Med kulturen som våben

DF ser kulturpolitikken som et meget effektivt redskab til at konstruere en nationalt orienteret mentalitet,« siger kultursociologen Peter Duelund.

Ifølge Dansk Folkepartis kulturørdfører, Alex Ahrendtsen, vil partiet med sine krav til finansloven styrke dansk  sprog, musik og kulturarv med blikket rettet mod det Danmark, som ligger uden for hovedstadsområdet Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De gamle partier har sovet tornerosesøvn, og dermed har Dansk Folkeparti kunnet erobre en stor del af den kulturpolitiske debat.

Det mener Peter Duelund, kulturssociolog på Københavns Universitet og leder af Nordisk Kulturinstitut.

»I begyndelsen interesserede Dansk Folkeparti sig ikke så meget for kultur, men så har man jo opdaget, at kulturpolitikken er et vigtigt område, når det gælder om at fremme national identitet. Og det er jo først og fremmest DFs dagsorden at skabe en dansk monokultur med rødder i fortiden og en opfattelse af, at danskhed er noget, der altid har eksisteret og altid vil eksistere – noget om ikke gudgivet, så i hvert fald naturgivet,« siger han.

»DF ser kulturpolitikken som et meget effektivt redskab til at konstruere en nationalt orienteret mentalitet. Og det tror jeg er den overordnede årsag til, at partiet er blevet kulturpolitisk engageret.«

At bruge kulturpolitikken som et redskab for at styrke den nationale identitet er ikke noget nyt fænomen, understreger Peter Duelund.

»Den nationale orientering så vi også tydeligt komme frem under VKO-regeringen – ikke mindst med Brian Mikkelsens kulturkanon fra 2006, som jo meget konkret blev lavet med henblik på at fremme og forankre forståelsen af danskhed.«

DF blander sig

Når Dansk Folkeparti alligevel i dag er en så synlig spiller på banen, skyldes det ifølge Peter Duelund bl.a., at de såkaldt »gamle« partier i højere grad værner om armslængdeprincippet, altså princippet om, at politikerne sætter rammerne for kulturen, men ikke blander sig i detaljen.

»Armslængdeprincippet blev jo indført af Julius Bomholt (socialdemokratisk kulturminister, red.) med loven om Statens Kunstfond i 1964 i erindring om – ikke mindst med Hitlertyskland og Sovjet i baghovedet – hvor galt, det kan gå, når kultur- og kunstpolitik bliver politisk bestemt,« siger han. »Det princip har vi i efterkrigstiden set stort set alle partier undtagen Dansk Folkeparti værne om.«

Peter Duelund mener imidlertid også, at mange af de gamle partier »er begyndt at hvile lidt på laurbærrene efter en meget vellykket kulturpolitik i årene efter Anden Verdenskrig. Man har lænet sig tilbage i visheden om, at nu har vi gode institutioner, inklusive Statens Kunstfond, det hele går jo meget godt, det er ikke længere nødvendigt at kæmpe for det,« siger han.

»Men jeg håber, at partierne nu vågner op af den tornerosesøvn, de har lullet sig ind i, og erkender, at kulturpolitik bliver et meget væsentligt politikområde – også på europæisk niveau – i vores materielt velfunderede samfund i det 21. århundrede.«