Med Gud i baggrunden

Bøger: Gudløs ungdom 70 år efter udgivelsen er »Gudløs ungdom«, Ödön von Horvaths mesterværk om totalitarisme og humanisme, stadigvæk værd at læse.

»Gudløs ungdom« skildrer, hvordan individet bliver til masse. Bogens baggrund er nazismen. Her er medlemmer af Hitlerjugend fotograferet 1935. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Den bedste bog i mange år,« sagde Thomas Mann om Ödön von Horváths roman »Gudløs ungdom«, der udkom i 1938, og straks blev forbudt i Tyskland. Siden er romanen blevet nævnt som et af de mest centrale værker i nazitidens tysksprogede litteratur. Det er i sandhed et lille mesterværk, der nu udgives i dansk nyoversættelse.

En yngre mandlig lærer underviser på en drengeskole, men trods job og udsigt til pension er han ikke tilfreds. Han retter stile med overskrifter som, »Hvorfor må vi have kolonier«, og læser de tomme fraser, drengene har hørt i radioen. Han ved, der er grænser for, hvor langt han kan gå uden at komme i vanskeligheder, og vælger at koncentrere sig om formaliteter og sproglige fejl. Dog kan han ikke lade være med at kommentere drengen Ns bemærkning om »at vi hvide kulturelt og civilisatorisk står over negrene«, og beder ham huske, at også negre er mennesker. Det falder ikke i god jord, og han modtager en reprimande fra drengens forældre. Det øger ikke hans engagement i klassen, og kun modvilligt må han tage med på den obligatoriske telttur. I lejren lærer de unge at marchere i takt og jage en fiktiv fjende. Da en dreng i lejren får stjålet sit fotografiapparat, skiftes drengene til at holde nattevagt. Læreren ser drengen Z tale med en fremmed i mørket, vil opklare sagen, og lirker drengens hemmelige æske op, for at læse hans dagbog. Z tror det er N, der har gjort det, og da N næste dag findes myrdet, synes det indlysende, hvem der er gerningsmanden. Ikke mindst den stilfærdige T fyrer op under bålet.

Dumhedens paradis
»Gudløs ungdom« er en roman befriet for entydige forklaringer.

Drengene vokser op i en materialistisk og åndløs verden, som ukritiske modtagere af massemediernes nationalistiske propaganda. »De lever i dumhedens paradis og hån er deres ideal«, siger fortællerens tidligere kollega, kaldet Julius Cæsar, over adskillige snapse. Som en dyster profet bebuder han, at fiskenes kolde tidsalder er på vej. »Så vil menneskenes sjæle blive ubevægelige som ansigtet på en fisk«. Og fiskeøjne er netop, hvad drengen T har. Han er den evige iagttager, besat af en iskold nysgerrighed efter at afdække altings sammenhæng. Han fantaserer om at se et barn blive født og et menneske dø – og bliver selv morder. Blottet for samvittighed tager han intet ansvar, men prøver at få uskyldige dømt. Han er emblemet på totalitarismens fejeste væsen – kold, manipulerende og ansvarsfri. Fisken er traditionelt symbol på kristendommen, på Kristus og dermed på Gud. Og Gud optræder også selv i romanen. Han viser sig for læreren i teltlejren, med smalle kolde øjne. Det er ikke en forsonende Gud, men en Gud, der overlader mennesker til deres egen ensomme skæbne. Alligevel er det Gud, der overbeviser læreren om i sidste ende at sige sandheden, og dermed er han det, de åndløse mangler - samvittighed og længslen efter ærlighed.

»Gudløs ungdom« er en roman om, hvordan et styre kan begrænse individet, og om hvordan individet bliver til masse. Det er også en fortælling om hvordan fejhed og ondskab kan blive svære at skelne fra hinanden og om drømmen om redning gennem humanisme. Og først og fremmest er det en medrivende, uhyggelig og tindrende roman, der langt overskrider sin historiske kontekst.