes og sygeplejerskernes sprog og patienternes måde at tale på.«

Det sidste gælder Suzanne Brøggers tekst »Tone«, hvor humoren er i spil. Teksten er en slags heltekvad til en kvinde. Hun er meget syg af brystkræft, men da hun har fået fjernet et bryst, siger hun, at de burde have taget det andet med, og »det var hendes sans for symmetri«.

»Man fornemmer, at hendes humor er et værn mod den sorg og den smerte, hun rummer og måske gemmer for sig selv«, forklarer Anne-Marie Mai.

»Og det kan godt være, vi kan sige sjove og muntre ting til hinanden på hospitalerne, men de hurtige replikker kan også være et dække over noget andet, meget smertefuldt. Det minder »Tone« os om.«

»Omvendt kan Brøggers tekst også lægge op til at bruge humor i den ubærlige sygdomssituation, til at løse op, gøre det muligt at trække vejret. På den måde kan man blive klog af at læse skønlitteraturen på måder, faglitteraturen ikke kan tilbyde. Dén er så nyttig på nogle andre måder. Der er lægekunst, og der er ordkunst. Men de har godt af at mødes i et fælles felt.«

»Syg litteratur« er på 216 sider og koster 275 kr. Forlag: Munksgaard