Med hånden på rattet og Suzanne Brøgger i øregangen

Lydbøger er et oplagt supplement til sommerlæsningen - og den lange biltur ud i verden. Vi har testet ti af vore mest populære forfattere med lyd på.

Det er ved at være sommerferietid. Tasker pakkes, biler checkes. Og man begynder at planlægge, hvilke bøger man skal have med sig. Sommerferietid betyder jo for mange ogsåindhent-de-bøger-jeg-ikke-har-fået-læst-tid. Hvem er ikke draget af til fremmede himmelstrøg med nok lekture i kufferten til at fylde et mindre bibliotek? Og hvem har ikke ærgret sig ved feriens afslutning, fordi man alligevel kun nåede en enkelt eller to af det dusin man havde planlagt?

Lad os nævne en anden typisk sommerferiefrustration, nu vi er ved det sure: Biltid! Flere dage, bliver det gerne til. Og selvom man nok så meget siger til sig selv, at det er vigtigt at få fornemmelse for de afstande man lægger bag sig, og at man jo ikke skal nå noget, så er det ikke til at se bort fra: Det er en dræber at sidde på autobahnen, hvad enten det er fast eller i fart. Bevares, børnene er efterhånden ligeglade, qua de snart obligatoriske DVD-anlæg monteret på mors og fars nakkestøtter, som om ikke andet i hvert fald beviser, at begrebet »kvalitetstid« er relativt. Men hvad med far og mor? Dømt til at holde øje med det vigende antal danske nummerplader, efterhånden som man bevæger sig sønden eller norden over, tælle vindmøller eller røde-biler-med-cykler-på-taget-agtige fænomener. Uha, hvor man føler, man rejser. Men er det at leve? Og kunne man da bare sætte sig hen med en bog

Men løsningen på disse problemer ligger lige for med de mange kommercielle lydbogsudgivelser, som pibler frem for tiden, lidt forsinket i forhold til resten af verden.

Forlaget Per Kofoed annoncerede en stribe indspilninger af gode bøger for et par år siden og gav os da også indlæsninger af blandt andet et par Paul Auster titler, men resten lader tilsyneladende vente på sig. Andre småtiltag er gjort hist og pist, og den internetbaserede Lydbogsklubben har et fint og bredt katalog. Børne-/ungdomslitteraturen har stort set altid været godt repræsenteret, og Jesper Christensens indlæsninger af Harry Potter-bøgerne for Gyldendal er obligatorisk eftermiddagshyggestof påét af børneværelserne i denne anmelders hjem. Men det er først nu at Gyldendal for alvor rykker på voksenbogsmarkedet, og det endda i det allermest brugervenlige format: mp3-filen. Og der er ikke blot tale om en lille, forsigtig testpilot. Næ nej, over ti af de allermest populære titler er sendt i handlen. Så farvel sure miner, i sommerlandets bilkøer! Nu kan der lyttes romaner, imens ungerne ser Disney-film!

Re-mediering
Titlerne, Gyldendal nu tilbyder på lydbog, er alle tidligere anmeldt, da de udkom i papirudgave, så det er ikke denne anmelders opgave at tage stilling til selve bøgerne. Det, der skal anmeldes er i stedet selve re-medieringen, altså hvor godt det er lykkedes at få bogen gjort til en lytteværdig oplevelse. At sligt ikke altid sker, ved enhver, der har benyttet sig af bibliotekernes store udbud af indlæste bøger kvaliteten har i hvert fald tidligere været meget svingende.

Den tekniske bearbejdning skal være i orden uden mikrofonklik eller anden støj, og lydbilledet skal være klart. Men vigtigst af alt er selvfølgelig oplæseren, som ikke blot skal passe til teksten, men også skal vare sig for at dramatisere dialoger, tegne karakterer ved hjælp af stemmefordrejning. At tro, at det er oplæserens rolle at opføre teksten, er en fejl. Oplæseren overtager skriftens rolle, bliver den instans der formidler, men bør vare sig for manifeste fortolkninger i form af karikeringer mv. Denne øvelse bør overlades til lytteren. Det er jo især på grund af den, at vi overhovedet læser, også selvom det er med ørene.

At flere forfattere selv er fremragende oplæsere af egne værker, er jo almindelig kendt. Men det kræver sin mand m/k at skulle indlæse en roman med en varighed på 10-20 timer uden alt for mange fejl og alt for megen tab af intensitet og usynligt nærvær. Derfor er mange lydbøger også indtalt af skuespillere. Således også i Gyldendals serie som her er på tale, men med et par vægtige undtagelser, som fortjener at blive behandlet først.

Jens Chr. Grøndahl har selv indlæst sin lille, tre timer lange roman »Røde hænder« (2006) om en ung mands møde med en kvindelig terrorist i 1970erne. Grøndahls stemme lyder, som var han en nær slægtning til Thomas Winding eller Niels Skousen og bærer fortrinligt den dialogfattige tekst i en rolig, lidt nasal og brummende tone, der giver lytteren plads til refleksion. Også Suzanne Brøgger har selv taget mikrofonen i hånden i indlæsningen af sin »Sølve« (2006). I og for sig oplagt, værkets særlige (men for Brøgger sædvanlige) status af blanding af erindringer, danmarks- og egnshistorie, skrøner og samfundsrefleksion taget i betragtning. Brøggers lettere affekterede stemmeføring, der lader et ord som f.eks. »kælling« stikke ud som fremmed og let markeret, hører man jo nærmest for sig, når man læser hende.

Tyngde i Leth
Noget af det samme gør sig gældende for Jørgen Leth, der ligeledes selv har lagt stemme til sine skandaleombruste erindringsfiktioner (eller-hvad-vi-nu-skal-kalde-dem) i Det uperfekte menneske (2006). Med kølig distance og en næsten forceret monotoni i stemmen tager Leth os igennem de registrerende, korte sætninger, der er grundlaget for hans udbredte sceniske fremstillingsform. Ufølsomt og arrogant, vil man måske kunne hævde, men også uhyre intenst og nærværende.

De øvrige indlæsninger i denne omgang fra Gyldendal, er alle blevet lagt i stemmerne på en række skuespillere. Grete Tulinius, der er en gammel rotte indenfor lydbogsbranchen, tegner sig for såvel Ida Jessens »Den der lyver«, Elsebeth Egholms »Selvrisiko« og Kirsten Thorups »Førkrigstid«. Man fornemmer nok skuespillerens trænede læseteknik, når man sammenligner med forfatternes egne oplæsninger.

Tulinius modulerer og varierer oplæsningen uden at tabe hverken klarhed eller præcision, men dog i en grad så man som læser indimellem tabes. Samtidig har hun en tendens til at karikere i replikkerne, som virker vel markeret. Det er selvsagt en utaknemmelig opgave at skulle læse dialoger op, da de replikskift forfatteren kan markere med ganske enkle typografiske virkemidler (- eller ) hér kræver en helt anden indsats. Men især Tulinius forsøg på at lægge stemmen dybt til de mandlige karakterer, promoverer en slags postuleret mandlighed hos dem, som der ikke nødvendigvis er tekstligt belæg for. En mere neutral tone vil generelt have været at foretrække.

Overskud og spytdråber
Ellen Hillingsø lægger en vel lun og overskudspræget stemme til Linda Lykke Jakobsens beretning i Hanne-Vibeke Holsts »Kongemordet«; Ellen Dahl Bang læser Jungersens »Undtagelsen« uden anledning til anmærkninger; Jens Albinus passer eminent godt til Ib Michaels »Blå bror« (2006) og Preben Harris rustne sørøver-stemme er som skabt til Reuters »Løgnhalsen fra Umbrien«. Harris giver den dog ikke for lidt på dramatiseringsknappen, man nærmest mærker spytdråberne i øregangen, og undertegnede ville klart have foretrukket, at mere var blevet overladt til læseren. Men måske netop denne røverhistorie kan bære det.

Lydbogen et supplement
Det er på høje tid, at Gyldendal har meldt sig på lydbogsmarkedet, og vi må håbe at boglæserne tager godt imod dette første store fremstød, til trods for nogen ujævnhed. Lydbogen er nemlig et fantastisk supplement til papirbogen. Dermed også sagt, at den aldrig vil komme til at erstatte papirbogen. For de fleste af os er er romanlæsning først og fremmest forbundet med fordybelse, ro og ikke mindst stilhed. En enlig (men ikke ensom, for man er jo i godt selskab med både fortællere og karakterer) affære, hvor man selv gestalter billeder, stemmer og stemninger og i høj grad dels selv bestemmer tempoet. Det er måske netop disse karakteristika ved skriftmediet, som gør det så sejlivet. Og netop dem som gør, at lydbogen kun kan forblive et supplement.