Med krop og sjæl

Fotografi: Sally Mann. Sally Manns kontroversielle fotografier på retrospektiv udstilling i Helsinkis Tennis Palace.

Under dybt kritiske overskrifter som »Kan kunstfotografi være børnepornografi?« fik den amerikanske fotograf Sally Mann sit internationale gennembrud i 1992. Denne barske omtale skyldes kontroversielle nøgenportrætter, som fotografen gennem en årrække tog af sine egne tre børn. Den megen furore hang – ud over nøgenheden – sammen med børnenes underligt voksne poseringer. Eksempelvis når hendes ældste datter nonchalant står med en slik-cigaret i hånden eller som femårig med fuld makeup og en fremmelig attitude. Det er som om, de ved mere om voksenlivet, end deres alder tillader og dermed lægger op til et andet blik, end det man forbinder med den uskyldige skildring af barndommens leg.
I Tennispaladset, som bl.a. rummer Helsinki bys kunstmuseum, kan man se en retrospektiv udstilling med Mann, fra den kontroversielle gennembrudsserie til hendes seneste closeup portrætter. En dokumentarfilm om hendes liv og arbejde giver indblik i de nu næsten voksne børns reaktioner på fotografierne. Den altoverskyggende følelse hos dem er naturlighed. De har aldrig kendt deres mor uden kameraet. Det har altid været en naturlig del af deres samvær, at hun i forskellige situationer har bedt dem om at stoppe op og derefter så at sige har digtet videre på en spontant opstået situation. Filmen giver således et udramatisk indblik i iscenesatte fotografi, hvor Mann instruerer, og børnene lader sig modellere. Barndommens leg med roller og forbilleder understreges, og Manns fotografier illustrerer, hvordan virkelighed og fiktion, alvor og leg ofte hænger uløseligt sammen.
Da hendes børn nærmede sig deres teenageår, holdt hun op med at fotografere dem nøgne. I stedet kastede hun sig over landskabet i de amerikanske sydstater, hvor hun har levet hele sit liv. Hendes seneste serie »What remains« er en udforskning af den grundlæggende skelnen mellem krop og sjæl, mellem liv og død. Gennem forskellige vinkler behandler hun et emne, der påvirker os alle, nemlig tabet af liv. Den mest iøjefaldende del af denne serie er taget i et testanlæg, der hører til universitetet i Tennessee. Her er kroppe, som er doneret til forskning, lagt ud i naturen med det formål at studere, hvordan kroppen langsomt formulder og bliver ét med naturen. I en del af disse makabre fotografier ser det næsten ud som om, jorden aktivt trækker kroppene til sig, mens andre kroppe er så langt i formuldningsprocessen, at de antager mumiens stivnede rædselsudtryk. Hvor fotografiet ofte binder sig til mindet om den savnede, er det i denne serie tydeligt, at kroppen alene er en fysisk skal, der intet har med den savnede at gøre. Alt i alt en helstøbt udstilling, der slutter cirklen; fra barndommens leg – til kun mindet og de sidste jordiske rester er tilbage.